Ytringsfrihet og rettssikkerhet

Av Marianne Haslev Skånland, professor

Robert Aasen har helt rett i sitt innlegg om ytringsfrihet den 11.9.04. De påtenkte begrensninger som Ap og SV har tenkt seg, og saktens andre partier også, kommer med sikkerhet til å være slik at det skal begrense befolkningens mulighet til å kritisere og bekjempe overgrep fra det offentlige. Hovedpoenget med ytringsfrihet er ikke at jeg fritt skal kunne debattere hummer og kanari, nei det er å kunne informere offentligheten når folk blir mishandlet av maktapparatet. Ytringsfrihet må til ikke bare for å sikre demokrati gjennom at alle får komme til orde, den er vel så viktig for å gjøre det mulig for samfunnets medlemmer å nyte elementær rettssikkerhet, selv om de er i minoritet. Det er skjønne paradeord at staten og våre valgte politikere gjør dette for oss; virkeligheten er atskillig annerledes. Men det norske folk er egentlig meget myndighets-underdanige, bare overgått av svenskene. Vi er som samfunnsmedlemmer neppe særlig mer våkne overfor farene ved frihetsbegrensninger enn hva politikerne ser ut til å være. Og det meste av pressen babler kun om sin "Vær varsom"-plakat, uten å forstå at i mange typer saker er det ikke offentlig omtale som skader enkeltmennesker, det er tvert imot manglende omtale som stiller dem hjelpeløse overfor maktapparatet. Imidlertid burde flere av sensurentusiastene sette seg inn i hvordan det tross alt ser ut til å være gått riktig vei ved Den Europeiske Menneskerettighetsdomstolen (MED) i Strasbourg. Der er flere land, blant annet Norge, blitt dømt for krenkelser av Menneskerettskonvensjonens (EMKs) Artikkel 10, i vår autoritære iver etter hemmeligholdelse og munnkurv. Det er på høy tid å skrike opp, slik Robert Aasen gjør.

Vi må forstå at når Norge har skrevet under på Menneskerettskonvensjonen, så har vi også skrevet under på at vi ikke har adgang til å holde det gående med, enda mindre å introdusere, lovgivning som krenker EMK. Man kan ikke holde seg med underordnet lovgivning som står i strid med overordnet; det burde i det minste være kjent i politiske kretser som arbeider med lovgivning stadig vekk. En human stat beflitter seg også på å gi borgerne flere rettigheter enn akkurat det minimum EMK krever, ikke færre. At det ikke er slik her hos oss, og at norske politikere i det hele tatt vil forsøke seg med å innskrenke ytringsfriheten og se om de kan komme unna med det, taler sitt tydelige språk. Det gjør det alarmerende tydelig at våre rettigheter ikke vinnes med godsnakk og ettergivenhet og 17. mai-taler. Vi må regne med å måtte kjempe for å bevare dem, hele tiden.

Ytringsfrihet og rettssikkerhet

Marianne Haslev Skånland

NKMR:s SÖK-Tjänst och yttrandefriheten

Tillbaka till Artiklar

Vil åpne for adopsjon i barnevernsaker

NRK har i en serie artiklar uppmärksammat det liv och de umbäranden som barnevernets klienter utsätts för under sina uppväxtår. Lösningen som NRK och Norges regering föreslår är tvångsadoption.
Detta är ingen nyhet eller nydaning. I Sverige har man från myndighetskretsar sedan början av 2000-talet förespråkat tvångsadoption. NKMR har varit - och kommer även i fortsättningen att vara - emot tvångsadoption av fosterbarn.
En serie artiklar i NRK.no, 2009-09-29 - - 2009-10-09

Nektes hjelp av barnevernet

Av Astri Thunold och Oddgeir Øystese
En 18 år gammel jente i Bergen nektes plass på barnevernsinstitusjon, selv om hun trenger tilsyn og omsorg fra voksne. Dette er et klart lovbrudd, sier advokaten som representerer henne. Barnevernet plasserte jenta på en campingplass, der hun skar seg opp og rev av seg deler av håret.
NRK, nrk.no - 09.10.2009


Kan bli lettere å adoptere fosterbarn

Av Astri Thunold och Bergit Sønstebø Svendseid

Regjeringen vil gjøre det lettere for fosterforeldre å adoptere. Det gjør de ved å åpne for at de biologiske foreldrene kan ha besøkskontakt med barnet, etter at en tvangsadopsjon er gjennomført.

NRK, nrk.no - 09.10.2009

Vil åpne for adopsjon i barnevernsaker
Av Bergit Sønstebø Svendseid

Regjeringen ønsker å gjøre det lettere for fosterforeldre å adoptere.

NRK, nrk.no - 09.10.2009

– Fosterbarna bør kreve erstatning

Av Astri Thunold & Leif Rune Løland

Barn som stadig måtte flytte til nye fosterhjem kan kreve erstatning for en ustabil oppvekst. Det sier advokat Einar Drægebø, som ledet den første barnehjemsgranskingen i Norge.

NRK, nrk.no - 02.10.2009

- Fosterhjemsomsorgen en planlagt katastrofe

Av Astri Thunold

Av dem som har flyttet åtte ganger eller mer, oppgir over halvparten, 6 av 10, at de har en alvorlig psykisk lidelse. Det viser en spørreundersøkelse NRK Brennpunkt har gjort i samarbeid med Landsforeningen for Barnevernsbarn (LfB).

NKR, nrk.no - 01.10.2009

Barn på oppsigelse

Av Astri Thunold

Over 2000 fosterhjemskontrakter ble avsluttet i fjor, viser tall NRK Brennpunkt har hentet inn. Omsorgen for fosterbarn kan sies opp med tre måneders varsel.

