Logga in

Stöd Nkmr

Amount: 

Våra sponsorer

Omstridt psykologs teorier bygger meget spinkelt grundlag

Borger Debat.dk

 

 



 

Artikeln är lånad från Borgerdebat.dk. Den publicerades på Borgerdebats hemsida den 19 maj 2003.

 

Publicering sker med Borgerdebats välvilliga tillåtelse.

 

 





Den norske psykolog, Kari Killén, hvis teorier i meget stor udstrækning er blevet adopteret af sociale myndigheder i Danmark, baserer sine teorier på undersøgelser af forældre til kun 17 "belastede" børn - uden kontrolgruppe af "normale" børn.

 

 

 

omstridt_psykologs_teorier_bygger_meget_spinkelt_grundlag

 

 

 

Torsdag den 15. maj 2003 indledte den norske psykolog, Kari Killén (Dr. psyk., født 1934) en temadag om "Forebyggelse af omsorgssvigt" på Viborg-Seminariet, og den 26.-27 maj foregår det igen på Københavns Universitet.

I de sociale myndigheders udtalelser i børnesager møder man ofte en begrebsverden, som viser sig hovedsaglig at stamme fra Kari Killén.

I sin afhandling "Omsorgssvigt og barnemishandling - en kasusstudie og etterundersøgelse av barn i omsorgssvigtsituasjoner" (1988), har hun udviklet en metode til at bestemme og forudsige omsorgssvigt hos forældre.

Metoden består i korthed i at beskrive forældrenes baggrund, personlighed og forhold til børnene ved hjælp af en række egenskaber, der kaldes "belastningsfaktorer". Visse belastningsfaktorer anser hun for at have større forudsigelsesværdi end andre, men totalsummen, som en person opnår, vil være med til at afgøre, om sagsbehandleren mener, at barnet bør tages under omsorg.

Vigtige faktorer i forældrenes baggrund anses bl.a. at være:

·  om de selv har været udsat for omsorgssvigt,

·  deres egen kontakt med det kommunale socialvæsens børn- og ungeafdeling,

·  lav selvfølelse,

·  komplikationer i forbindelse med svangerskabet,

·  samt selvsagt forældrenes psykiske helbred både i fortid og nutid, umodenhed, alkoholproblem etc.

Allerede her kan der ses flere problemer. Kari Killén generaliserer på grundlag af et meget begrænset undersøgelsesgrundlag. Hendes undersøgelse omfatter nemlig kun forældre til 17 børn(!)

Endvidere mangler der en egentlig kontrolgruppe. Da man ikke ved, hvorledes de samme belastningsfaktor fordeler sig i en normalgruppe, ved man intet - eller kun meget lidt - om, om de er signifikante med hensyn til forekomsten af omsorgssvigt.

Her skal kun nævnes et par eksempler for at understrege dette:
I  staten Californien, USA, oprettede regeringen en forskningsgruppe for at finde ud at,  hvordan vigtige problemer kunne løses ved at øge "befolkningens selvtillid og selvfølelse". Teamet gennemgik 65.000 psykologiske forskningsartikler, som omhandlede selvtillid. Resultatet blev publiceret i bogen "The Social Importance of Self-Esteem" i 1989.

Kapitlet, som omhandler børnemishandling og omsorgssvigt, konkluderer følgende: "Der findes ikke tilstrækkelig dokumentation for påstande om en direkte sammenhæng mellem lav selvtillid og børnemishandling. Vi har ikke grundlag for at hævde, at styrkelse af selvtilliden er et virkningsfuldt middel til at reducere børnemishandling/børnemisbrug."

Der blev heller ikke fundet nogen sammenhæng mellem lav selvtillid/selvfølelse og aggression eller voldsudøvelse. På trods af at altså hundredvis af undersøgelser ikke viser sådanne sammenhænge, påstår Kari Killén i flere avisinterviews, at der er "en klar sammenhæng mellem omsorgssvigt og selvtillid".
 
Sandsynligvis er denne åbenbart fejlagtige antagelse baseret  på hendes egen undersøgelse. "Lav selvtillid" bliver derfor brugt som en negativ belastningsfaktor, som er med til at bestemme, om børnene skal fratages sine forældre.

Kari Killéns påstand om, at forældre, som har været udsat for omsorgssvigt som børn, selv vil få problemer med omsorgen for egne børn, er mindst lige så tvivlsom.

De undersøgelser, Killén henviser til i sin lærebog "Sveket. Omsorgssvigt er alles ansvar", er stort set retrospektive undersøgelser, som alene af den grund er befængt med flere fejlmuligheder (hukommelsesforskydninger ol. blandt de interviewede).

Selv om samtlige forældre til de 17 børn i hendes undersøgelse selv skulle have været udsat for omsorgssvigt i barndommen, vil det dog alligevel være sådan, at flertallet af forældre i totalbefolkningen, som har vært udsat for omsorgssvigt, er gode og normalt fungerende forældre.

