Tranbjerg-sagen.
Af
Majken Frost, teol. cand.
|
|
D. l. juni
i år (2002) deltog jeg i et årsmøde i Gøteborg, afholdt af “Nordisk komite for
menneskelige rettigheder”. Komiteens navn fortjener en forklaring, i og med at
det ikke, som man kunne tro, er betegnelsen for en flok mennesker i et
ideologisk felttog. Tværtimod dækker navnet over nogle (fortrinsvis svenske)
borgeres oprør mod de senere årtiers uhyggelige tvangsfjernelser af børn fra
hjemmet, som jo også norske og danske familier kender til.
Vi var
en del, der for 20 år siden som medlemmer af “Forældrenes Børnekommsison” fik
indblik i denne lidet pyntelige side af den moderne velfærdsstats velsignelser,
og situationen har med Karen Jespersens servicelov af l998 kun ændret sig til
det værre. I 200l anbragtes mindreårige børn årligt udenfor hjemmet uden forældrenes
samtykke, og adgangen for socialforvaltninger til at gribe til fjernelse er
blevet langt lempeligere end i den tidligere bistandslov.
Således
mødte i juni 2001 et opbud på ti politifolk og socialarbejdere op hos en
familie i Tranbjerg og fjernede uden varsel familiens 4 mindreårige børn.
Begrundelse var, at personalet på Skejby sygehus´ børneafdeling, hvor de to
ældste børn havde været indlag, havde mistanke om at moderen led af Münchhausen
by Proxy syndromet (MbP), dvs. at hun bevidst skadede børnene for selv at komme
i centrum. Jeg skal vende tilbage til denne danske sag, blot her nævne, at MbP
syndromet er en knap 25 år gammel diagnose, der stadig er yderst omstridt
blandt læger og og andre fagfolk. (I den internationale oversigt over mentale lidelser
optræder MbP fortsat kun i et appendiks til oversigten, og i England godtages
MbP-diagnosen ganske enkelt ikke uden videooptagelser eller andet konkret som
bevismateriale).
Men
netop MbP-diagnosen og konsekvenserne af påstande om den var temaet på Gøteborgmødet.
De svenske eksempler, der blev fremlagt af jurister, læger og forældre eller
bisiddere, var dybt rystende. Overlæge Stig Cronberg, Malmø, der bl.a. er
forfatter til de svenske medicinstuderendes lærebog i blodforgiftninger,
sammenlignede i sit indlæg den stadig hyppigere påstand om MbP med tidligere
tiders hekseprocesser - den diagnosticerede er under alle omstændigheder
skyldig, fordi alt, hvad hun forsvarer sig med, kan tolkes som et led i
sygdommen. (Cronberg var selv blevet opsøgt af et forældrepar, hvis spædbarn
efter en, if. Cronberg, uforsvarlig sygehusbehandling for blodforgiftning var
endt som svært hjerneskadet. Men forløbet blev af sygehuset forklaret ved, at
moderen led af MbP og selv havde sprøjtet bakterier ind i barnet. Barnet anbragtes
på et hjem for handicappede, og et barn, som fødtes året efter, blev fjernet to
dage efter fødslen).
Jo,
beretningerne var mange og velunderbyggede og alle af samme rystende karakter.
Og jeg
vil kort blive i Sverige, hvor en lærers, en pædagogs eller psykologs påstand
eller blot mistanke om incest eller MbP (der synes at være afløseren af incest
som modefænomen blandt behandlere) omgående medfører fjernelse af barnet (eller
alle børn) fra familien. Det sker som nævnt også herhjemme, men den arrogance
og indbyrdes lydhørhed hos de offentlige instanser, som de svenske beretninger
- undertiden uafvidende - afslørede, forekom trods alt en dansk tilhører
overvældende.
Som
herhjemme kan svenske forældre kræve en tvangsfjernelse for en domstol, men bortset
fra at der kan gå op til 2 år efter fjernelsen, før en domstoldsbehandling
firnder sted, er det et spørgsmål, om dette - den uvildige afvejen af påstande
og beviser i bundethed til loven – med rette kan kaldes det lys for enden af
tunnelen, som et forældrepar må knytte deres håb til i et land med en
socialdemokratiseret offentlighed og et tyrannisk behandlervæsen.
Eller
anderledes udtrykt: Kan Sverige, trods
sine udartninger, gøre krav på at kaldes en retsstat?