NRK, nrk.no - 29.09.2009

Barnevernsbarn på flyttefot

Av Astri Thunold

Hvert fjerde barn som barnevernet tar ut av familien, flytter fem ganger eller mer. Det viser tall Brennpunkt har fått fra Unifob Helse i Bergen. Staten har ingen oversikt over flyttingene.

NRK, nrk.no - 29.09.2009

Ingens barn. Dokumentar program fra NRK.
Hver dag må barnevernet ta barn bort fra foreldrene, men hvor blir det av disse barna? Ingen kan love dem varige hjem og en familie for livet.

Undersøkende dokumentar fra NRK, nrk.no - 29.09.2009

NKMR:s remissyttrande ang. SOU 2000:77 - Omhändertagen

NKMR:s brev ang. tillsättande av en oberoende granskningskommission

 
Skandalen på barnhem i Wales
Av Kerstin Lindman-Strafford

Rättsröta och myndighetsmissbruk i barnavårdsärenden.
Föredrag av Kent Sänd vid NKMR:s symposium i Göteborg den 5 juni 2004

Några exempel på vad fosterbarn berättar om vanvård, misshandel och övergrepp i fosterhem.
Siv Westerbergs föredrag vid NKMR:s Symposium i Göteborg, juni 2003

Av Ruby Harrold-Claesson

Tjänstemän bör kunna åtalas
Av Ruby Harrold-Claesson

 
Till Artikelindex

VI ANKLAGER

I dag politianmelder Marianne Borgen og Ivar Johansen Staten v / fylkesmannen for brudd på barnevernlovens krav om tilsyn med barnevernsinstitusjonene. VG trykker utdrag av anmeldelsen.

Forfatterne: Marianne Borgen og Ivar Johansen er bystyremedlemmer for SV i Oslo.

Staten, ved Fylkesmannen for Oslo og Akershus, Hans J. Røsjorde, anmeldes med dette for å være ansvarlig for brudd på barnevernlovens § 5-7 og 5-8 og forskrift om tilsyn i barnevernsinstitusjoner for omsorg og behandling av 15. febr. 1993.

Som medlemmer av Oslo bystyre har vi politisk ansvar for barnevernet i kommunen og for at barn får den omsorg og hjelp de har krav på etter lov om barneverntjenester, herunder også at barn som er under offentlig omsorg, har tilstrekkelig rettssikkerhet. Som ansvarlige politikere er vi bekymret for rettssikkerheten til de barn og unge som er under barnevernets omsorg ved barnevernsinstitusjonene.

Barn som er under offentlig omsorg, og som av ulike grunner er flyttet fra sine biologiske foreldre, har et særskilt krav på at de tiltak og de institusjoner som barnevernet benytter, innehar høy faglig kvalitet og dermed sikrer best mulig omsorg, beskyttelse og vern.

Vår bekymring for om rettssikkerheten i barnevernet er tilstrekkelig ivaretatt, er blitt ytterligere forsterket etter å ha lest årsrapporten for 2002 fra Fylkesmannen for Oslo og Akershus. Her framgår det at fylkesmannen kun har gjennomført «56 prosent av lovpålagte tilsyn» i 2002. Fylkesmannen selv definerer i sin årsrapport kravene slik:

«I henhold til forskrift om tilsyn i barnevernsinstitusjoner for omsorg og behandling § 8, skal det foretas minst fire besøk per år på institusjoner hvor barn / ungdom er plassert i hht barnevernsloven §§ 4-4 5. ledd og 4-12. To av de fire besøkene skal være uanmeldte. Institusjoner som tar imot barn / ungdom plassert etter barnevernlovens § 4-24 og 4-26, skal besøkes minst åtte ganger per år, og minst fire besøk skal skje uanmeldt.»

Vi ser meget alvorlig på at staten ikke følger opp Stortingets lovpålagte tilsynskrav.

Vi er også klar over at Fylkesmannen i Oslo og Akershus (FMOA) over mange år har hatt ressursproblemer, som medfører at FMOA ikke ivaretar de kravene til tilsyn fra staten som loven krever. Når staten selv over tid bryter loven, undergraver dette folks tillit til det offentlige rettsvern.

Gjennom tilsyn med de døgnbaserte tiltakene i barnevernet skal fylkesmannen

* påse at lover og regelverk blir fulgt og at barna får forsvarlig omsorg og behandling i institusjonen

* påse at barna blir behandlet hensynsfullt og med respekt for den enkeltes integritet

* føre tilsyn med alle forhold som har betydning for barnas utvikling, trivsel, velferd og rettssikkerhet

* påse at det foreligger målsetting og opplegg for det enkelte barn, og at denne planen jevnlig blir vurdert

* følge opp eventuell tvangsbruk og at bruk av tvangsmidler ikke skjer i strid med gjeldende regler

Vi viser også til FNs konvensjon for barnets rettigheter som stiller spesielle krav til at barn under offentlig omsorg også skal informeres og høres (artikkel 13). På denne måten skal barn under offentlig omsorg også ha bred kjennskap til tilsynsmyndighetens arbeid og gis muligheter for å ha jevnlig kontakt med tilsynsmyndigheten.

