| 
Samfundets stedbørn
Av Kirsten Skovbo, bedstemor og Næstformand "Danmarks Børn".
|
|
I en kronik i Politiken den 29 april 2004:
Samfundets stedbørn påstår cand
psyk. Niels Peter Rygård, at ”det offentlige ikke varetager sin forældremyndighed
ansvarligt!
Ja, kære læser, du læste rigtigt! Der stod
vitterligt ” det offentliges forældremyndighed”! Og han har så ret. Han
fortæller, ”at Arbejderbevægelsens Erhversråd ved Niels Glavind, har sagt i en
undersøgelse, at:
ANBRAGTE BØRN UDEN FOR HJEMMET I DERES VOKSENLIV IKKE KLARER SIG RET GODT”!
Ja, den har vi jo efterhånden hørt ret så ofte på det seneste. I undersøgelsen
er der nævt flere forhold, som kan ødelægge muligheden for at sådanne børn kan
blive produktive samfundsborgere.
Bl. A. (som vi også har hørt til
bevidstløshed),
”AT KOMMUNER IKKE GENNEMFØRER DE NØDVENDIGE FORUNDERSØGELSER AF BÅDE BØRN OG
DERES FAMILIER.m.m. OFTE HELT UDEN, ELLER MED MANGLENDE HANDLEPLANER FOR
BARNET”.
Og endnu en kending: at ”alt for mange børn
har haft flere anringelsessteder i forløbet. Og at der INGEN ÆNDRINGER er set i
de sidste 20 år, ej heller m.h.t. FORBEDRINGER I SAGSBEHANDLINGEN. ”Det er
betænkeligt, at udgifterne til anbragte børn og unge om ikke længe vil
overstige udgifterne til ÆLDREOMRÅDET.Hvorfor poster vi så ENORME SUMMER i
behandlingen af børn med så jammerlige resultater?”, spørger Niels Peter.
Læs lige hvilken guttermand vi har foran os:
Denne cand psyk Niels siger: ”EFTER TYVE ÅRS PRAKSIS SOM PSYKOLOG UNDRER DET
MIG OVERHOVEDET IKKE, AT MAN MÅ KONSTATERE, AT SAMFUNDETS STEDBØRN IKKE KLARER
SIG RET GODT SOM VOKSNE. DET ER IKKE DE SVAGE FORÆLDRE, DER OMSORGSSVIGTER
BØRNENE – DET ER SAMFUNDET”. Det er ikke hver dag vi sådan ser en psykolog, der
som han tør kalde en skovl for en skovl…….. Det skulle da lige være Werner
Overø.
Niels P. Rygård siger, ”at det virker
ejendommeligt, at indsatsen overfor omsorgssvigt er koncentreret fra
syvårsalderen og opefter, hvor ens fremtidige skæbne grundlæggende afgøres, når
man er tre-til fire år gammel. Han nævner, at milepælene i et barns liv (og som
bestemmer den fremtidige udvikling) ligger i graviditetsforløbets succes,
fødslens succes og den tidlige voksenkontakts succes. Det er i disse vigtige
faser, at børn svigtes af det offentlige”.
”I DE FØRSTE TRE ÅR AF ET BARNS LIV DANNER DET
SIN ”arbejdsmodel af et menneske”, som det skal bruge i alle senere
sammenhænge. I to års alderen har hjernen f. eks. Allerede opnået 80 procent af
voksenvægten. Det er her hjernen danner en række ”neutrale netværk” og
koblinger af følelser, tanker, sprog, etc. Hjernen har en række ”vinduer” åbne
i spædbarnsalderen, hvor vi grundlæggende bliver i stand til at se, tale, føle,
elske, etc. HVIS VI IKKE STIMULERER BARNET NOK HVOR VINDUERNE ER ÅBNE, ER DER
MEGET SMÅ MULIGHEDER FOR AT UDVIKLE DEM SIDEN HEN.
Den slags snak skulle forhenværende
socialminister Karen Jespersen lige have tænkt over, da hun og (især) hendes
embedsmænd lancerede den tidlige tvangsfjernelse fra fødegangen! De ”zombier”,
som denne halvhjernede politik efterhånden har produceret mange af, hvor vi ser
småbørn i kun 2 års alderen på psykiatriske afdelinger, hvad kan sådanne
systemskadede børn gavne deres land med, når de vokser sig op til at blive unge
følelsesforladte ulykkelige og ”hjernedøde” skabninger?
Niels P. Rygård fortsætter: ” VED AT IGNORERE
DISSE SIMPLE KENDSGERNINGER SIKRER VI, AT DEN NEGATIVE SOCIALE ARV MED STOR
SIKKER HED VIDEREFØRES. HVER GANG”!!!