Svaret
nærmer sig hos svenske kritikere et nej.
Det er
bekendt, at de svenske medier i årevis har afvist at lægge spalter til en
indvandrerdebat, men mindre bekendt er det nok, at det samme gælder en omtale
af tvangsfjernelsessager. Argumentet er, if. advokat Lennart Hane, at det vil
skabe uro og utryghed overfor institutioner og embedsværk, og at dette ikke
tjener barnets tarv. Og her er vi, anfører dommer ved den skånske landsret,
Krister Thelin, ved den tragiske kærne i det moderne Sverige. Troen på og
kravet om troen på den gode stat, som blev det sejrrige resultat af Olof Palmes
relativt kortvarige regeringsperiode.
For
palmeismen har sat sig igennem ikke blot i den offentlige debat og dens
selvcensur, men også i selve retsforståelsen og den dermed konkrete
retspraksis, og palmeismen er derfor den dag i dag Sveriges virkelige problem.
I Krister Thelins nyligt udkomne bog “Sverige som rättsstat” (AB Timbro, 200l)
tager forfatteren både mediemagtens spil og retsproblemet op og gør opmærksom
på, hvorledes Olof Palme reelt erklærede krig mod den “borgerlige” stat og dens
embedsinstitutioner.
Thelin
anfører, hvorledes Olof Palme i en tale i 1975 i Rigsdagen slog fast, at de
borgerlige partier ønskede at give domstolene en politisk rolle. Og Palme fortsatte: “Vi vill inte, att domare og
ämbedsmän skall vare förmyndare för folkets valda representanater. Folket har
rätt til at besluta i eget hus.... Det finns gammalmodig folklig tradition på
det området, som är mycket stärk”. Hvad
Palme hermed sagde var jo, at de folkevalgte er hævet over loven, og hvad han
glemte at gøre opmærksom på ved sin omtale af folket og dets tradition var, at
folket for ham var det socialdemokratiske folk, hvad der var ensbetydende med
ham selv som inkarnationen af folket og dets tradition.
Og
Palmeismen blev en succes. Politikere og medier såvel som jurister (dommere,
anklagere og advokatetablisementet) tilpassede sig det påbudte rollespil. En
uvildig dømmende instans anså´s for politisk ukorrekt. Medierne blev magtens
servile tjenere og indtog pladsen som den tredie statsmagt.
Krister
Thelin, som har en mangeårig dommertjeneste bag sig, fastslår nøgternt, at “ju
mer politisk laddad en fråga er, desto större är risken at de högsta
domstolarna inte utmanar den politiske makten”. Og da den politiske magt, palmeismens,
familieforståelse er dybt influeret af ikke mindst adfærdsvidenskabens
fremmarch og af ægteparret Myrdals kyniske opdragelsestanker, og da de største
dommerkarrierer i stor udstrækning går gennem det regerende partis magtcentrum,
regeringskancelliet, - og da samtidig det juridiske fakultet (if. advokat
Thorsten Sennton i tidskriftet DSM, 2002, nr. l) ser det som sin opgave at oplære studeterne
i, at den “svenska rättsordningen är oklanderlig och väl fungerande”, må
læseren konkludere, at lyset, som forældre til tvangfjernede børn anede i en
domstolsbehandling, er et fata morgana. Og at benævnelsen af Sverige som en
retsstat er en løgn.
Så
stærke ord bruger de svenske kritikere ikke, selvom deres redegørelser i sig
selv indebærer konklusionen. Og det er for så vidt tankevækkende, at både
Thelin og Sennton er enige om at se Sveriges tilslutning til EU som frelsen for
en ”betænkelig” national retsudvikling
og –forståelse og ser en udbygget implementering af EU-love i svensk lovgivning
som noget, der bør arbejdes for. Det rejser for mig at se det spørgsmål, om
ikke den svenske tragedie bunder sig i noget langt dybere end palmeismen.
Jeg
nævnede, at Gøteborgmødets beretninger efterlod en dansk tilhører med en gysen,
men har vi i grunden så meget at lade nabolandet høre?