Vi merker oss at Fylkesmannen for Oslo og Akershus i sin tilsynsrapport for 2002 skriver:

«Tilsynsmyndigheten er fortsatt av den oppfatning at flere barn / ungdom på institusjonene krever bistand fra psykiatrien eller oppfølging av personer med psykologisk bakgrunn. Enkelte har en psykiatrisk diagnose som krever spesiell kompetanse, oppfølging og behandling. I tillegg har vi registrert en økning i utagerende adferd hos barn / ungdom som medfører store utfordringer for de ansatte på institusjonene. I pressede vanskelige situasjoner er det viktig å opprettholde den faglige integritet og ikke minst forholde seg til de unge på en respektfull måte.»

Fylkesmannen opplyser ikke om hvorvidt de mange barn / unge som har krav på bistand fra psykiatrien eller psykologhjelp får slik bistand. Begge disse saksforhold understreker imidlertid betydningen av at det offentlige tilsyn fungerer tilfredsstillende.

Det statlige granskingsutvalget understreker at det var det sviktende offentlige tilsyn som ga muligheter for den offentlige omsorgssvikt og de alvorlige overgrepene: «Granskingsutvalget legger til grunn at det i hele granskingsperioden har vært en omfattende og alvorlig svikt i barnevernsnemndenes tilsyn, som avvek klart fra det som var forutsatt i loven og forskriftene. Det ble utført tilsyn fra Sosialdepartementet og fylkesmannen, men med bakgrunn i blant annet meget omfattende arbeidsbyrde, stor reiseaktivitet og lav bemanning, var heller ikke overtilsynet i samsvar med de krav til tilsyn og omfang som er gitt i tilsynsforskriften.»

Vårt anliggende er ikke å kritisere de enkelte saksbehandlere hos Fylkesmannen for Oslo og Akershus, som helt sikkert gjør en god jobb innenfor tildelte rammer. Vårt anliggende er Staten, som til tross for betydelige ressurser ikke vil følge opp med de midler som er nødvendig for at Fylkesmannen kan føre tilsyn som er lovpålagt av den samme staten. Vi vil også fremheve Barne- og familiedepartementets delansvar, da disse forhold over tid har vært kjent i departementet. Vi kan ikke se at BFD har sikret Fylkesmannens ressurser slik at de faktisk er i stand til å utføre det lovpålagte tilsyn. At det ikke gripes inn for å forhindre lovbrudd, gjør derfor Barne- og familiedepartementet, ved barneminister Laila Dåvøy, medansvarlig.

Vi vet ikke i dag hva disse lovbruddene betyr for barna i de aktuelle tiltakene. Men vi vet i alle fall at lovbrudd i statlig regi undergraver troverdigheten til et barnevern som er helt avhengig av befolkningens tillit.

Bergens barnehjem slaktes i granskingsrapport: Et granskingsutvalg konkluderer med at det ved barnehjemsinstitusjoner i Bergen har skjedd alvorlig omsorgssvikt og seksuelle og fysiske overgrep i perioden 1954 til 1980.
Artikkelsamling
 

Skärp kontrollen av barnhem
Ledare i Örnsköldsviks Allehanda
 

UNGDOMSHEMMET KUBA AS I BERGEN
En serie artiklar publicerade I Bergens Tidende, januari 2002
 

Overgrep ved barnehjem i Korsfjord - artikler fra Finnmark Dagblad og Aftenposten
 

Kommuneadvokaten sjokkerer
Av Åge Hagevik
 

Barne vern?
Av Marianne Haslev Skånland
 

Skandalen på barnhem i Wales
Av Kerstin Lindman-Strafford
 

Sonita Blom-fallet: 16 åring dog i barnevernsisolat  

Tillbaka till Artiklar

VÅR HISTORIE OM BARNEVERNETS OVERGREP PÅ VÅR FAMILIE.

Av Dung Svalland, Kristiansand, Norge

Jeg heter Dung Svalland, født år 1959 i Saigon, Vietnam. Jeg kom til Norge den 04.08.1983 som båtflyktning og har bodd i Kristiansand siden, med ett par perioder i andre land.

I 1987 ble jeg en kristen.

I 1989 giftet jeg meg med Harald Svalland og 6 år etterpå – 1995 - fikk vi vårt første barn en gutt.

Like før jul 1995 fikk vi brev fra Barneverne...t som ville bruke barnevernlovens §4.12 mot oss.

Det hele var basert på et anonymt brev – såkalt bekymringsmelding - som inneholdt følgende løgnaktige påstander:

“Vi hadde vrangforestillinger. Min mann Harald er voldelig og kunne ikke holde på en vanlig jobb. Samt at jeg bare er en vietnameser”.

Barnevernet henla imidlertid saken etter å ha “pratet” med oss. Jeg kunne i ettertid lese at her var det diktet opp flere løgner.

I 1998 fikk vi vår sønn nummer 2.

Påfølgende år 1999, meldte helsesøster Kari Horrisland oss til Barnevernet fordi vår eldste sønn (4 år) ikke kunne snakke. Han kunne faktisk 3 ord : mamma, pappa og navnet på broren.

Høsten 2000 ble vi så pålagt å sende vår eldste sønn til barnehagen og aksepterte i tillegg en pedagog (spion) i hjemmet vårt, som skulle lære vår sønn nummer 2 å snakke.

Vi skjønte ikke at vi gjorde en grov feil når vi sa ja til dette presset. Barnevernet hadde alt leid inn psykolog Kersti Ståhl som konkluderte med Barnevernlovens §4.12, men det ble ikke slik fordi det kanskje ikke var ledig kapasitet.

Februar 2001 begynte vår sønn nummer 2 også i barnehagen sammen med sin bror. I slutten av året tok jeg ham ut av barnehagen igjen. Det resulterte i reaksjon fra Barnevernet som engasjerte advokat Sven J. Stray i saken. Min mann kjente litt til advokat Sven J. Stray fra menigheten de begge tilhørte, og dette før min tid.

