SYSTEMETS DILEMMA
af Ivan C. Gerling
I sagen om de to danske drenge der gik under jorden, står
systemet overfor et meget vanskeligt valg. Problemet er at man var
usædvanlig mild overfor Lyngby præsten (der skjulte udenlandske flygtninge som
stod overfor at blive udvist af myndighederne). Nu skal man til at finde
ud af hvordan man straffer de individer der hjalp disse to små
"interne" flygtninge. Hvis man straffer meget let (i stil med
Lyngby præsten) har man erkendt det "humanitære" i at hjælpe disse
børn og derved indirekte erkendt systemets umenneskelighed. Hvis man
straffer hårdt har man givet modstanderne et trumfkort ved at lave en skarp
kontrast mellem danske børn der flygter internt, og udefrakommende
flygtninge. Den sidstnævnte sammenligning kan blive et PR helvede for
systemet, da et par søde små velformulerede drenge vil samle langt mere sympati
end mørkhudede fremmed-udseende voksne.
Det er vigtigt at fastslå at disse børn selv traf valget
at flygte fra umenneskelige forhold. Hvis der kommer tilstrækkeligt mange
af disse pinlige sager med børn der nægter at være systemets ofre, kan vi måske
få ændret praksis eller lovgivningen. Som det er nu, har danske børn
intet krav på at blive hørt før de er nået 15 årsalderen. Hvis det handler om
hvad der er bedst for børnene er det helt absurd at afskære barnet fra
indflydelse. Medmindre barnet er alvorligt mentalt handicappet er det
netop barnet selv der er bedst stillet til at afgøre hvilken bopæl der er bedst
for barnet. Eksperterne har i hvert fald forlængest demonstreret at de er
håbløst dårlige til at træffe den slags afgørelser. Jeg mener at ethvert
barn fra skolealderen og op skal have vetoret overfor at blive fjernet fra sit
hjem, medmindre det kan påvises at der er fare for barnets liv hvis det
forbliver.
Avstraffelse
av mennesker som hjelper tvangsfjernede barn
To
drenge hjem efter halvt år under jorden
14-årig dreng
lever i skjul for politiet