De ledende sporgsmål

 

De ledende spørgsmål

Af Lena Hellblom Sjögren, dr.fil., autoriseret psykolog

 

 

Artikeln är tidigare publicerad i Kronik i Politiken den 12 april 1999, Kultur og debat side 3. Den återges här med författarens och redaktionens benägna tillstånd.

Lena Hellblom

Sjögren, mor til fire børn, dr.fil., autoriseret psykolog, sagkyndig i seksuelle misbrug, forfatter til bogen Hemligheter och Minnen. Att utreda Tillförlitlighet i Sexualbrottmål. Norstedts Juridik 1997

 

 

  • Der er mindst lige så mange børn, der får det dårligt, fordi de fejlagtigt har troet at være seksualofre, som der er børn, der faktisk har været udnyttet seksuelt, skriver en svensk iagttager af den danske debat.



    Stadig flere vestlige lande oplever såkaldte pædofiliskandaler i daginstitutioner. Stadig flere ængstelige forældre tror, at deres børn udsættes for seksuelle overgreb i deres børnehave. Spørgsmålet er, om det er muligt, at børn kan udnyttes seksuelt af en voksen i en daginstitution, uden at det vil kunne mærkes. Sandsynligheden er meget lille, eftersom der samtidig inden for en meget begrænset plads befinder sig mange voksne og mange børn. Derimod er der belæg for, at større børn på forskellige slags døgninstitutioner er blevet udnyttet seksuelt. Dér er det fysisk muligt, da børn ofte er overladt til en enkelt voksen og i øvrigt befinder sig i institutionen døgnet rundt. I tidligere rapporter om seksuelle overgreb på børnehavebørn har man efter omhyggelige undersøgelser kunnet konstatere, at ingen førskolebørn var blevet voldtaget eller udsat for andre former for seksuelle overgreb i børnehaven. I et foredrag for det norske storting i oktober 1994 og efter indbydelse fra børneombudsmanden fortalte den nu afdøde danske kriminolog Berl Kutschinsky herom.

    DET GÆLDER om at tro på børn, og det gælder om at være opmærksom på tegn og signaler.
    Det har nutidens voksne indprentet sig.

    En toårig dreng i McMartins førskole i Los Angeles sagde til sin mor, at en mandlig pædagogmedhjælper i førskolen havde taget temperatur i numsen på ham. Det blev indledningen til USAs længste retssag.

    Drengens mor blev forskrækket, overfortolkede, talte med andre forældre, fik drengen sendt til undersøgelse. Andre børn kom til undersøgelse og blev udspurgt af eksperter, som var opfyldt af nidkærhed efter at hjælpe børn, som havde været udsat for seksuelle overgreb.

    En gruppe med 85 ansatte havde netop etableret sig for at bekæmpe seksuelle overgreb på børn.

    Med disse nye eksperters udspørgen af børnene voksede historierne om overgreb. Man anvendte for første gang anatomiske dukker med dybe kropshuller, som indbyder til at putte ting i.

    Som i de fleste sager om seksuelle overgreb i daginstitutioner handlede mange af historierne om, at flere voksne, som havde været klædt ud, havde ført forskellige genstande ind i børnenes kønsåbninger, tvunget børnene til at slikke de voksne på kønsdelene, fået dem til at spise afføring eller drikke urin.


    Efter at retssagen havde varet i syv år, fra 1983 til 1990, afsluttedes det hele med, at ingen kunne bevises at have været skyldig i nogen form for overgreb. Børnene, som man havde påstået havde været udsat for seksuelt misbrug, havde afgivet deres beretninger, efter at de havde været udsat for voksnes forventninger og påvirkninger.


    Heller ikke i den såkaldte Bjugn-sag i Norge 1992-94, hvor der forelå mistanke om, at op mod 60 børn skulle være blevet misbrugt, fortalte børnene spontant om overgrebene. Det skete først efter lang tid med ængstelse, undersøgelser, rygtespredning og gentagen udspørgen af børnene. Man kan ikke sige, at børnene løj. De tilpassede sig det, som de voksne forventede, og den suggererende påvirkning, det indebar.

    BØRN KAN modstå ledende eller på anden vis suggestive spørgsmål, hvis spørgsmålene indebærer, at der opstilles mindst to modstående hypoteser. Ofte er de eksperter og hjælpere, som anvender dukker eller tegninger som hjælpemidler, så forblindede af deres egen opfattelse af, hvad der er hændt, at de glemmer at afprøve alternative tolkninger.


    Det er selvfølgelig menneskeligt at ville have sine intuitive opfattelser bekræftet. Netop derfor behøver vi metoder til at afprøve holdbarheden i vores forudfattede meninger. Det er undersøgerens opgave at vride og vende alle oplysningerne for at finde frem til, hvad der er sandsynligt, og hvad der ikke er det.


