Artikel_terapeuterne_tvistar_af_sven_rasmussen

 

Terapeuterne tørster

Af overlæge i psykiatri Sven Rasmussen.

Nedanstående artikeln, som är tidigare publicerad i KRONIKEN I POLITIKEN
den 29 oktober 1998, återges med författarens benägna tillstånd.


  • Danske børn tvinges under tortur til at 'indrømme' sex i familjen

    ,
    skriver Sven Rasmussen.

    Den svenske vidnepsykolog dr. phil. Lena Hellblom Sjögren, der er forfatter til 'Hemligheter och minnen', sendte mig fornylig et mødeprogram for en konference, der skal afholdes i København, og spurgte, om jeg havde tænkt mig at deltage.

    Konferencen finder sted 28. og 29. oktober i år på Hotel Scandinavia på Amager og bærer titlen 'Seksuelt misbrug af børn' og afholdes i Red Barnets regi. Jeg undslog mig imidlertid - ikke af mangel på interesse for emnet, som jeg har et vist kendskab til gennem min ansættelse i årene omkring 1970 hos retspsykiateren Emma Vestergaard, der som chef for justitsministeriets psykiatriske klinik indsamlede en stor viden, som hun viderebragte i form af publikationer. Desuden har jeg som chef for en psykiatrisk hospitalsafdeling og som praktiserende psykoterapeut fået viden om fænomenets psykologiske aspekter. Hvad der afholder mig fra at deltage i konferencen er en begrundet frygt for, at emnet ikke vil blive seriøst behandlet udfra mit kendskab til konferencens aktører.

    For at godtgøre, at der ikke er tale om en personlig idiosynkrasi, må jeg gå lidt tilbage i tiden og fremdrage nogle oplevelser, der også har almen interesse.

    I begyndelserne af 1990erne fik jeg tilladelse til at overvære en del retssager, der havde stærke lighedspunkter med den stærkt omtalte Roumsag - altså sager, der foregik for lukkede døre, og som omhandlede incest og andre former for seksuelt misbrug af børn. Disse sager kan naturligvis ikke refereres, men de gav anledning til at jeg rettede henvendelse til kriminologen Berl Kutchinsky, der var docent ved kriminologisk institut ved Københavns Universitet under det juridiske fakultet, da jeg vidste at han interesserede sig for børns vidneudsagn og psykologernes indflydelse herpå, og at han ved flere offentliggjorte arbejder havde dokumenteret sin videnskabelige duelighed. Jeg foreslog ham at foretage en videnskabelig undersøgelse af bevisførelsen i incestsagerne, hvilket mig bekendt ikke tidligere var foretaget i Danmark. Han svarede imidlertid, at han ved henvendelse til justitsministerium og domstole mødte store vanskeligheder, og at disse institutioner kun udleverede materiale til medlemmerne af, hvad han benævnte "incestkammerilliaen." Han havde resigneret og følte sig slået af marken af folk, der uden seriøse videnskabelige interesser skulle bruge det udleverede materiale med agitatorisk og kommercielle formål for øje.

    Jeg forsøgte herefter på egen hånd at danne mig et indtryk af problemets omfang, og undervejs lærte jeg den personkreds at kende, som Berl Kutchinsky sigtede til, og jeg skal referere nogle enkelte stationer på vejen:

    I publikationen 'Politiets Årsberetning 1993', der findes på ethvert kommunebibliotek læste jeg på s.192 at man i den lille politikreds Holbæk på 30-40.000 indbyggere havde syv gange så mange incestsager som i Glostrup - en af landets største politikredse med flere hundrede tusinde indbyggere. Da statistiske meddelelser kan være vanskelige at tolke, og da de forskellige forbrydelsestyper ikke altid opgøres helt ensartet, og da der i det hele taget er store muligheder for misforståelser, ringede jeg til publikationens udgiver ' Rigspolitichefens informationstjeneste'. Man sagde mig der, at min læsemåde meget vel kunne være korrekt, men på mit spørgsmål om hvorledes en nogenlunde veldefineret forbrydelse kunne forekomme med så stor forskel i hyppighed fik jeg svaret:" Det har jeg min helt private mening om, men den er som sagt privat, så den for du ikke - men prøv at ringe til kriminologisk institut i København eller til Beth Grothe Nielsen i Århus. Ved telefonisk henvendelse til instituttet blev jeg stillet om til en psykolog, der lod den mulighed stå åben, at der netop i Holbæk kunne tænkes at være en anklager med særlig interesse for incest end anklagerne i andre retskredse - og foreslog at jeg skulle prøve at kontakte ham - hvilket jeg dog undlod lige så forstemt som jeg nu undlader at overvære Red Barnets konference.