Barnevernet truet nå med Fylkesnemnda og vi ga etter. Det resulterte i at vi måtte sende vår sønn nr. 2 og vår lille jente (født 2000) til barnehagen i 6 mnd i 2002.

I 2005 ble den eldste sønnen plaget av en eller to i samme klassen. Han ble slått av en gutt i klassen med en stokk av en gren (5 cm i diameter) bl.a.

Min mann ringte til rektoren og klaget over dette voldelige forholdet i skolen. Vi besluttet å holde gutten hjemme ett par dager og krevde at skolen måtte ordne opp i denne saken. Men skolen gjorde absolutt ingenting.

Det fikk som følger at vi måtte holde barnet vårt hjemme mange ganger grunnet tilsvarende angrep han ble utsatt for fra klassen, og dette pågikk av alle ting rett foran ansiktet til læreren.

Til sammen resulterte dette i 64 dagers fravær fra skolen, inkludert 30 dager vi søkte ekstra grunnet reise til min familie i Frankrike. Er det ikke slik at problemet med mobbing er satt på den politiske dagsorden og skal bekjempes, også i skolen?

I 2006 svarte så skolen på vår henvendelse - om hjelp til å få slutt på denne mobbingen - med å anmelde oss til Barnevernet. Sommeren samme året besluttet Barnevernet seg for å ta barna våre.

Januar 2007 reiste jeg og barna til Vietnam. Harald meldte flytting rett etter.

Mai 2008 kom jeg tilbake med barna siden Harald insisterte på at vi skulle hjem.

Den 19.12.2008 stormet politiet med beredskapstropp med våpen huset vårt. De tvang oss å gå til bilen deres, tok barna og kjørte oss vekk til politistasjonen. Etter å ha kroppvisitert oss ble vi kastet på glattcelle hver for oss i ca 4 timer før de avhørte oss og slapp oss hjem. Hva har samfunnet ved sitt barnevern og politi oppnådd ved en slik oppførsel overfor en barnefamilie? Ref. Norges Grunnlov §102.

Den 26.12. 2008 fikk vi lov å besøke barna på politistasjonen i Kristiansand i en time.

Den 05.01.2009 reiste vi til institusjonen Furukollen i Arendal og hentet dem.

Den 27.01.2009 ble jeg arrestert i Danmark og tidlig ca kl.01.00 den 28.01.2009 ankom jeg og barna Kristiansand med båten. Mens vi gikk ned landgangen skrek de to små hele tiden. En ansatt på båten kommenterte: "Så forferdelig å høre" mens vi gikk forbi der han jobbet. Likevel hevder Barnevernet hele tiden at våre barn ikke ville hjem.

Den 29.10.2009 falt dommen fra Fylkesnemnda: Barna forblir under Barnevernet inntil 18 år med 6 samvær à 3 timer og får aldri mer lov å komme hjem. Barnevernet fastholder sin beslutning i brev av 01.11.2010.

Gjennom hele prosessen skjønte vi nå at Barnevernet lyver bare og ikke bare dem men omtrent hele det offentlige leverer livsløgner og media er sensurert og selvfølgelig er det et spill som serveres av Barnevernet og co og vår tidligere advokat Sven J. Stray i retten.

Sakkyndig Kristian Gundersen, Krossen skole i Kristiansand løy samt alle beredskaphjemmene Wenche Vintland, Sigurd Kvelland, Siren Nesland løy i retten, i tillegg til alle de tre dommerne. Da brukte Barnevernet det tidligere anonyme brevet mot oss like før rettsaken. Vi fikk vite at det var svigerinnen til Harald, Anne M. Svalland som sto bak det hevngjerrige brevet.

Barnevernet anklaget oss bl. a. fordi vi ikke ville være med på karusellen, at vi dyrket vår egen mat, og at våre barn som da var 10, 8 og 5 år ikke var sosiale.

Vi er nå igang med å kreve tilbakeføring av barna, samtidig som vi kunngjør og opplyser om saken på alle plasser vi får tilgang til, om Barnevernets overgrep.

Jeg får heller ikke lov av Barnevernet å snakke mitt morsmål som jeg gjorde når barna var hjemme hos oss, ellers vil samværet med barna avsluttes med en gang, og det fikk jeg beskjed om fra sjefen i politiet i Randesund i Kristiansand.

Kaller man dette her for frihet? Skal man feire 17. mai? 1.mai?

Mor tiltalt: På flukt med datteren i 3 år
Av Gordon Andersen og Fridtjof Nygaard, Verdens Gang, vg.no - 06.05.11

Norsk mor flydde til Spania - Bortførte egne barn
En sammanställning av artiklar

Atskillelse barn og foreldre – det fortidde traume?
Sverre Kvilhaug

Tillbaka till Artiklar

Utbredt vold mot kvinner synliggjøres i årets tv-aksjon.
Av Jan Hansen
Frilansjournalist (NJ)

Den fysiske og psykiske volden og terroren som flere kvinner (mødre), kvinnelige politikere, byråkrater og maktmennesker selv står bak, velger de derimot elegant å overse
 

NRKs nettsider kunne mandag den 10 oktober fortelle sine lesere om kvinnelige toppolitikere fra alle partier, som oppfordret folk til å støtte årets TV-aksjon med fokus på vold mot kvinner. Fem av de kvinnelige politikerne stilte også med en kunstig blåveis ifølge et NRK foto. På den måten ville de få synliggjort et tydeligvis stort og internasjonalt samfunnsproblem. Vold i seg selv er en uting og uansett type og hvem som blir rammet av den. De kvinnelige politikerne valgte her å sette fokus på synlig vold. Det vil si den fysiske volden som enhver kan se med det blotte øye. Men!! Så finnes det voldshandlinger som en derimot ikke kan se med det blotte øye. Og akkurat dette temaet, må tydeligvis ha gått de kvinnelige politikerne hus forbi. Og jeg lurer i denne forbindelse egentlig på hvorfor?

Den psykiske og fysiske volden og terroren som flere kvinner (mødre), kvinnelige politikere, kvinnelige byråkrater og kvinnelige maktmennesker selv står bak, velger de derimot elegant å overse. Fakta tilsier at ganske mange menn og barn, (både gutter og jenter), utsettes for vold fra kvinner (mødre). Volden fra kvinner (mødre) som det her også er snakk om, er i flere tifeller så til de grader grov og grusom, at selv undertegnede har problemer med å beskrive eller å gjengi detaljer fra flere slike saker en har lest innholdet av. En titt på en rekke oppslag i både innenlandske så vel som utenlandske medier verden over, også i referater fra flere rettssaker, bekrefter mine påstander. Ofrene er noen ganger ikke mer enn knapt noen uker gamle.

Om selve årsaken til hvorfor enkelte mødre og kvinner kan begå slike handlinger, til og med mot nyfødte barn, skal jeg derimot ikke komme nærmere inn på her og nå. Min intensjon med denne kommentaren er derimot følgende. Underslå aldri fakta som tilsier at også kvinner, både kan, og utfører voldelige handlinger. Og disse er vell så ille og grusomme som de voldshandlingene som menn også kan, og til tider også utfører mot både kvinner og barn. Så hvorfor ikke og i stedet, få satt i gang en kjønnsnøytral tv-aksjon med fokus på alle typer voldshandlinger som utøves, både her til lands, og utenfor våre grenser? Jeg kaster ut ideen i håp om at noen interesserte medier, byråkrater og politikere på tvers av kjønnene, fanger opp mine signaler. Mye er mulig å få til om bare vilje er tilstede. Men så var det dette med viljen da, ikke minst egne innrømmelser.

11.10.2005

Tillbaka till Artiklar

Ungdommer rømmer fra barnevernsinstitusjoner

De høye rømningstallene bekymrer politiet, som etterlyser et tilbud for ungdommene som er tyngst belastet.
En 16-åring sitter fengslet i Bergen, tiltalt for vold, trusler og ildspåsettelse. Ingen institusjoner klarer å håndtere ham.

Etterlyser tilbud til unge
Av Kelly Fianbakken, Helge O. Svela
I fjor fikk politiet 541 meldinger om ungdommer på rømmen i Hordaland. Mange er kriminelle gjengangere.

BT.no 18. feb. 2006

- Dette må vi ta på alvor
- Barnevernsinstitusjoner skal ikke være fengsler. Hvis ungdom driver med omfattende kriminalitet, blir det et spørsmål om barnevernet er det riktige tilbudet for dem.

BT.no 18. feb. 2006

Forskere: - Må godta rømning
 - Lukkede institusjoner er det eneste som virkelig hjelper mot rømning. Men det gjør det vanskeligere å få til en varig endring i atferden, mener psykolog Tore Andreassen.
BT.no 18. feb. 2006

Rymde från hem - dog av överdos

Aftonbladet Text-TV

17-årig yngling hängde sig i poliscell

Tillbaka till Artiklar

Uansvarlig brug af psykofarmaka i dag

Av Kirsten Skovbo, bedstemor og Næstformand "Danmarks Børn"

Det maner til dyb eftertanke, at  TV-dokumentaren Dr1  midt i valgkampens hede debat sender den dybt forfærdende og afslørende udsendelse: "Drengehjemmet"!

Især når vi erfarer, at ALT omkring debatten om tvangsfjernelser af børn lige pludselig IKKE nævnes med et eneste ord!  Dette til trods for, at dette sårbare emne, før valgtrommerne lød, i høj grad fyldte avisspalter og TV-programmer!

Det er endvidere påfaldende, at der i dokumentaren blev gjort så stort nummer ud af at fortælle, at der skam ikke mere findes døgninstitutioner eller opholdssteder,  der tvinger børn og unge til at indtage psykofarmaka i dag?  Dengang drengehjemmet Godhavn (som Flemming Leth omdøbte til "helvedshavn)" tvang den vanedannende farlige medicin i de stakkels drenge, hvor flere af dem senere enten døde eller blev afhængige som narkomaner resten af deres liv), blev dette holdt hemmeligt! Det var i de dage, hvor alt indenfor psykiatriens eksperimenter havde nyhedens interesse!

Det er måske derfor, at man stadigvæk går stille med dørene m.h.t den samme slags ansvarsløse systemovergreb overfor uskyldige børn!  At det heller ikke i dag kommer til offentlighedens kendskab, at anbragte børn også nu bliver tvangsmedicineret med vanedannende psykofarmaka!  Men der skal måske igen gå 35 år, inden vore dages børn får åbnet for deres journaler og fortalt deres historie???

Det er ligeledes tydeligt, at samme procedure m.h.t. at afhente børn p.g.a bagateller stadigvæk foregår!  Hvor barnet pludselig kan risikere at blive afhentet af fremstormende politi fra deres gode hjem.  Det går bare ud over endnu flere børn i vore dage end dengang!  Hvor sagsbehandlere bagefter skriver usande, fordrejede journalark, digtet lige op ad den sorte muld. UDEN NOGENSINDE AT BLIVE HOLDT ANSVARLIG FOR DERES INJURERENDE UDSAGN! Disse fordrejede og belastende papirer følger derefter familierne i generationer fremover. Hvor barnet altid bliver gidslet! Ikke et eneste menneske  har endnu formået at få omstødt sådanne ofte "psykiatriske diagnoser", stillet af en emsig sagsbehandler.  End ikke i en domstol!

I vor tid gør børn heldigvis oprør overfor uretfærdig og nedgørende behandling.  Men skal de straffes for det?  Hvorfor lytter socialkontorerne ikke til  borgerne, når vi indberetter synlig vanrøgt af anbragte børn på døgninstitutionerne? Og hvor befinder politiet sig egentlig, når vi både anmelder voldeligt- og endog sexmisbrugte børn! Når det er systemet selv, der sætter deres aftryk på børnene, så har hverken politi eller socialkontor åbenbart spor travlt med at komme farende ud og "redde børn" med blå blink! Hvor socialministeren har sagt, at der som minumum skal foretages kun eteneste tilsynsbesøg om året af børnenes opholdssteder!

Danmark har stadig den lidet hæderkronede førsteplads i verden indenfor tvangsfjernelser. Hvor retsikkerheden krænkes i allerhøjeste grad!  Lige så meget i dag som dengang børnehjemmet Godhavns despotiske lærere og ledere ødelagde snesevis af børn!  Erik Sigsgaard beskriver i sin bog: "Skæld ud", at det  skader børn lige så meget psykisk at blive skældt ud og overvære at deres kammerater bliver skældt ud, som fysiske tæsk gør! Det formindsker børns naturlige selvtillid og det gør dem angste og utrygge!   Så spørgsmålet står tilbage, om "den såkaldt omsorgsfulde oplyste tid" vi er i nu, er ret meget bedre, end tidligere tiders despotiske handlinger???

Enhver burde læse de tidligere anbragtes bog: "Du kommer til et bedre sted", hvor ufattelig mange unge, der har fået deres livskvalitet slået istykker, udtaler, at de altid går rundt med et stort sort hul indeni! Ikke mindst fordi hele deres familieære netværk ofte enten bliver taget fra dem, eller holdt på et umenneskeligt vågeblus!  Hvor det alt for ofte ender med selvmord for sådanne uheldige unge! Gad vide hvorfor disse Danmarks kommende borgere ikke er valgflæsk i Danmarks debat?

Det er NU vort store HÅB, at når der omsider er gået så meget "hul på bylden", at der vil være mange andre, foruden  Flemming Leth og de to herrer, der vil hente deres journalark frem fra både Godhavns og andre lignende steders støvede arkiver, således at der kan komme fuldt blus på SANDHEDEN!   Og at DR1 vil producere endnu en dokumentar om vore dages døgninstitutioner!  Det er nemlig et glemt, men yderst tiltrængt emne! Læs også Peter Fergos bog:  "Forvaltningens brug af psykologer ved fjernelser"!

Billedkunstner
Kirsten Skovbo
Næstformand "Danmarks Børn"
Urmagertoften 20
8270 Højbjerg

Medicating of schoolchildren 1
Av Joar Tranøy

Medicating schoolchildren 2
Av Joar Tranøy

Tillbaka till Artiklar

Tvangsfjernelse af nyfødt

af Denne e-postadressen er beskyttet mot programmer som samler e-postadresser. Du må aktivere javaskript for å kunne se den."> Jørgen R. Holmberg Larsen  

Indsendt till BORGERDEBAT.DK 03 februar 2002 kl. 10:27:20:
 

Vores nyfødte blev sytten dage efter fødselen revet ud af sine ammende mors arme på Randers Centralsygehus.-

Dette er historien om en tvangsfjernelse, som hviler på fordrejede kendsgerninger, udeladelser og direkte usandfærdigheder: Randers Kommune og Randers Centralsygehus fjernede vores barn på et grundlag baceret på formodninger, tvivl og en på forhånd tydeligvis negativ indstilling over for os.
Bl.a. fremstilles jeg som en enspænder, konfliktsky og ustabil person. En beskrivelse ingen i min omgangskreds/familie kan genkende...

Eksempler på fordrejede kendsgerninger:

Det fremgår ikke et eneste sted i sagens dokumenter, at vores dreng var et "ønskebarn".
Det påståes, at vi (mor og far) ikke var ret meget sammen under graviditeten.
Det hævdes, at "Det er et uroligt barn", hvilket den selvsamme sygeplejerske (Tanja), der skrev det i journalen, udtalte kun "var et par dage!" Denne udtalelese har vi på video, men kommunen misbrugte udtalelsen, så det fremstår som om barnet konstant var uroligt.
Randers Centralsygehus antyder, at jeg er rasist, ved at man fremhæver et læserbrev af undertegnede med overskriften "Danmark for Danskere". Man glemmer at oplyse, at jeg i det indlæg klart tager parti for de fremmede her i landet.

Eksempler på udeladelser:

Det fremgår i sagens dokumenter, at jeg udeblev fra et møde på sygehuset, men man glemmer at oplyse hvorfor: Kirsten Jensen fra socialforvaltningen kom ikke til det aftalte tidspunkt.
Det fremgår, at jeg udeblev fra et "bleskiftningskursus", men man glemmer at oplyse hvorfor: Sygeplejerske Pontoppidan, kom ikke det aftalte tidspunkt.
Det fremgår ingensteder, at jeg senere gennemgik dette blekursus med Pontoppidan...