    Det enkleste ved en sådan prøve er at opstille to modstridende hypoteser og så anvende så mange facts, som det er muligt. Hvad taler for, at overgreb har fundet sted således, som det påstås? Hvad taler imod? Hvis man tror, at en udtrykt mistanke om overgreb er det samme, som at overgreb har fundet sted, er det let at lukke af for det, som taler imod det, som påstås. Det er let at havne i den mest almindelige fælde, i den såkaldte bekræftelsesfejl. Man ser ikke, at man hele tiden søger bekræftelse på en hypotese, fordi man ikke har nogen anden mulig hypotese.

    NÅR DET handler om mistanke om forbrydelser mod børn, viser det sig ofte, at det ikke er børnene, som beretter, men at en beretning videregives, som om den var barnets beretning. Denne beretning om en beretning danner udgangspunkt for myndigheders og behandlerpersonales indgriben og indsats. Tolkninger sker altid, hvor man videregiver noget, man har hørt. Ofte sker tolkninger i flere led. Dette indbærer, at en enkelt fjer let bliver til fem høns. De, som skal undersøge, hvordan barnets eller børnenes beretninger er blevet til, kan anklages for ikke at tro på børn. Men at tro på børn er ikke det samme som at tro, at børnene har været udsat for seksuelle overgreb. Det er vigtigt at lytte til det, barnet fortæller, men det gælder om at lytte uden forudfattede meninger - og det er vigtigt, at barnet får lov til at fortælle med egne ord, helst inden der er sket nogen påvirkning i form af at spørge barnet ud. Det er at værne om barnets retssikkerhed. Når pålideligheden af et barns udsagn skal bedømmes, må man skelne mellem de udsagn, som er dokumenterede som barnets egne direkte udsagn (autentiske udsagn) og de udsagn, som er formidlede, som om de er barnets udsagn (refererede udsagn). Det er ligeledes væsentligt at få rede på, hvornår på en tidslinje barnets beretning fremkommer, det vil sige, om det er før eller efter, at de påståede overgreb er blevet afsløret. Udsagn og symptomer efter en såkaldt afsløring kan være en effekt af selve afsløringen. Børn, som tages til gynækologiske undersøgelser og udsættes for at blive udspurgt igen og igen, kan udvikle symptomer, der ligner de symptomer, som menes at høre sammen med seksuelle overgreb og således blive fejlfortolket. Den amerikanske psykiater Richard Gardner har kaldt det for Legal Process/'Therapy' Trauma.

    HIDTIL HAR der ikke kunnet påvises årsagssammenhænge mellem specielle symptomer eller tegn og seksuelle overgreb. De, som arbejder med børn, har ofte valgt deres arbejde, fordi de kan lide at være sammen med børn. De vil derfor normalt være meget opmærksomme på, hvordan børn har det. Når et barn beskæftiger sig med doktorlege, har ondt i maven, tegner peniser, har hovedpine eller har svært ved at koncentrere sig, er træt med mere, så kan der findes en mængde andre årsager, end at barnet udnyttes af en ansat i børnehaven eller af nogen i familien. Det er ikke de mest nærliggende eller naturlige forklaringer.

    Alligevel undervises personalet i daginstitutioner om noget sådant, ud fra at det er tegn på, at barnet udnyttes seksuelt. Dette kan øge ængstelsen og frygten for ikke at anmelde i tide eller tilstrækkeligt ofte, hvilket indebærer en risiko for, at flere ubegrundede anklager kommer til at finde sted. Det er barnet, som kommer til at lide under det.

    Børn skal tages alvorligt, men det indebærer ikke, at man skal tro på alt, hvad børn siger. Hvis et barn, selv et førskolebarn, afhøres korrekt i umiddelbar tilslutning til noget, det har været med i, kan barnet give historisk rigtige informationer om det, som er hændt. Dette er der gjort omhyggeligt rede for af de to amerikanske psykologer Stephen J. Ceci og Maggie Bruck i Jeopardy in the Courtroom: A Scientific Analysis of Children's Testimony, 1995.


    BLIVER BARNET imidlertid udspurgt af voksne, som spørger barnet ud fra deres egne forudfattede meninger, kan man få historier frem, som er helt uden noget grundlag i virkeligheden. I den amerikanske tv-dokumentariske udsendelse Børn, Løgne og Terapeuter, som blev vist i svensk fjernsyn i februar 1994, vistes eksempelvis, hvordan terapeuter i deres afhøringer af børn fik dem til at fortælle om utrolige overgreb, som børnene påstod at være blevet udsat for af personalet i daginstitutionen Little Rascals i Edenton. De udpegede overgribere idømtes i dette tilfælde lange fængselsstraffe. Med suggestive spørgeteknikker og gentagne spørgsmål, som har en ganske bestemt retning, skabes nye ofre, og det er ikke ofre for seksuelle overgreb, men ofre for overgreb fra myndighederne. Den amerikanske psykolog Maggie Bruck har anvendt en canceranalogi for at illustrere dilemmaet.

