Familiens Børneråd (Forældrenes Børnekommission).
Af Majken Frost, teol. Cand, Horsens
|
|
I 1976 mødtes en række forældre og besluttede at nedsætte sig som Forældrenes Børnekommission.
Anledningen hertil var daværende socialminister Eva Gredals nedsættelse af en Børnekommission, der skulle iagttage danske børns forhold og rådgive herom. Samtlige medlemmer af den socialministerielle Børnekommission var udpeget p.g.a. deres faglige og ansættelsesmæssige status, - ingen var udpeget på grund af konkret forældreskab. En protest mod denne ”ekspert”-sammensætning af socialministerens Børnekommission blev afvist af dennes formand – og derfor nedsatte ovenstående forældre deres selvstændige kommission. Også som en protest mod den stadig mere udbredte offentlige ærbødighed overfor adfærdsvidenskaberne.
Forældrenes Børnekommission fik ganske megen presse og medlemmerne havde en flittig foredragsvirksomhed. En stor støttekreds dannedes efterhånden, og tvangsfjernelsernes uhyggelige aktualitet – forstærket af Bistandslovens paragraf om ”Hjælpeforanstaltninger uden samtykke” -mødte Kommissionen gennem mange henvendelser fra ulykkelige forældre, hvis retsløshed var åbenlys. Vi (kommmissionens medlemmer) fungerede ofte som bisiddere i disse sager – og det lykkedes at bremse enkelte af dem.
Men først og fremmest udgav Forældrenes Børnekommission en stribe bøger og pjecer, (se nedenfor), hvori man påpegede netop familiens retsløshed, hvis den kom i myndighedernes søgelys, ligesom der her blev foretaget et opgør med især psykologiens principper og tiltag.
I 1997 fremsattes i Folketinget lovforslag om ophævelse af forældres ”Revselsret”. Denne ret, der af partierne bag lovforslaget konsekvent blev omtalt som ”retten til at banke sine børn”, er jo udtryk for familiens frihed og integritet og dens mandat til at opdrage egne børn.
Siden nedsættelsen af Forældrenes Børnekommission var en ny generation vokset frem, der fortsatte kommissionens arbejde, nu under navnet Familiens Børneråd (idet regeringen som afløser af den socialministerielle Børnekommission havde nedsat et Børneråd – af samme ensidige karakter som forgængeren).
Familiens Børneråd protesterede voldsomt mod lovforslaget om ophævelse af Revselsretten og indkaldte til en høring på Christiansborg. De påviste den totalitære tankegang, der lå bag forslaget – at staten skal diktere forældre en bestemt opdragelse. Partierne i Folketinget var splittede og ”fritstillede” deres medlemmer i stillingtagen til lovforslaget. (if. Grundlover er folketingsmedlemmer alene forpligtet på deres samvittighed, så ”fritstillingen” afslørede et uhyggeligt og lovstridigt partityranni).
Lovforslaget blev dog vedtaget med en stemmes overvægt og trods bred folkelig modstand.
Efter dets vedtagelse udsendte socialministeriet sammen med ”Red Barnet” og ”Børns vilkår” pjecen ”Nej til bank”, der bl.a.uddeltes til skolerne og i enkelte tilfælde til skolebørnene selv.
Familiens Børneråd har dog fortsat sin virksomhed. Udover at det – som de ”gamle” – har ydet hjælp og vejledning til betrængte familier – gik F.B. igen på barrikaderne, da Bistandsloven i l999 afløstes af ”Serviceloven”, if. hvilken adgangen for De sociale Udvalg til at foretage tvangsfjernelser blev endnu nemmere. I indlæg og interviews i pressen gjorde Familiens Børneråd igen opmærksom på den psykologiske ekspertises uhyggelige magt, men også Serviceloven blev vedtaget.
I 2001 gjaldt det forslaget om en ny ”Børnelov”, hvori det biologiske forældreskab blev fremhævet som absolut gældende, - dvs. at den ældgamle ”Pater est”-regel, if. hvilken en mand ved ægteskab tilkendes faderskabet til et kommende barn, udgik. If. Børneloven skulle der tilkendes ”søgsmålsret for 3-person”. Hvad der i praksis betyder, at en mand, der hævder at være den biologiske far til et barn født i en kvindes ægteskab med en anden, kan forlange sit ret pådømt.
Familiens Børneråd påpegede det skræmmende ved en sådan søgsmålsret – det indebar bl.a. som et perspektiv en afvist og hævngerrig mands mulighed for at ødelægge et ægteskab og familieliv og ophævede ægteskabets hidtil lovhjemlede beskyttende status.
Heller ikke her havde Familiens Børneråd held til at hindre loven – F.B. må, som den slags private protestorganisationer, kæmpe en ulige kamp mod offentligt støttede organisationer, der nyder godt af en udstrakt offentlig finansiering af pjecer og anden reklame.
Men der er ikke tvivl om, at både Forældrenes Børnekommission og Familiens Børneråd har været med til at ændre indstillingen i Danmark. I 2001 afløstes den socialdemokratiske regering af en borgerlig, og -68 generationens magtstilling er under langsom afvikling.
Både i børneinstitutioner og i skoler har den psykologisk/pædagogiske ensidighed afsløret sin afmagt, - og i en opsigtsvækkende TV-udsendelse i august 2003 afsløredes den lemfældighed og magtbrynde, der ofte ligger bag f.eks. tvangsfjernelser af børn.
Institutionsopvæksten, som i dag er virkeligheden for de allerfleste danske børn, har ikke bevirket lykkelige og harmoniske børn, - tværtimod. Og folkeskolen, der i 30 år har lagt vægten på børnenes personlig udvikling, har nærmest spillet fallit. (Internationale undersøgelser har vist, at danske børns kundskabsniveau er katastrofalt ringe).
Den - igen private - kommission, der i 2002 nedsatte sig under navnet Kommissionen til forsvar for kundskaber, har fået stor både medieomtale og opbakning overalt i landet – og i sin åbningstale i oktober 2003 blæste statsministeren til kamp mod ”rundkredspædagogikken” og fremhævede skolens opgave som kundskabsskole. Samtidig har socialministeren fremsat forslag om, at den nære familie som det første og vigtigste netværk skal inddrages, når en tvangsfjernelse er ved at trække op.
Adresser: Elisabeth K. Jensen, Holmelundsvej 4, 8382 Hinnerup. DK.
Formand for ”Familiens Børneråd”
Agnete Raahauge, Manziusvej 17, 2900 Hellerup. DK.
Formand for ”Kommissionen til forsvar for kundskaber”.
Bøger udgivet af Forældrenes Børnekommission:
Vore børn er vore børn. 1977
Frihed eller lighed – et opgør med U-90. 1978
Hvad et barn har brug for. 1979.
Nej til børnepolitik. 1981
Hvor ægteskabet skal stå. (Stig Vendelkjærs forlag) 1985.
Ægteskabets afskaffelse – en lovgivningsmæssig gyser. 1986.
Tranbjerg-sagen
Af Majken Frost
Tranbjerg-sagen - dens såkaldte afslutning.