    Det er iøvrigt den samme retskreds, hvori anklagermyndigheden fornylig løslod to pistolbevæbnede bortførere et par timer efter deres, for betjentene og offeret, så farefulde arrestation med den begrundelse, at det ville have været for omstændeligt at ulejlige en dommer med et grundlovsforhør; man forsøgte at berolige politifolkene og den undrende presse med at forsikre, at man naturligvis ville have fået fat i en dommer om man så skulle have ringet til ham privat, hvis der havde været tale om seksuelt misbrug eller anden alvorlig forbrydelse!

    21. april 1993 deltog jeg på Instituttet for klinisk psykiatri i en "Temadag om overgreb på børn - en tværfaglig drøftelse af et problemfelt, der involverer mange faggrupper." Mødet var blevet annonceret i Ugeskrift for læger, hvorigennem jeg blev opmærksom på Mødet, men det har givetvis også været annonceret mange andre steder. Der var indkaldt et panel af såkaldte 'generalister' bestående af to børnelæger, en vicepolitkommisær, en forsvarsadvokat og en lektor fra instituttet, der var mødearrangør samt et par menige psykologer fra instituttet. Publikum bestod af ca. 100 personer - overvejende unge psykologer og psykologi-studerende. Det centrale var en 'case,' som blev fremlagt af en psykolog med tilknytning til en socialforvaltning: En 10 år gammel dreng, der betegnedes som adfærdsvanskelig og derfor institutionsanbragt havde vakt pædagogernes undren fordi han blev rød i hovedet, når man fortalte historier om sex mellem mænd. De havde derfor holdt et vågent øje med ham og bemærket, at han havde en grim vane, at spytte mælk og andre mælkeprodukter ud, når han kunne komme afsted med det. Men han havde også en anden plaisir solitaire; når han troede sig ubemærket suttede han på bananer inden han spiste dem; og dette gjorde, som psykologen udtrykte det, "pædagogerne opmærksomme på, at der var noget at være opmærksom på. Iagttagelserne blev forelagt socialforvaltningen, der lod en psykolog undersøge drengen, og ved legeterapi viste det sig, at han havde været udsat for oralsex - hvilket bekræftedes af hans otte år gamle lillesøster. Forvaltningen foretog politianmeldelse, og under sagen, hvor han blev helt isoleret fra sin familie, blev han afhørt i videorummet på Glostrup politigård. Her svarede han benægtende angående seksuelt misbrug, men da man konfronterede ham med hans uvilje mod mælk og lignende produkter og erindrede ham om hans særlige forhold til bananer og foretog en fortolkning ved anvendelse af en sprogbrug som man måske kan kalde slang, opførte han sig, som psykologen udtrykte det, " mildest talt fjollet" i det han lod sig glide ned i stolen og trak trøjen op over hovedet og nægtede at sige et ord. Nu bemægtigede den ene af børnelægerne sig mikrofonen og fortalte at han "havde haft den lykke" at gennemgå samtlige videooptagelser fra politigården i Glostrup vedrørende forhør af seksuelt misbrugte børn, og han betonede vigtigheden af at man - ligesom i foreliggende tilfælde - har tilstrækkelig psykologisk indsigt samt respekt for barnets ytringsfrihed til at lade det verbalt formulerede 'nej' dementere af et kropssprogligt 'ja.' Herefter fremførte panelets advokat, at der burde have været en advokat tilstede ved videooptagelsen, men vicekriminalkommisæren bankede næven i bordet, og sagde at med en sådan psykologerklæring og sådan en videooptagelse var der ikke noget at rafle om, sagen er afgjort. Vel ikke før der har fundet en retssag sted mente advokaten. Men nu blev det fra tilhørerne tilkendegivet at en sådan var overflødig; man ønskede jo ingen straffet men kun at begge parter skulle behandles og vores erfaring siger os at krænkeren også selv har været incestoffer, og det vigtigste er ikke at der bliver retssager, eller at der kommer nogen i fængsel, men at den onde cirkel brydes. Da psykologen kunne fortsætte sin case, kunne hun fortælle at to andre børn i familien var blevet fjernet mens sagen stod på og at de af samme grund havde været "dybt, dybt ulykkelige." Moderen havde fået en betinget dom for medvirken til seksuelt misbrug, og hendes mand fik en ubetinget dom på15 måneders fængsel som hans advokat anbefalede ham at anke. Det nægtede han under henvisning til at han ikke ville gøre sin datter til løgner - han ville hellere søge om benådning, hvilket også blev ham tilstået usædvanlig tidligt men gjort betinget af, at han lod sig underkaste terapi og tog ophold udenfor hjemmet indtil han var helbredt. Han gjorde ingen af delene men fik en psykiatrisk erklæring gående ud på at han var normal, tog ophold i hjemmet, og da den omtalte datter sammen med en repræsentant for socialforvaltningen indfandt sig på den lokale politistation, for at anmelde sine to farbrødre for voldtægt, fik de at vide at nu kunne det værenok.