    Mange vil hjælpe misbrugte børn med at afsløre overgrebene, det vil sige behandle 'canceren'. Samtidig er det væsentligt at undgå, at børn, som ikke har været udsat for overgreb, kommer til at tro på, at de er blevet misbrugt. Det vil sige, at det gælder om at undgå at inducere 'cancer' på raske børn. Hvis nu de teknikker, som anvendes for at 'hjælpe' børn med at afsløre, at de har været udsat for seksuelle overgreb, indebærer, at børn, som ikke er blevet misbrugt, suggereres til at fortælle om overgreb eller til selv at tro, at de har været misbrugt, bør man da forandre metoderne? Eller kan vi acceptere, at 'medicinen' gør stadig flere børn 'cancersyge' for nu at bruge Maggie Brucks analogi? Svaret burde give sig selv.

    Alligevel anvendes den slags suggestive spørgeteknikker ofte. I det følgende gives et eksempel på en sådan spørgeteknik fra en britisk vidneafhøring i midten af 1980erne. MT er en erfaren interviewer fra Hospital for Sick Children i London, hvor man har specialiseret sig i behandlingen af seksuelt udnyttede børn. IN er et seksårigt barn.

    Uddraget er hentet fra Family Law Report 1997:
    »MT: Stak han den ind en lille smule eller langt ind? IN trak på skulderen.
    MT: Hvad for en slags tissemand havde han? Var det en blød, bøjet tissemand eller en hård tissemand? IN: Hård.
    MT: Hård? IN: Ja.
    MT: Og når han satte den i dit lille hul, hvad syntes du om det? IN: Nej, det gjorde han ikke.
    MT: Når han stak den ind der, fik det dig til at føle dig øm? IN trak på skulderen.
    MT: Gjorde det ondt en gang imellem? IN: Nej, han gjorde det aldrig med mig.
    MT: Men når han gjorde det, var det så en god eller ækel følelse? IN: Ækel.
    MT: Åh, en ækel følelse - og gjorde det ondt en gang imellem? IN: Han gjorde det ikke mod mig«.

    I norge har Statsadvokaten i sin rapport fra oktober 1994 rettet en skarp kritik mod anvendelsen af hypotetiske spørgsmål. Samme spørgeteknik havde man nemlig anvendt i Bjugn-sagen. En pædagog uddannet i spørgeteknik på Nic Waal-instituttet udspurgte en otteårig pige (P) med udgangspunkt i spørgsmålet: »Hvis han havde gjort noget ved dig ... så kunne det have været sådan?«. Da pigen svarede ja, fortsatte pædagogen (U):
    »U: Hvordan tror du hans tissemand ville have set ud, når han skulle gøre sådan? P: Det ved jeg ikke.
    U: Nej, tror du, at den ville være lille eller stor, have hængt ned eller ligeud eller op, eller, se, her står den lidt op. (Her peger udspørgeren formodentlig på en anatomisk dukke med erigeret penis).
    P: Jah. Jeg kan ikke få den ned her, for den ryger op igen.
    U: Den ryger op igen, ja. Hvordan tror du Ulfs tissemand ville have set ud, når han, hvis han gjorde sådan. (Ulf var den hovedmistænkte og senere frikendte pædagogmedhjælper i Bjugn-sagen).
    P: Måske som den ser ud nu.
    U: At den ville have været så stor.
    P: Mm«.

    Spørgeteknikken, som anses for legitim på trods af det pres, den udsætter børnene for, med forudsættende og gentagne spørgsmål, gjorde, at man i Bjugn fik helt usandsynlige og fysisk umulige beretninger om forskellige overgreb med flere voksne indblandede, blandt andre også lensmanden i Bjugn.

    At ængstelige forældre havde udsat børnene for pres ved at spørge dem ud, det kunne dommer Jan E. Lied forstå, men ikke at de professionelle havde gjort det. Det giver han klart udtryk for i den dom, han afsagde i forbindelse med retssagen, hvor de uskyldigt sigtede og fængslede i Bjugn- sagen fik tildelt skadeserstatning. Uddrag af retsprotokollen er gengivet i bogen Seksuelle Overgrep mot Barn. Et kritisk Perspektiv.
    Redaktion: Astrid Holgerson og Lena Hellblom Sjögren. Fagbokforlaget, Bergen 1997.

    Med denne spørgeteknik kan man få børn til at fortælle om det, som udspørgeren tror, de har været udsat for - uden at børnene har været udsat for noget. En del børn, som delvist IN i eksemplet ovenfor, kan stå for det pres og de suggestioner, de udsættes for. Når børnene hører om andre børn, som har været udsat for overgreb, bliver det imidlertid sværere for dem at modstå suggestionen.

