| 
Ordblinde er jaget vildt
Indsendt af Kirsten Skovbo
|
|
Forleden blev jeg ringet op af formanden(kvinden) for Ordblindeforeningen, der talte længe og dybt engageret om nogle mennesker hun havde lært at kende i sin forening. Et ægtepar der stod lige overfor at få deres eneste kære lille barn tvangsfjernet.
Hun var dybt rystet på sine foreningsmedlemmers vegne. Kommunen var ude med kniven efter et ægtepars barn, og de sendte hele tiden papirer til dem, som de jo af gode grunde (er ordblinde) ikke formår at læse eller i det mindste forstå den fulde ordlyd af. (Det er næsten det samme dilemma flygtninge, som også får deres børn tvangsfjernet, er ude i.) De får ej heller deres tvangsfjernelsespapirer oversat, så heller ikke de aner et kuk af hvad der i det hele taget foregår.
Det er derfor alt alt alt for nemt at fratage sådanne "handicappede" personers afkom. De skù skamme sig, skù de. Altså systemet. Det er ikke en værdig facon, og stik imod menneskerettigheder samt FNs Børnekonvention.
Kommunen vender alting på hovedet for sådanne mennesker, og for øvrigt overfor alle os andre også. Et af mange eksempler:
Barnets mor siger f. eks. til sagsbehandleren: Nu efter jeg selv har fået et barn, tager det ikke længere så hårdt på mig, at jeg for nylig selv har mistet min mor. Dette tolkes af systemet somom pigen (unaturligt) påtvinges til at opfylde sin mors behov. Og moderen må ikke gå i seng sammen med sit barn om aftenen.
Halløjsa!!! Hvor mange kærlige mødre har ikke gjort det? Det er jo ikke altid lige nemt at få ungerne til køjs, så omsorgsfulde og (trætte) mødre har igennem alle tider benyttet sig af denne dejlige kontakt med barnet det er at putte med dem under dynen.
Jeg glemmer ikke hvordan det var at være alene-mor til tre utroligt aktive krudtugler på 1. 4, og 5 år. Pyhaaa hvor var jeg dødtræt efter aftensmaden, hvor der pludselig kom ekstra vitalitet over dem alle tre. Så var gode råd dyre. Jeg forsøgte næsten altid at læse go`nathistorie (eventyr) eller synge sammen med dem. Men ak o ve, inden der var gået ret mange minutter blev min stemme mere og mere svag hvorefter jeg drattede i søvn førend mine børn. Orv hvor kunne de så drøne rundt og lave spilopper. Så derfor indførte jeg nogle vidunderlige traditioner, som de den dag idag husker med stor glæde. Jeg tændte levende lys mange steder i stuen, (i sikre stager højt over barnepilfingre, forståes), så satte jeg klassisk musik på båndafspilleren, lagde bløde puder og dyner rundt på gulvet. Så lå vi der og nød skumringen, musikken og hinanden. Det virkede. Ikke længe efter snorkede de alle tre højlydt og jeg kunne bære dem i deres senge.
Ordsproget: Nød lærer nøgen kvinde at spinde har jeg altså måttet efterleve i alle de 7 år jeg levede alene med mine tre tøser. Så det med at putte sig med ungerne er i mange tilfælde en nødvendighed, men hvor dejligt er det ikke at indsnuse duften af sin baby, mens man ligger der og hygger sig. Hvis nogen mener det skulle være forkert, ja så skulle de selv prøve det, ellers er der nogle af livets skønne sider de er gået glip af.
I det hele taget oplevede jeg kun to kategorier af menneskeracen dengang jeg var alenemor med det daglige slid at skulle sende de tre energibundter af sted hver morgen i al slags vejr, selv afsted til skole og mange lektier. Den ene slags mennesker var dem der altid kritiserede uden en eneste gang at række en hjælpende hånd og et forstående hjerte. Den anden slags var dem, der bare smøgede ærmerne op uden at kny. Jeg husker især et kærligt lidt ældre ægtepar, der havde øje for min specielle vanskelige situation. De inviterede os til middagsmad mindst en gang om måneden. Ikke nok med det, de havde altid spændende lege, spil, m. parat til børnene, så mor her kunne få sig et tiltrængt hvil i en god blød sofa med en god bog. Så legede ægteparret skattejagt eller "tampen brænder" rundt i hele lejligheden, hvor de havde gemt ting og sager i skuffer og skabe. Og når det blev sommer hjalp de mig og ungerne med at slå vort store telt op på en campingplads. Jo sådan noget glemmer man aldrig.
Men tilbage til Ordblindeforeningens formand som hedder Elisabet Nørgård Nielsen. Efter hun havde talt længe og dybt engageret i telefon med mig om disse helt uforståelige tvangsfjernelsesprocedurer, som hun ikke forstod et kuk af, (som vi andre heller ikke gør) fortalte jeg hende, at det var dejligt at lytte til hendes forsøg på at hjælpe andre i nød, og samtidig spurgte jeg om hun mente det var iorden at sætte Ordblindeforeningens adresse her på nettet m. h. t. at folk så kunne skrive artikler og sende til deres medlemsblad, der udkommer 3 gange årligt. Det var Elisabet meget begejstret over, idet vi var enige i, at der tvangsfernes alt for mange børn specielt fra ordblinde. Somom de skulle være dumme eller uegnede som kærlige omsorgsfulde forældre, bare fordi de er født med dette handicap. Den er for langt ude.
Så hvis nogle vil sende relevante indlæg til deres blad er adressen her: Elisabet Nørgård Nielsen, H. C. Lumbyesvej 85, DK-5270 Odense N. Gerne 2 A 4 sides ark. Deadline er for det næste nummer den 1 august.