D. 12.
juli i år stadfæstede Vestre Landsret tvangsfjernelsen af de fire
Tranbjergbørn. Børnene skulle forblive fjernede fra hjemmet et år, i løbet af
hvilket forældrene skulle gennemgå en forældre-egnetheds-test. I april havde
Århus børn- og ungeudvalg ganske vist underkendt Skejby sygehus´ diagnose af
moderen som lidende af MbP-syndromet (hvad også familiens læge og en privat
opsøgt psykolog og en ligeledes privat opsøgt psykiater blankt havde afvist) og
B og U-udvalget havde besluttet hjemgivelse foreløbig af de to mindste børn.
En
spciallægeerklæring fra Skejby sygehus havde kort forinden fremsat en langt
bredere definition end oprindeligt af MbP-syndromet, og Skejby sygehus´
børneafdeling ændrede sin oprindelige mistanke til nu sikkerhed på diagnosen.
Derefter tog Den sociale Ankestyrelse på eget initiativ sagen op og omstødte B-
og Uudvalgets hjemgivelsesbeslutning med påstand om omsorgssvigt. Det var
forældrenes sagførers anke af denne Ankestyrelsens omstødelse af Århus kommunes
beslutning, som Vestre Landsret afviste ved at stadfæste fjernelsen af børnene.
Hvad
drejer denne sag sig dybest set om? Jeg har gennemlæst alle sagens akter og
journaler, og først og fremmest handler den om det faktum, at en familie uvist
af hvilken grund får tre børn med medfødte tarmlidelser, der har bevirket
uendeligt lange hospitalsindlæggelser med pinefulde behandlinger af de to
ældste børn. Men også om hospitalspersonalets stadig tydeligere frustration
over de velbegavede og dybt bekymrede forældres spørgsmålstegn ved dele af
behandlingen, som lægerne ikke selv har været for sikre på.
Men
dybest set handler sagen om adfærdsvidenskabens magt og retssystemets
følgagtighed overfor denne magt. Og i den forstand er sagen ikke enestående.
I sagen
foreligger to psykologerklæringer på forældrene, indhentet af Århus kommune,
som er et studie i, ja religiøst vanvid. At faderen nægter at deltage i en
test, hvori han skulle studere nogle tegninger, og at han nægter at diskutere
ægteskabelige problemer med psykologen og udviser stor loyalitet med sin hustru
har gjort psykologen dybt betænkelig og medfører udsagn om hans fremtid som
far, der er en ren dommedagsprofeti. Og om moderen blev der en måned efter, at
man havde fjernet hendes børn, bl.a. fremsat den dybsindige udtalelse, at
”selvom hun ikke fremtrådte psykotisk i klinisk forstand, kunne der være tale
om psykotiske træk i personligheden som en del af en alvorlig
personlighedsforstyrrelse, som inkluderede antisociale træk”!
Desuden
havde hun ”vanskeligheder ved præcisering af lokaliteter, når det drejede sig
om hendes eget indre univers … og hendes fremstilling af sygdomsemner var ikke
ledsaget af naturlige følelser af empati og udtryk for bekymringer i forhold
til børnene”.
Disse
sidelange erklæringer fylder en stor del af Ankestyrelsens og kammeradvokatens
sagsfremstilling for landsretten, der for sin dom ”efter bevisførelse lægger
til grund, at sagsøgerne (forældrene) ikke i tilstrækkelig grad har forståelse
for børnenes helbreds- og trivselsmæssige situation eller nogen forståelse for
baggrunden for tvangsfjernelsen”.
Forældrene
er fortsat under jorden, nu også eftersøgt af det tyske politi. Sagen forsøges
anket til højesteret, og i sidste instans til menneskerettighedsdomstolen i
Strassburg.
Hekseproccesser
kaldte Stig Cronberg MbP-sagerne. Er vi ved at være i samme situation som
Sverige, hvor den menige borger må sætte al sin lid til en europæisk
domstol? For kan Danmark kaldes en
retsstat? Det er det spørgsmål, som Tranbjergsagen rejser.
Tranbjerg-sagen - dens
såkaldte afslutning.
Münchhausen
by Proxy - Gal mor eller gal diagnose?
Af Sören Friis Smith
Ett
fall av sepsis - barnmisshandel eller naturlig sjukdom? Hur dömer läsaren?
Av Stig Cronberg
Farliggörande av föräldrar
Föredrag av Lena Hellblom Sjögren
Bara
ett glas mjölk
Av Ulla Wall Johansen
Sverige som rättsstat
Av Elise Claesson
Sverige - en
rättsstat?
Av Bertel Nathhorst