    Fortæller flere børn ensartede historier om overgreb og mishandling under særprægede forhold, er det endog meget sandsynligt, at det handler om suggestiv påvirkning. Det er præcis således, det forholder sig i flere af de såkaldte pædofilisager i daginstitutioner. Det burde virke afskrækkende, fordi børn, som fejlagtigt bringes til at fortælle om overgreb og i en del tilfælde også selv kommer til at tro på det, får det meget dårligt. Der findes desværre ingen forskning om, hvordan børn klarer den fejlbehandling, de er blevet udsat for, hvis de behandles som ofre for seksuelle overgreb uden at være det.

    DER ER i dag mindst lige så mange børn, som får det dårligt på grund af, at de fejlagtigt har troet at være seksual-ofre, som børn, som får det dårligt, fordi de har været udnyttet seksuelt.

    Den første kategori kunne måske mindskes ved besindelse. Til besindelse hører, at man ikke umiddelbart, når en vag antydning om en mistanke formuleres, indgiver en anmeldelse eller indleder en behandling af børn, personale og forældre. Det gælder om først at undersøge, om mistanken har nogen substans, og om det, som påstås, er fysisk muligt.

    Kan det være overdreven frygt, ængstelse, rygter, misforståelser eller sædvanlige menneskelige motiver såsom prestige, magt, had, skinsyge, hævnbehov, som forklarer anklagerne? En af de første, som anvendte teknikken med forudfattede spørgsmål, anatomisk korrekte dukker og henvisninger til andre børn, som havde fortalt om overgreb, var socialarbejderen Kee MacFarlane i den tidligere omtalte McMartin-sag, hvor cirka 500 førskolebørn blev udspurgt med hypotetiske spørgsmål under stærkt pres. Som i de store såkaldte pædofilisager i daginstitutioner, som jeg har kendskab til, var de voldsomme seksuelle overgreb konstruerede - som f.eks. Oude Pelela i Nederlandene, Margaret Kelly Michael i USA, den påståede pædofiliring i Münster i Tyskland.

    Påståede seksuelle overgreb kan have deres oprindelse i noget, som fejltolkes eller overdrives. Frygt og ængstelse, som er en naturlig følge af, at man tror, at børn er blevet udnyttet seksuelt, kan føre til, at man forestiller sig, at der er forekommet voldsomme overgreb, måske ud fra noget, man har læst, f.eks. om hvordan den belgiske morder Dutroux behandlede små piger, han holdt fanget. For børnenes skyld, for børnenes bedste, bør man besinde sig, holde hovedet koldt og få rede på forudsætningerne for det, som påstås, og finde frem til så mange facts som muligt, samt lade børnene fortælle uden voksnes forudfattede
    spørgsmål.

     

 Katastrofen i Bjugn

Incesthysterin och domstolarna

Terapeuterne tørster

Rättsröta vid behandling av misstänkta

Sexualhysterin

Tillbaka till Artikelindex

 

Den politiske idiologi bag tvangsfjernelse

Den politiske idiologi bag tvangsfjernelse
Af Tommy Jensen

Borgerdebat

 

Jeg har i en 3 års tid forsøgt at finde frem til årsagerne til de frastødende modbydeligheder der sker i tvangsfjernelsessystemet ud fra de samme bevæggrunde der fik Annelise til at starte Borgerdebat op.

1-2-3 oplevelser af modbydelige sager i pressen, og en undren over hvorfor samfundet sidder og vrider hænder over for noget der tog sin begyndelse i starten af 70'erne og blot har accelereret siden.

Grunden er at man er nødt til at kende sin fjende og hans motiver, hvis man undgå at bruge sin tid og energi på at fægte sig frem i blinde.

For halvandet år siden analyserede jeg mig frem til at Den Sociale Ankestyrelse var krumtappen i tvangsfjernelsesindustrien.
Analysen var den, at hvis kommunerne begik så mange lovovertrædelser og undladelser som de bevisligt gør, så burde kommunernes fejl blive opfanget i klagesystemet, og når de ikke blev det, måtte der ligge en bevidst politik bag Ankestyrelsens sabotage.

Det hjalp mig et pænt skridt, at debatdeltagerne her gav informationer om møder med folketingets socialudvalg og Villy Søvnig fra SF og andre instanser og jeres konklusion at eliten inden for tvangsfjernelsesindustrien var en art "dødens købmænd".

Kigger man herefter på hvem der sidder på nøgleposterne i tvangsfjernelsesindustrien, sidder der socialdemokrater som formænd alle vegne:
Kommunernes Socialudvalg, Amternes Socialudvalg, Den Social Ankestyrelse, Socialministeriet, Socialministre, Formand for Socialchefer, Kommunernes Landsforening, m.v. Alle som en Socialdemokrater.