En stor amerikansk undersøgelse, som over tid fulgte 2600 børn, som led af omsorgssvigt, viste at 26% af disse som voksne begik kriminelle handlinger, mod 17% i kontrolgruppen. Selv om der er en tendens til flere  personer med "problemer" blandt dem, som led af omsorgssvigt som børn, er der alligevel et stort flertal (74%), som blev "normale" samfundsborgere.

Sandsynligheden for at en person, som har været udsat for omsorgssvigt som barn, ikke vil udsætte egne børn for det samme, er antageligvis betydelig større end det modsatte. På trods af disse kendsgerninger regner mange sagsbehandlere det som en "belastningsfaktor", hvis der forefindes meddelelser om "omsorgssvigt" i forældrenes egen barndom. Ganske vidst tager Kari Killén selv en del forbehold i sin bog. Men det gør sagsbehandlerne ikke altid!

Desværre prædiker systemets psykologer fremdeles videre, som om disse undersøgelser slet ikke eksisterede.
Sagsbehandlerne "observerer" og "observerer". Desværre fremgår det sjældent, hvilke observationsmetoder, der bliver brugt. Og selv, når man går sagsbehandlerne på klingen og finder ud af, hvilke "observationsmetoder", der er anvendt, viser det sig i flere tilfælde, at sagsbehandlerne ikke har haft den fornødne uddannelse eller kompetence til at foretage disse "observationer" og drage konklusioner deraf.

Vi så dette senest, da Nebs Møllegaards chefpsykolog Ingrid Otte og socialrådgiver Mette Klarup uden tilstrækkelig baggrundsuddannelse misbrugte to Roseanne Clark's  "adskillelsestest" og Ainsworth's "spisetest", til at drage fejlkonklusioner om den den gang 11 måneder gamle Isabella fra Skælskør 

Der er flere problemer forbundet med at drage konklusioner efter Kari Killéns teorier. Eftersom både den, der observerer og de, der bliver observeret, er levende mennesker, som påvirker hinanden, og som hver for sig kan have forudfattede meninger og holdninger, er det ikke nok at "observere".

Der må bruges en metode, som på en eller anden måde tager højde for dette "objektivitetsproblem". Det er en selvfølgelighed i enhver metodisk antagelig  undersøgelse i ethvert fag.

Desværre synes det ikke at være en selvfølgelighed for sagsbehandlere i børne- og familiesager. Deres observationer foregår i regelen ikke under naturlige forhold, men under forhold, hvor de observerede enten er nervøse eller oppskaket - eller af andre grunder ikke vil kunne forventes at opføre sig naturligt. Disse forhold bliver normalt ikke kommenteret i rapporterne. Der diskuteres heller ikke observatørernes egen indvirkning på de personer, der observeres. Dette har i mange sager ført til fejltolkninger som har vært med til at "skabe" selve sagen.

Ofte bruger familiepsykologerne forskellige typer personlighedstests i deres arbejde. Ud fra resultaterne af disse tests trækkes gerne vidtrækkende konklusioner angående klienten. Dette resulterer i både, at forskellige psykologiske tests viser sig i meget ringe grad at måle det, de giver sig ud for at måle, og at disse tests også har vist sig helt ude af stand til at "forudsige" fremtidige hændelser eller fremtidig adfærd, således som det f.eks. var tilfældet i den hovedløse Nebs Møllegaard-rapport..

For at sagsbehandlerne skal finde de såkaldte "belastningsfaktorer" i forældrenes fortid og egen barndom, bliver forældrene udsat for mere eller mindre "kliniske" interviews og observationer af psykologer, udpeget af kommunerne. Psykologerne mener på baggrund af sådanne interviews at kunne give prognoser for både "omsorgsevne" og fremtidige "omsorgssvigt".

Begge dele har vist sig at være problematiske. I USA er der foretaget flere undersøgelser, som viser, at sådanne forudsigelser, baseret på interviews, ikke slår til.

Når psykologerne gennem interviews af klienterne ikke på videnskabelig funderet vis kan udtale sig om fare for fremtidige omsorgssvigt, tilbagefald af psykiatriske sygdomme eller lignende, er værdien af disse udtalelser ikke særlig stor. Ikke desto mindre træffes konklusioner om klienternes omsorgsevner, og fremtidige omsorgsevner på baggrund af sådanne tests og interviews.

Opsummeret er der grundlag for at påstå, at de sociale myndigheders metoder og arbejdsmåder ofte er mere end tvivlsomme, og i mange tilfælde bygger på et meget svagt videnskabeligt fundament.

 

 

Fastsettelse av omsorgssvikt
av Anne Aarskog
   

"Må barna vernes mot barnevernet?"
av Åge Simonsen
  

Skydda oss  från Socialen och deras konsulter.

Av Ulla Wall

 

 Tillbaka till Artikelindex 

 

 

 

Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter