| 
Sygdom eller variationer af det normale ?
av Ivan Gerling
|
|
Problemet der har skabt en 7 milliarder kroner udgift (uden synlige resultater), er at man har sygeliggjort noget der i virkeligheden blot er sunde normale variationer mellem individer. Nogle børn er meget stille andre er meget larmende, nogle er meget aggressive andre indesluttede, nogle er meget fikserede på sex (organer) andre er ikke. I gamle dage var det accepteret at børn er individer og at individer nu en gang kan være meget forskellige. Man prøvede at hjælpe børnene med at overkomme problemer associeret med ekstreme ting i deres personlighed, men det var noget forældrene selv tog sig af. Nu om dage betragtes enhver afvigelse fra det normale som en "sygdom" der må behandles og udryddes. Så man begår vold mod barnets naturlige individualitet for at få det banket ind i det standardiserede samfunds- og sociolog-godkendte normalitets mønster.
Men ikke nok med at man fra systemets side har besluttet at disse adfærds-variationer er "sygdomme" man har også besluttet at disse "adfærds-sygdomme" er miljø-betingede. På trods af at der hober sig store mængder af videnskabelige undersøgelser op der viser at adfærd i meget høj grad er biologisk-genetisk bestemt, påstår man at adfærden er forældrenes "skyld". Man har uden det mindste videnskabelige bevis (og ofte i direkte modstrid med videnskabelige facts) opfundet adfærdsmønstre i forældrene der "forårsager" bestemte adfærdsmønstre hos børnene. Man er så sikker på disse (frit opfundne) sammenhænge at en bestemt adfærd hos barnet tages som "bevis" for at en bestemt adfærd må være forekommende hos forældrene. Så hvis et barn er meget sex-fixeret (f.eks. p.g.a. hormonale svingninger) er man overbevist om at det bliver udsat for sex-mishandling i hjemmet.
For nogle årtier siden begyndte man at behandle adfærds variationer med en time eller to om ugen hos en psykolog, men resultaterne var noget blandede. Man lod egentligt blot en professionel gøre det som forældrene tidligere selv havde måtte tage sig af alene; tage nogle af de værste knolde af barnets personlighed så det kunne fungere lidt bedre i samfundet. Men der var selvfølgelig ikke tale om en total "helbredelse"; at gøre vold på biologien og "kastrere" et barns individualitet og personlighed kræver mere end en time om ugen.
Nu om dage er man (under de to falske forudsætninger at 1. der er tale om en behandlingskrævende sygdom, og 2. at den skyldes forhold i hjemmet), begyndt at fjerne børn fra deres hjem og behandle dem mere intensivt på observations- og behandlings-hjem. Dette er betydeligt dyrere men giver ikke noget bedre "resultat". Problemet er at det at fjerne barnet fra hjemmet i sig selv gør følelsesmæssig skade på barnet. Desuden er det næsten uundgåeligt at barnet, efter kort tid på en institution, yderligere skades af en eller anden form for mishandling fra andre børn eller personalet. Så selv hvis den intensive behandling fra professionelt personale måske gør noget godt, er det sjældent at man formår andet end at kompensere for den skade som anbringelsen i sig selv har gjort. Dette er specielt tilfældet hvis det anbragte barn rent faktisk ikke lider af en sygdom men blot har en lidt "unormal" adfærd (måske i forbindelse med en vanskelig periode).
I frustration over de relativt magre resultater er det ikke unormal at behandlerne ubevidst transformerer sig til mishandlere. Barnets største ønske er som regel at komme hjem igen, subsidiært at få lov at være mere sammen med sin familie; et ønske der som regel er gengældt af familien. Dette er ofte en gulerod som bruges af såkaldte "behandlere" til at modificere barnets adfærd (frem for at behandle dets formodede sygdom). "Hvis du opfører dig pænt kan du måske få lov at komme hjem, få besøg etc." På trods af den pæne indpakning ved barnet dog godt at der er tale om en trussel om mentalt prygl (isolationsfængsel), hvis det ikke makker ret. Endnu værre bliver det når såkaldte "behandlere" straffer familien (for manglende samarbejde) ved at give barnet en omgang mental prygl (isolationsfængsel).
Det er efterhånden ved at gå op for systemet at resultaterne af anbringelse på institution ikke er specielt gode for børnene. Som en reaktion er man nu begyndt at lægge mere vægt på at få børnene flyttet ud i pleje (hos fremmede mønster familier). Desværre svarer dette dog blot til at anbringe dem i ganske små institutioner (men så kan alle de gamle institutionsansatte måske finde job som plejeforældre). Derfor kommer vi næppe til at se nogen forbedring i resultater (eller formindskelse af omkostningerne).
Hvis vi virkelig skal klippe alle mentale hæle og tæer af de børn hvis personlighed nu ikke lige passer ned i systemets lille askepot model for "normalitet", bliver det utroligt dyrt på mere end en måde. For selvfølgelig kan det godt lade sig gøre at tryne og underkue et barns individualitet, ved at adskille det fra dem det kender og instinktivt stoler på, og derefter mishandle det mentalt. Men er der mon overhovedet nogen der har overvejet om målet er ønskværdigt ?, eller blot om det, som helhed, er til gavn for barnet ? eller samfundet ?. Var det eventuelt bedre for samfundet, familierne og børnene hvis halvdelen af alle behandlere blev sendt ud og plukke roer, og vi igen overlod det til familierne (med eventuel støtte fra skole-psykologer) at afslibe de alleværste og skarpeste kanter på børnenes personlighed (og så ellers lade "godt nok" være godt nok). Det kunne da spare os en hulens masse milliarder og så vidt jeg ved er der intet videnskabeligt bevis for at det ville være til skade for andre end dem hvis levebrød er afhængig af behandler industrien. Selv dem er jeg sikker på vi kunne finde noget fornuftigt og samfundsgavnligt arbejde til (nej, nej, selvfølgelig ikke roer ;-).