Bemærk her at jeg er enig med Annelise i at de borgerlige ikke er meget bedre. Forklaring på dette følger.

Tænker man lidt over konklusionen "Dødens købmænd", er der alligevel et eller andet galt. Det er reelt kun enkeltpersoner der tjener fedt på industrien.
Dem der sidder ved magten, socialdirektører, borgmestre og ministre som kunne ændre uhyrlighederne, har ingen egentlig økonomisk ej heller samfundsmæssig interesse i sagerne der er destruktive, meningsløse og samfundsmæssigt koster store summer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor gør de det så ?

Hvorfor sidder Nyrup i 10 år hver nytår med våde øjne, og snakker om at vi skal gøre noget for de gamle og at tvangsadskillelser af pensionistægtepar smerter hans hjerte, men han kan ikke gøre noget på grund af reglerne, når Henriette Kjær bagefter på 3 uger får ændret de uhyrlige regler ?

Hvorfor sidder Socialminister Bare-det-ikke-kommer-i-dagspressen-Damgaard Kristensen, og lader en sag om arbejdsskadeerstatning til en 100% invalid køre i 19 år ?

Vi almindelige mennesker har en tilbøjelighed til selv at finde undskyldning for det kyniske og det psykopatiske, for vi vægrer os ved at se en ondskab i øjnene der rækker ud over vores forstand.

Svaret på alle vores spørgsmålstegn er naturligvis den der ligger lige foran næsetippen: At alle uhyrlighederne er en bevidst, overlagt og ufattelig kynisk politik af de idiologer der sidder på den politiske magt i Danmark. Lad os holde os til Danmark i første omgang.

Jeg undrede mig dernæst over, hvorfor ingen forældre endnu var gået amok og smidt en håndgranat ind i børne- og ungdomsudvalgets lokaler, når det at fjerne et barn på et opdigtet grundlag er en af de mest hårrejsende overgreb man kan foretage på et eller to menneskers integritet.
Og hvorfor er det idag stort set kun de Autonome og Muslimske kvinder der har nosser nok til at demonstrere inde foran Christiansborg, mendens vi skal 25 år tilbage for at finde danskere i større flok der engageret protesterer mod et eller andet ?

Hvordan kan flertallet af danskere være så passive og underdanige over for sådanne uhyrligheder ?

Jeg fandt svaret i det følgende essay der er skrevet i 1995, og bemærk hvor mærkbart værre situationen er blevet siden.

http://www.antipsykopat.net/godst.html

Essayet er lidt langt, 24 sider, men er en hjernebasker af format, specielt for de af os der har oplevet både 70'erne, 80érne og 90érne.

Essayet giver det logiske svar på hvorfor. Når vi nu herefter kender både fjenden, hensigterne og metoderne, kan vi analysere og opstille 2 typer forsvar/våben overfor tvangsfjernelses industrien:

Den ene type er at alle klagebreve til de mange klageinstanser, bliver af systemet brugt til 2 ting: Dels at intimidere den enkeltes og familiens privatliv og nedbryde den individuelle tanke og modstandskraft, og dels fungerer klagebreve som en art tankekontrol der kan studeres og lukke de huller i lovsystemet via cirkulærer m.v. som borgerne finder.
D.v.s. at det eneste virkelige våben mod en konkret ugrundet tvangsfjernelsessag, er at være bevidst om hvad systemet har til hensigt og bruge det samme våben som systemet bruger og som Borgerdebat har brugt på fortrinlig vis:
Intimitering og offentliggørelse på nettet, i aviser, i tv, plakater af den enkle sagsansvarlige, m.fl. der er årsag til ugrundede overgreb, samt at en borgergruppe støtter familien.

Det andet våben er at få indkredset og sat navn på den politiske klike JJJ omtaler, og få deres projekt og gerninger personliggjort og offentliggjort.

Kommentarer modtages meget gerne.

Tak og tillykke til Annelise, m.fl. med Borgerdebat, som seriøs og saglig er en god side for indhentning af informationer om emnet.

Skal jeg kritisere en enkelt ting, så skæmmer de ligegyldige tvister med Kafka redaktørerne lidt, da de som der skrives er ligegyldige og bryder lidt med den seriøsitet der ellers præger debattråden.

 

 

Godkjenning for å få barn?

Av Marianne Haslev Skånland

 

Den politiska ideoogin bakom tvångsvård

Av Ruby Harrold-Claesson

 

Borgerdebat

 

Tillbaka till Artiklar

 

 

 

Doktor_mengele_i_norska_hem_av_marianne_haslev_skanland

 

 

  • Dr Mengele & Co i norska hem?

    Professor Marianne Haslev Skånland

      


  • Artikeln är tidigare publicerad i MEDBORGARRATT 4/95 och återges här med författarens benägna tillstånd.

 

  • Den provocerande frågan ställs av Marianne Haslev Skånland, som är professor i språkvetenskap vid Universitetet i Bergen. Hon är engagerad i samhällsfrågor som angår mänskliga rättigheten och hälsa och särskilt intresserad av frågan om den vetenskapliga grunden för socialmyndigheters och rättsväsendets uppfattningar om psykologi och samhällsliv.

     

    Det är inte längre möjligt att undgå att se likheten mellan vårt norska barnevern och det nazistiska SS, Sovjetunionens KGB och Inkvisitionen.

    Förra våren firade vi i Norge 50-årsjubileum av frigörelsen från nazisternas ok, och så varmt och känslofullt att vi aldrig får låta detta ske igen. Särskilt reagerar vi på koncentrationslägren och hela behandlingen av judarna, som bl.a. gick till sålunda: Först blev judarna berövade alla pengar och ägodelar. Så blev de arbetsföra nyttiggjorda som slavarbetare i den tyska industrin. När de sedan dråptes, blev deras jordiska kvarlevor använda till sådant som tvål och lampskärmar. Men innan de blev mördade kunde de också tjäna som försökspersoner i medicinska experiment som man inte kunde utföra på fria människor. Försöken var oftast mycket smärtsamma och skadliga, eller kunde röra sig om att undersöka hur försökspersonerna reagerade fysiskt och mentalt på tortyr, på att höra att de skulle avrättas, osv. Dessa experiment utfördes av "vetenskapsmän" med dr Josef Mengele i spetsen.

    En parallell till sådan "resursanvändning" lanserades öppet av Hordaland fylkeskommun i Bergen i sommar: Fylket var värd för "Den 9:e Internationella Fosterhemskonferensen". Konferensen hade titeln "Att bygga broar", och programmet ställde tillsynes rörande frågor som: "Hur kan föräldrar vara en resurs i fosterhemsomsorgen - både för barnen, fosterföräldrar och de professionella hjälparna?" och spörsmålet om "omsorgsarbetares användning - eller brist på användning - av media för att bringa barnens röst ut i samhället".

    Jobb och makt

    I klartext: de vuxna offren skall tjäna sina och sina barns plågoandar. Den reella grunden till barnevernets bortförande av barn ligger inte i förhållanden hos föräldrarna eller barnen, den ligger i behovet av jobb och makt hos barnevernets socionomer och psykologer. Det utgör ett penningslukande utan like, ett slöseri med hundratals miljoner på totalt onyttig, ja direkt ödeläggande verksamhet. Denna barnevernets aktivitet betalas av samhället, oss alla. Men dessutom måste offren ofta ruinera sig på utgifter till sådant som advokathjälp och oavhängiga sakkunnigutlåtanden i sin rätt ensamma kamp mot terror-barnevernet. Eftersom barnevernet håller barnen som gisslan i barnhem och fosterhem, kan föräldrarna inte effektivt värja sig och barnen mot "resursanvändningen".

     

    Monopol på media

    Föräldrarna blir i praktiken berövade sin lagfästa yttrandefrihet att kritisera myndigheterna eftersom barnevernet - och domstolarna! - hotar och bestraffar dem och deras barn om de går till media eller på annat sätt låter offentligheten få veta om socialväsendets övergrepp på dem. Däremot föranstaltade alltså Hordaland fylkeskommun att deltagarna på en fosterhemskonferens diskuterade hur barnevernet kan använda medierna för att främja sina och fosterhemmens intressen, och det under täckmantel av att de representerar "barnens röst"! Tidningsreportage från konferensen återgav också fosterhemmen och barnevernet på det sätt dessa önskar - en ren skönmålning av idyllisk harmoni. Jag minns att Röda Korset på besök i koncentrationslägret Theresienstadt, där SS presenterade en vacker fasad vid tillfället, inte säg något fel på förhållandena för judarna.

     

    Miljoner för propaganda

    För övrigt vill nu det norska Barn- och familjedepartementet använda 3-4 miljoner till att propagera för fosterhem, eftersom det har blivit brist på dem (förhoppningsvis för att anständiga människor har börjat vakna och förstå att de inte bör anmäla sig som hantlangare åt en organisation som är utom all etisk kontroll, en regim som har utvecklat sig till en ren skadevållare). Fler än jag minns kanske det beryktade möte där SS planlade organiserandet av "den slutgiltiga lösningen"? Norska barnevernet håller ständigt sådana strategimöten; de heter "seminarier", "konferenser" och "fortbildningskurser".

     

    Inte nytt i Norge

    Sådant uppförande från socialmyndigheternas sida är inte nytt i Norge. I flera årtionden blev våra tattare internerade i arbetsläger och hotade med att om de avvek, skulle barnen tas ifrån dem. Emellertid kunde barnen bli tagna ändå, och offren blev både steriliserade och lobotomerade. Långt efter det senaste kriget pågick dessa hemskheter mot tattarna fortfarande. I nyheterna några dagar före befrielsedagen den 8 maj 1995 framträdde en man och sade: "Nej, vi önskar inget befrielsefirande av frihetshjälten överläkare Scharffenberg. Han stod i spetsen för övergreppen mot de norska tattarna, som ägde rum för att doktor Scharffenberg skulle få praktisera sina 'teorier'. Många av oss söker ännu förtvivlat efter våra familjer."

    Nu har övergreppen mot tattarna utvidgats till befolkningen generellt. Som i Sovjetunionen under Stalin kan vem som helst, rent godtyckligt, utsättas för husrannsakan, långvariga förhör och årslång övervakning, tvångs"behandling" av icke existerande mentala sjukdomar, och självfallet deportering av barnen. Men det är rätt åt oss att samhället ödeläggs på detta sätt, vi som har låtit det ske med tattarna. Vi norrmän är inte alls särskilt frihetsälskande; vi låter oss imponera och klavbindas av auktoritet och indoktrinering precis som andra folk, till exempel så som stora delar av det tyska folket som inte kunde, eller inte vill, tro på koncentrationslägren.

     

    Orion-projektet

    I den oändlighet av skrämmande sidor som barnevernets framfart uppvisar, förtjänar ändå en detalj att nämnas. Här i Bergen har barnevernet satt i gång ett sk "Orion-prosjekt'. Det går ut på att de tränger in i hemmen igen, denna gång för att filma de olyckliga föräldrar som de har tagit eller hotar att ta barnen ifrån, i deras dagliga göromål i hemmet, eventuellt i "samspel" med barnen. Ändamålet uppges vara att studera dem psykologiskt och "visa föräldrarna vad de gör fel", och om föräldrarna inte vill ta emot denna "hjälp", räknas de som extra olämpliga att ha något med sina barn att göra. Jag har t ex fått rapport om att en ung mor som bodde på Bergen Modrehjem (en institution under Barnevernet som gör anspråk på att hjälpa nödställda mödrar) och som vägrade att låta sig filma av Orion-projektet, kastades ut från mödrahemmet med sitt barn, och därmed i praktiken blev satt på gatan för att hon egentligen inte hade någon annanstans att ta vägen.

     

    Bevismaterialet

    När vi skall bedöma ett sådant tilltag som Orion-projektet, går vi klokt i att lägga märke till vilket slags bevismaterial om hemmet och föräldrarna som barnevernet räknar som relevant och faktiskt kommer med som bevis på "omsorgssvikt och " skada på barnets mentala hälsa" i rättssaker. Jo, husmodern "är klumpig med burköppnaren"; hon "använder för mycket tvättpulver när hon tvättar"; kläderna ligger inte i militär ordning i skåpet; modern "skär för tjocka brödskivor"; fadern "verkar stressad när barnevernet är närvarande"; barnet "äter så fort att det måste ha varit utsatt för incest; barnet "äter så långsamt och ovilligt att det måste ha varit utsatt för incest; modern "stimulerar inte barnet verbalt i matsituationen"; "då barnet föll omkull på golvet, hjälpte modern bara upp det igen utan att trösta det verbalt"; modern och en 12-årig son "äter när de är hungriga och inte på fasta tider varje dag"; föräldrarna lägger inte märke till barnets behov"; föräldrarna "kretsar för mycket kring barnet och överbeskyddar det", modern "är för passiv" och fadern "är för aktiv"; modern "vill inte låta oss få insyn i sitt privatliv och inger oss därvid stark misstanke om att hon har något att dölja'.

     

    Omättlig lust

    Jag tror vi inser att den reella grunden för sådana projekt åter är barnevernets egen iver efter arbetsuppgifter, och deras omättliga lust att sticka sin näsa i allt med sin nyfikna, kvacksalvande "forskning" och kontroll av allt och alla, så som maktmänniskor alltid har behov av. Det förefaller råg att Orion-projektet är Josef Mengele på nytt. I Tyskland var det i alla fall över på 12 år. I Sovjetunionen tog det 70.

    Till Pågående rättsfall

    Tillbaka till Artikelindex

     

     

     

Diplom Årets navn 2004

Diplom Årets navn 2004

 

NKMR gratulerar Nina Elin Hauge till utmärkelsen.

 

 

 

Nedan följer pressmeddelandet från Samfunnsmagasinet.

 

 

Pressemelding:

Samfunnsmagasinets diplom Årets navn 2004 tildeles husmor fra Moss.