Eksempler på usandfærdigheder:

Det hævdes, at jeg "ikke i tilstrækkeligt omfang var på sygehuset hos mor og barn". Jeg var på afdelingen minimum 5 (fem) timer dagligt, og 10 til 15 timer de sidste tre dage!
Socialrådgiver Dorthe Broberg påstår i "Handleplan anbringelsessag af 15. juni",. at "pgl. har i flere omgange frasagt sig støtte i hjemmet, både nu, men også da hun boede sammen med sine fire andre børn". Det er direkte i strid med kendsgerningerne! Min kæreste og jeg har hele tiden sagt Ja, til de støtteforanstaltninger der måtte skønnes nødvendige. (Selvom jeg ikke tror, vi behøvede nogen støtte...)
Det hævdes, at jeg "forlangte, at moderen skulle komme ned i forhallen" når vi skulle mødes! Direkte usandt! Det skete to eller tre gange, p.g.a. jeg var vred over, at man i den grad kontrollerede alt, hvad vi foretog os.
Det hævdes, "Han tager ikke telefonen, når moderen ringer": Jeg har altid taget den, når jeg har haft mulighed for det.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad formålet har været med ovennævnte misvisende oplysninger, men mon ikke det har været at få mig til at fremstå som en usympatisk og uansvarlig person til hvem man ikke kunne overlade et spædbarn?
Jeg har altid været af den opfattelse, at man kunne stole på såvel kommune og sygehusets objektivitet, men har nu forstået, at man fordrejer kendsgerningerne på en sådan måde, at man får de ting gennemført som man vil! Jeg har politianmeldt Randers Kommune og Centralsygehuset for disse fordrejede oplysninger, og sygehuset for omsorgssvigt ved at man opfordrede moderen til at lade være at amme sit barn, "Og binde brysterne op"...
Enhver ved da, hvor vigtig modermælken - og den tryghed det er for barnet -at ligge til mors bryst!

I relation til dyreværnsloven, forstår jeg iøvrigt ikke, at børn ikke er omfattet af samme beskyttelse hvad angår tidspunktet for, hvornår man kan tage en nyfødt fra moderen!
Under indlæggelsen ringede man til mig en sen aften, og ville have mig til at komme op på sygehuset med håndkøbsmedicin til moderen. Hun var indlagt, men man ville have mig til at gå på apoteket kort før midnat, for at købe medicin! Ganske utroligt!
Jeg undersøgte bivirkningerne ved medicinen, og fik at vide af en farmaceut, at en ammende slet ikke måtte indtage den ønskede medicin! Var det mon i virkeligheden derfor, vores dreng fik det dårligt og græd et par dage på sygehuset???

Vi har anket sagen til den Sociale Ankestyrelse, men her tror man mere på Kommunen og Centralsygehuset end på os, så man har blot stadfæstet kommunens afgørelse. Vi overvejer at gå videre til Landsretten, men det er efterhånden så stor en belastning, at vi næsten ikke orker at kæmpe mod systemet, da kampen nok er tabt på forhånd.
I vores tilfælde forstår jeg ikke, at det samvær man har tilbudt os (to timer pr. uge) skal være overvåget, da vi aldrig har fremsat trusler eller ville gøre vores barn noget ondt...

Vi har ingen misbrugsproblemer af nogen art.
Vi har gode boligforhold.
Vi er - hver på vores måde - gode til børn.
Det den ene ikke kan, kan den anden.
Vores eneste problem er, at vi ikke bor sammen.

Jeg er naturligvis tilhænger af tvangsfjernelser, hvis der er behov for det f.eks. i tilfælde, hvor barnet er udsat for uduelige forældre, vanrøgt, sexueltmisbrug eller andre ganske særlige omstændigheder.
Vi tilbød kommunen, at man kunne få en nøgle til lejligheden, så man uanmeldt kunne komme og se til barnet! Barnets trivsel er naturligvis det vigtigste, og skulle det have vist sig, at vi ikke magtede opgaven, ville vi have accepteret, at man tog ham fra os.
MEN: Vi fik aldrig chancen...

Ethvert barn, må ret og krav på at vokse op hos sine forældre i tryghed, ro og stabilitet. Randers Kommune gav vores dreng en forkvaklet start på livet, ved at tage ham fra os.
Ved at anbringe ham hos en familie, der få uger efter låste ham inde i en bagende varm bil i over en halv-times-tid. Uden han efterfølgende blev tilset af en læge.
Man anbragte ham hos en anden plejefamilie. Vores dreng blev indlagt på Randers Centralsygehus p.g.a. han en dag havde feber. Vi blev ikke orienteret om denne indlæggelse! Kun en tilfældighed gjorde, at vi opdagede, at han var indlagt. Vi var på sygebesøg hos min mor, da vi til vores overraskelse mødte plejefamilie nr. 2, og vi spurgte efter hvor vores dreng var. Svaret lød:"Han er indlagt på sygehuset og har været det siden igår".
De tanker, der for gennem hovedet i de sekunder og minutter kan ikke beskrives. Men vi fik at vide, at vi kunne være helt rolige for der var bare sket en fejl.... Er forældrene ikke de nærmeste til at blive orienteret!?
Vi var sammen med vores barn en times tid, og ville besøge ham næste morgen. Moderen ville gerne give ham sutteflaske, men vi blev bedt om at forlade afdelingen - uden at få lov til at se vores eget barn!

Randers Kommune hastede anbringelsen uden for hjemmet igennem, før den fællesforældremyndighed var gået i gennem, og man pressede moderen til at underskrive den såkaldte "Frivillige anbringelse". Den blev så ændret til "Tvungen anbringelse", fordi jeg skrev til Randers kommune, at vi "Vil kæmpe for vores barn, så længe vi lever!" Det blev tolket som en krigserklæring.
Er det ikke kun naturligt, at forældre vil kæmpe for deres børn?

Det kan være farligt at udtale sin uvidenhed om et eller andet. Var det ikke Sokrates, der sagde, at han ingenting vidste? Det kostede ham livet. Jeg sagde, at jeg ikke vidste ret meget om spædbørn: Den bemærkning kostede os måske vores nyfødte barn. Ihverttilfælde har man igen og igen trukket den bemærkning frem.
At fjerne et barn fra hjemmet, må da være absolut sidste udvej! Forældrene skal da have en chance! Ja, barnet skal da have en chance, for at vokse op hos sit eget kød og blod, istedet for som nu hos en fremmed familie.-
PS: ER DER IKKE NOGEN DER KAN HJÆLPE OS?

Jørgen R. Holmberg Larsen
Sjællandsgade 34, 5.tv.
8900 Randers
Denne e-postadressen er beskyttet mot programmer som samler e-postadresser. Du må aktivere javaskript for å kunne se den.

*************************

NKMR:s vice ordf. prof. Marianne Haslev Skånland, Bergen, skrivelse till barnafadern

Bergen, Norge
6. februar 2002

Kjære Jørgen.

Jeg tror ikke din bemerkning om at du ikke visste så meget om spedbarn har kostet dere barnet. Sosialvesenet bruker hva som helst; hadde de ikke hatt den bemerkningen, ville de ha funnet på noe annet. Du kan slå fra deg tanken på at vi lever i velferdssamfunn og rettsstater. Det er ikke sånn.

Dere to foreldre har min fulle sympati i den forferdelige situasjon dere befinner dere i. Jeg håber dere vil bruke denne deres egen erfaring til å sette dere godt inn i andre saker også. For dere er ikke alene; der er flere ti-tusener av familier i Norden som har det likedan.

Jeg vil be dere, barnets foreldre, om at dere ikke tror at alle andre tvangsfjernelser er berettiget, mens deres egen sak er et unntak. Det er ikke slik. Alle familier som blir sprengt og skadet på den måten dere er blitt, trenger solidaritet; de andre sakene er presis som den du beskriver. Der finnes ikke noe i det du skriver som er nytt for meg.

I den forbindelse gjør jeg meg noen tanker når du skriver:
-------
"Jeg er naturligvis tilhænger af tvangsfjernelser, hvis der er behov for det f.eks. i tilfælde, hvor barnet er
udsat for uduelige forældre, vanrøgt, ...... Barnets trivsel er naturligvis det vigtigste, og skulle det have vist sig, at vi ikke magtede opgaven, ville vi have accepteret, at man tog ham fra os."
-------
Her tror jeg du er altfor snar til å akseptere vår tids propaganda. Det er i virkeligheten ikke godt for et barn å bli fratatt "udugelige" foreldre heller. Hvis foreldrene ikke duger godt nok til å kunne dekke alle barnets behov, bør andre hjelpe til i tillegg til at barnet har sine foreldre. Og foreldre må aldri akseptere at barnet blir isolert fra dem hvis de ikke "makter oppgaven". Det er ikke til noe barns beste. Det forårsaker en evig sorg hos et barn - en sorg som øker ettersom barnet blir eldre. "Hvorfor ville mine foreldre ikke ha meg? Hvordan kunne de gi meg fra seg? Er jeg ikke noe verdt siden de ikke ville ha meg? Er/Var de ikke glad i meg, ettersom de kunne akseptere å leve uten meg?" De lengter. Det er ikke til barnets beste at foreldre forsager det.

Statistikkene over fosterbarns - og også adoptivbarns - liv er meget dystre. Å vokse opp i et godt miljø, med god økonomi osv osv, kan ikke på noen måte kompensere for bevisstheten om at de ikke er hos SIN EGEN familie. I tillegg til at du bør gå tilbake og lese alle tidligere innlegg om tvangsfjernelser på Borgerdebat, kan jeg være så ubeskjeden å henvise deg til en artikkel jeg har skrevet? Mange, mange andre har skrevet enda mye bedre og mer omfattende om disse forferdelighetene, men her kan du ihvertfall få en innfallsport:

"Alvorlige grunner til omsorgsovertagelse?"
http://www.nkmr.org/index.php?option=com_content&id=258&catid=174&view=article

Jeg vil ikke være snusfornuftig og gi dere skråsikre råd. Men jeg tror at én ting dere kan gjøre, er å tilstrebe maksimal publisitet. Prøv alt dere kan for å gjøre saken kjent. Prøv gjennom pressen; slutt dere til Kirsten Skovbo, som er modig nok til å stille opp og lage informativ informasjon. Ikke la dere true til taushet fordi dere ikke er "perfekte" foreldre. Barn har ikke behov for kompetente bedrevitere av noen super-foreldre. Langt mindre har de behov for barnefaglig personale og fosterforeldre. De har behov for SINE EGNE foreldre. Og når de vokser opp, har de behov for å få vite at foreldrene har kjempet ALT de har kunnet for ikke å miste barna til andre.

Beste hilsner
Marianne

Alvorlige grunner til omsorgsovertagelse?

Fallet Christina - Att ta Ett barn

Nederlag for en retsstat

Omsorgsovertakelse er ikke barnevern

Borgerdebat.dk

Tillbaka till Artiklar