    Under Mødet havde, den lektor der havde organiseret temadagen, forholdt sig tavs og havde ikke deltaget i de spredte tilløb til dialog, men da Mødet var ved at væreforbi, fortalte hun forsamlingen, at der efter det forlagte var tale om en hel familie af seksuelt skadede personer, og at de, hvis de var kommet i terapi hos hende, ikke ville væreblevet bragt sammen igen, førend de var færdigbehandlede.

    Under det almindelige opbrud kunne jeg, der sad på forreste række høre advokaten sukke:"Den materielle sandhed har ringe kår i incestsagerne i dagens Danmark." Det var tydeligvis et udtryk for resignation eller en konstatering - en egentlig samtalepartner havde han ikke haft.

     

    Jeg henvendte mig nu igen til det juridiske fakultet og foreslog, at man med passende supervision kunne lade en ung jurist, eventuelt en jurastuderende skrive guldmedaljeafhandling om et eller begrænset aspekt i incestsagerne men mødte det argument, at selvom det var videnskabelig tiltrængt, kunne det ikke praktiseres på den foreslåede måde, da en sådan afhandling skal forfattes af en ung jurist under 30 år og den, der ville give sig i kast hermed ville, som landet ligger, have mistet mulighederne for at begå sig på universitetet - man ville ikke lokke en uerfaren jurist i en fælde. Da jeg fortalte dette til en nyudklækket juridisk kandidat, fortalte han, at han selv havde trukket et eksamensspørgsmål "den typiske incestfamilie" - og opnået karakteren 10. Men hvis han, i overensstemmelse med sin egen opfattelse havde givet udtryk for at "den typiske incestfamilie" ikke er en empirisk realitet, men en teoretisk konstruktion skabt med det formål at påvirke prognosen i incestsager ville han have fået en karakter, som ville kunne ødelægge et hvert gennemsnit.