Juryens begrunnelse:
Gjennom et omfattende arbeide for barns rettigheter, har husmor Nina Elin Hauge fra Moss som også arbeider gratis for nettestedet
www.barnasrett.no, vist en enorm styrke, et stort mot og et oppriktig engasjement. Juryen har spesielt vektlagt hennes utrettelige kamp for å belyse systemfeil ved samtidig å underbygge kritikken med omfattende dokumentasjon basert på nasjonale og internasjonale forskningsresultater, grundig kildehenvisning og fokus på det biologiske prinsipp som gjør henne til familiens Jeanne D’Arc vs statlige overgrep og manglende rettssikkerhet.

Redaktørens merknad:
Samfunnsmagasinet takker juryen for sitt arbeide og gratulerer samtidig Nina Elin Hauge med tittelen. Den offisielle tidelingen med en tilhørende reportasje, vil finne sted i løpet av mars – april. Samtidig har juryen akseptert at de to nærmeste kandidatenes navn offentliggjøres. De to nærmeste kandidatene var husmor Mona Lygre fra Bergen innstilt som nr. 3, samt RV leder Torstein Dahle fra Bergen som var innstilt som nr. 2. Samfunnsmagasinet takker for alle innsendte forslag.

Jan Hansen
Redaktør


 

Rapporter

 

Tillbaka till Huvudsidan

 

 

 

Dommer - Tvangsfjernelser sker i strid med Grundloven

Dommer - Tvangsfjernelser sker i strid med grundloven
Af Dorrit Saietz

 

 

 

                      Artikeln är tidigare publicerad i Aktuelt 24.05.1996.

 

                                   Den är hämtad från Borger-Debat.dk

 

 

 

 

 

Retssikkerheden mangler i kommunernes børne- og ungeudvalg, der træffer afgørelser om tvangsfjernelser af børn. Det mener en dommer, der selv er formand for to udvalg. Når børn tvangsfjernes fra hjemmet, sker det ofte i strid med Grundloven.

Det mener dommer Ditlev Nielsen, der er formand for de to børne- og ungeudvalg i Tårnby og Dragør kommuner, som træffer beslutninger om tvangsfjernelser.

 

Ditlev Nielsen betegner sig selv som gidsel for retssikkerheden i de to udvalg:
- Man tager en dommer og putter ham ind i et sådant udvalg, som i virkeligheden er en administrativ instans. Det er en sammenordning af dømmende og udøvende magt, som er i strid med Grundlovens. Han kalder det helt uhørt, at dommere således skal være medlemmer af et kommunalt udvalg.
- Man ønsker at give børne- og ungeudvalget et skær af retssikkerhed og retsgaranti. Men det er at stikke folk blår i øjnene.
Dommeren er et ud af fem medlemmer i udvalgene. De øvrige er tre byrådspolitikere og en børnesagkyndig psykolog eller lignende. Ditlev Nielsen har selv oplevet sager, hvor han som den eneste juridisk sagkyndige i udvalget stemte imod en tvangsfjernelse, mens de øvrige fire medlemmer stemte for.
- Når dommeren, som skulle garantere retssikkerheden, kan nedstemmes hvad er denne garanti så værd, spørger han.

 

 

 

FOR LANG TID
Som reglerne nu er, kan der gå over et halvt år, før en tvangsfjernelse kan indbringes for landsretten. Først da får forældrene mulighed for en egentlig domshandling med alle de garantier, der er indeholdt i retsplejeloven. Også dette mener Ditlev Nielsen bringer os i konflikt med menneskerettighederne.

En tvangsfjernelse er nemlig en administrativ frihedsberøvelse, som hurtigt skal kunne bringes for en domstol. Advokat Jørgen Nicolaisen fra Hørsholm har ført mange tvangsfjernelsessager som beskikket advokat for forældrene. Han er stærkt kritisk overfor den måde, afgørelserne træffes på i udvalgene.

 

- I en retssal har man mulighed for at afhøre og konfrontere de forskellige synspunkter. Det kan man ikke i børne- og ungeudvalget, siger han. Tvangsfjernelsessager bygger altid på en lang række udtalelser og erklæringer.

 

- Men vi ser kun papirer, papirer og papirer, siger Jørgen Nicolaisen.

 

- Hvis man for eksempel har indtryk af, at en erklæring bygger på gamle oplysninger, har man ingen mulighed for at hente psykologen eller skoleinspektøren ind og stille uddybende spørgsmål. Han kritiserer også, at han som advokat ikke kan forlange supplerende eller alternative undersøgelser.



Advokat slakter barnevernet  - Autoritært, hjerteløst, nedlatende, lite kompetent og lite opptatt av barnet. Foreldre og barns rettssikkerhet er en illusjon. Advokat Venil Thiis går til frontalangrep på norsk barnevern.
Av Mari K. By Rise

 


Advokater. Advokat Venil Thiis retter i Adresseavisen i går sterk kritikk mot barnevernet.
Ledare i Adresseavisen

 

 

Tillbaka till Artiklar

 

 

 

 

 



Realtime website traffic tracker, online visitor stats and hit counter