”Derfor er det underligt, at et fremragende og
billigt fødselsforberedelsesprogram for svage mødre overhovedet ikke bruges.
Hvis det BLEV brugt, ville udgifter til anbringelser falde drastisk, fordi EN
SUND NYFØDT HAR LANGT STØRRE FØLELSESMÆSSIG TILKNYTNINGSEVNE end en
alkoholskadet nyfødt – og dermed bedre overlever omsorgssvigt”.
Det er også underligt, at kommunerne har pligt
til at danne et kommunalt forebyggelsesteam, hvoraf fødselslæger, jordemødre og
sundhedsplejersker burde være tilstede, men IKKE gør det!
VI KUNNE LIGESÅ GODT HAVE LOVPLIGTIGE
KAFFEKLUBBER.
”Hvorfor, spørger han, har vi ikke i
kommunerne et team, der overtager hele barnets og forældrenes sag (økonomi,
bolig, omsorg, skolegang, uddannelse, etc,) og beholder den i årevis?
Hvorfor kan et socialudvalg ikke beslutte, at barnet skal blive boende i en
plejefamilie, indtil det er voksent”…….. (hvis det absolut skal tvangsfjernes)?
”Og hvorfor kunne man da ikke bruge dagplejen
eller en voksen pædagog, der kunne frigøres til at passe et spædbarn, så det
kunne lære tilknytning og en grundlæggende kærlighed, hvor barnet kunne få en
sund og almindelig stimulation og samspil med en kompetent voksen”, (i stedet
de mange forskellige pædagoger, der defilerer forbi det lille barn på
institutioner).
Netop dette fuldstændig ambivalente forhold
undrer både forfatteren og alle os andre: At barnet i den netop aller vigtigste
tid som spæd således IKKE får hvad et hvert barn har så livsvigtigt brug for.
RO, NÆRHED og KUN EN TIL TO VOKSNE TIL AT VARETAGE DEN DAGLIGE PASNING.
”Hvorfor er institutionerne
aldersspecialicerede i stedet for familierettede? Hvorfor skal et barn
behandles på èn institution og viderebehandles på en anden? Var det ikke bedre
om barnet og familien blev tilknyttet til en institution eller et opholdssted
livslangt, så det kunne få en kompetent behandling som spæd, en god skolegang,
et stabilt ungdomsliv og så igen kunne komme igen for at få råd og støtte, når
det selv får børn?”
Ja, lige netop sådanne visioner er der jo
mange af os, der for længe siden har tænkt, og givet udtryk for. Men igen har
NOGENSINDE VILLET LYTTE TIL OS? Er det ikke også lige det, som bl. A. Svend Rom
ofte har forsøgt at fortælle os i sine indlæg?
Jo, visionerne fejler ikke noget, men det gør
åbenbart politikerne! Niels Peter fortsætter: ”Med hvilke saglige begrundelser
skal uddannelser og stillinger som pæditater, børnepsykiater,
sundhedsplejerske, jordemoder, spædbørnspædagog, etc. konsekvent udsultes? Mens
faggrupper som arbejder med børn EFTER syvårsalderen får lov til at rende med
hele budgettet? Og hvor er kommunernes stillinger til specialisterne? Hvor er
psykologforeningens spcialistuddanelse i omsorgssvigt og graviditet, fødsel og
op til tre år”?
”OG HVORFOR HAR VI EN SÅ JAMMERLIG
KOMMUNIKATION MELLEM FORVALTNINGEN OG DAGINSTITUTIONERNE I TUNGE BØRNESAGER?
Hvis vi virkelig vil forebygge, må vi
reorganisere hele småbørnsområdet, med økonomisk prioritereng, ændret
lovgivning og juridisk praksis, prioritering af faggrupper og insatsalder. Da
kan det ende med at blive meget meget mere EFFEKTIVT OG BILLIGERE. Hvis vi
tør!”
Ja, dette var så et lille udpluk fra en
kronik, der både sagde noget væsentligt og som fremkom med (for mig) NYE
ukendte AFSLØRINGER og vinkler!
Enhver burde for sig selv læse kronikken i sin
helhed. Den findes jo på biblioteketernes avislæsesaler. DET ER DA DEJLIGT, AT
DER OGSÅ FINDES ANDRE PSYKOLOGER END WERNER OVERØ, DER TØR SIGE DERES MENING.
Kirsten
En gang bedstemor – altid bedstemor
Anja vet hur
det är att bo i fosterhem
Av Petra Östgård
Varning för
socialtjänsten
Av Kent Sänd
Håndbok for klientutvalg og barnevernsofre