     

    Fra tiden omkring 1970, hvor jeg som sagt lærte noget om de jurdiske aspekter ved incestbegrebet at kende, fik jeg også en fornemmelse af retsagernes forløb - en fornemmelse der bestyrkes, når man i dag taler med midaldrende eller ældre jurister, der på deres vandring fra ansættelse i justitsministerium til slutstilling en tid lang har gjort tjeneste ved anklagemyndigheden. De kan mene, at deres tid ved anklagemyndigheden i mange henseender var den mest ukomplicerede og i etisk henseende den mindst belastende. Man greb dengang tingene pragmatisk an og rejste tiltale, hvis der var en rimelig udsigt til domfældelse - den tiltalte havde muligheden for på jævnt dansk at svare for sig uden at der stilledes krav om anvendelse af psykologisk eller psykoterapuetisk terminologi, han havde en forsvarer til at hjælpe sig - og til syvende og sidst var det jo dommeren, der havde det afgørende ord. Man opfattede retsagerne, herunder incestsagerne, som der forøvrigt ikke var så mange af dengang, som juridiske anliggender og anvendte, når det drejede sig om personer udenfor juristernes kreds kun retsmedicinere og retspsykiatere som formulerede sig skrifligt og med allerstørste forsigtighed og holdt sig indenfor deres fagområde, bundet og forpligtet som de var af deres professions etik og tradition. De optrådte kun yderst sjældent i retten og aldrig for at udtale sig om anklagedes eller et vidnes pålidelighed og ikke for at fremme et særligt udfald af retsagen for ved en domfældelse at bekræfte deres ideologi.

    Man respekterede nogle basale regler, der kunne føre til retfærdighed i den konkrete sag og danne mønster for behandlingen af fremtidige sager.

    I vore dage går det anderledes til; man kan jage naturretten ud med en høtyv, den kommer dog igen, og når det drejer sig om incestsagerne formuleret som aprioriske udsagn som 'man skal tro på barnet' - 'et barn kan ikke lyve etc.' Man tillader sig dog visse dispensationer fra naturretten f.eks. når det gælder tortur.

    Som element i en retsag er tortur en lidelse, der påføres d‚n torturen udøves imod ledsaget af et løfte om, at den påførte lidelse bringes til ophør i samme øjeblik som en tilståelse eller et vidneudsagn aflægges, hvis indholdet er efter torturudøverens ønske. Derfor gældende praksis: At anbringe børn i videorum hvori de vrider og krymper sig og opfordres til "at fortælle" med et løfte om, at de så vil blive fri for at blive sat ind i de elektroniske blykamre igen: "Vil du slet ikke fortælle mig noget i dag... det er vigtigt, du prøver at fortælle, om nogle af de ting I gør derhjemme, for så nøjes du med at komme herind i dag ikke?" Metoden er beskrevet og anbefalet i Beth Grothe Nielsens bog Seksuelle overgreb mod børn i familien. Et offerperspektiv på straffesystemet, 1991.

    Foruden torturen er der endnu et bærende element i justitsmordet: Meneden. I incestsagerne figurerer der altid en psykologerklæring, der ofte vil være affattet af en psykolog, der har haft barnets moder i behandling efter eller under den skilsmisse, i hvilken forældremyndigheden også er et stridens æble. Hvad der under tiden imponerer anklagemyndigheden og dommerne er erklæringens forfatters fornemme titel 'klinisk psykolog.' Det kan væreforståeligt nok, for traditionelt set er denne titel forbeholdt meget veluddannede psykologer med akademisk grad og årelang fastansættelse ved psykiatriske eller neurologiske afdelinger i stillinger, der ikke levner megen tid til affattelse af erklæringer. Men i den tid incestsagerne har floreret, har man af arbejdsmarkedspolitiske grunde givet en særligt mangeltfuldt uddannet minoritet af psykologer lov til at kalde sig 'kliniske psykologer', således at et antal lige så brødflove som brødløse kandidater har kunnet vandre fra A-kassesystemet til incestsystemet.

    Disse erklæringer, som anklagemyndigheden forlanger, og som socialforvaltningen betaler er så stereotype og intetsigende, at de ligeså godt kunne være trukket i en automat, og omtaler altid den undersøgte som incestoffer og udpeger altså, endnu før domfældelse har fundet sted, en gerningsmand til en faktisk begået forbrydelse.

    Till Rättsröta

    Till Boktips

    Tillbaka till Artikelindex

     

     

 

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter