Der var høj feststemning ved det årlige store l. maj møde. Med højt solskin, musik talere, boder m.m. Men feststmningen blegnede, når folk kom forbi vor stand, der viste hvad der sker i "Danmarks baggård". Vi havde stillet store gule opslagstavler op med en masse avisudklip om tvangsfjernelsernes mareridt. Folk kunne også stå og bladre i crapbøger fyldte med artikler og billeder.

Illusionerne om "velfærdslandet" brast for mange, og flere udtrykte, at det var et chok for dem at se og læse om hvad der egentlig foregår bag kulisserne. Der var mange flere, som kom og talte med os i år end sidste år. Det skyldes nok, at Pias far Keld (Læs deres historie her på nettet) havde lavet T-shirts med store overskrifter og et foto af babyen: Kæmper du også for at få dit barn hjem??? Og i en talebobbel stod der. Min mor siger hun vil kæmpe. VIL DU OGSÅ??? Jeg savner min mor! Det var et godt blikfang. (Bluserne kunne købes for 50 kroner til økonomisk støtte for vor bisidder Thomas Pipers frivillige ulønnede arbejde med at køre rundt i hele landet for at hjælpe).

Folk fik meget alvorlige miner på og talte længe med os. Der er en særlig følelse forbundet med at have direkte kontakt med mennesker, så det bliver en tovejskommunikation istedet for en envejs, når man f. eks. skriver til aviserne. Det ses tydeligt, at de fleste rystes i deres grundvold og deres "barnetro" m. h.t. vort lands fortræffelighed lider pludeselig stor skade. Som jeg ofte henviste til, er det jo ikke noget vi bare selv finder på for at gøre os interessante, idet jeg pegede på de utallige afslørende avis- og ugebladsartikler.

Længe talte jeg med to udlændinge, og pludselig udbrød den ene, at så var jo alt det, de sad og lærte om på skolebænken, at Danmark var nummer et i sociale henseender m.m., jo løgn det hele! Han var synlig oprørt og han kunne næsten ikke klare at høre mere, da jeg pegede hen imod en ung højgravid pige på 18 år, som også var med os. Hende der, sagde jeg, har kommunen truet med at tvangsfjerne barnet, når hun føder, fordi hun har sagt nej tak til at komme på et hjem med overvågning døgnet rundt. Og hun er hverken misbruger eller på psykofarmaka, men en ganske almindelig frisk ungt menneske, der af kommunen bliver mistænkeliggjort som umoden p. g. a. alder. Men der var sandelig ikke noget umodent over hende.

Der var også i år flere indenfor systemets egne rækker, f.eks. pædagoger og socialmedarbejdere, der kom hen til os. En ældre kvinde udtalte, at hun var glad for at hun var blevet pensioneret, for hun ville heller ikke kunne arbejde med faget, når det var sådan gået helt grassat. En anden referede med rædselslagen stemmeføring til TV-filmen: ROD I FAMILIEN og spurgte hvordan man dog kunne gøre sådan noget som at fjerne et nyfødt barn fra en ellers kærlig og hengiven mors arme.

Der var en lille flok 10-12 årige indvandrerdrenge, der ligeledes fik noget andet end sjov at tænke på. Med hele barnets oprigtighed og idealisme om at den omgivende verden ER god, spurgte de igen og igen til hvorfor og hvordan det dog kunne ske, at politiet bare kan komme og tage børn ud af forældrenes arme. De bladrede hele tiden rundt i mine crapbøge for at se fotos af mit tvangsfjernede barnebarn og af hendes lillebror, som var hjemme hos sin mor. De forstod ikke et muk af hvad dette dog drejede sig om. Jeg følte mig helt skidt tilpas over at skulle stå der og tale med børn om dette vanvittige emne som tvangsfjernelser er. Jeg slog flere gange ud med armene for at illustrere, at vi heller ikke forstod et kuk af hvorfor det gøres på den måde. Og da jeg yderligere sagde, at mit barnebarn ikke engag måtte se mig, sin bedstemor, kom der sorg i deres kønne brune øjne. Det kom så vidt i vor samtale, at jeg, for at illustrere hvad jeg mente, sagde, at hvis de selv var for vanskelige eller "lavede ballade" i f. eks. skolen, så ville jeg advare dem, for så kunne også de selv risikere at blive hentet.

Mange nøjedes dog med at betragte udstillingen på "sikker afstand", fordi de nok anede, at dette var en "krudttønde", Patruljerende betjente sendte og også kun et kort blik. Jeg har hørt om flere, der er ved at kaste op over at være tvunget til det beskidte arbejde med at tage ud og afhente børn fra ganske almindelige familier.

Mange kom med klicheèn om, at når børn blev fjernet, så var det nok også fordi der var en grund dertil. Javel, svarede vi, men vi er ikke imod, at man "redder" et barn ud af armene på folk, der enten tæsker deres barn til døde (som Kasper i Horsens), som lader sit barn ligge imellem narkosprøjter uden mad, eller som står og kalder forgæves på mor eller far udenfor bæverdingen! Men, fortsatte vi, der kommer kommunerne "tilfældigvis" i flere tilfælde IKKE og tvangsfjerner børnene. Så kunne jeg henvise til et par af os, der stod ved standen, som havde kendt Kasper og som vidste at flere personer havde henvendt sig og forgæves advaret Horsens kommune om at der var noget ravruskede galt. KOMMUNEN ANKOM FØRST DA DET VAR FOR SENT! DA VAR DEN LILLE DRENG DØD! Både den og andre dokumenterede sager, kunne folk jo ikke modsige, så de blev lidt mindre kry og gav sig til at nærlæse avisartiklerne på opslagstavlerne.

Til sidst vil jeg hermed opfordre alle, der har mulighed derfor, at gøre ligesådan. Stil jeg ud hvor som helst, når som helst, når der er mange mennesker forsamlet. På denne måde oplyser vi befolkningen hvad der foregår i "Den danske baggård" NB: Vi havde også mange kopieret løbesedler, som vi uddelte. Samt første nummer af vort Nyhedsbrev, som kunne bestilles. Der udgives 4-6 numre årligt. Betaling deraf går til trykning, forsendelse og til dækning af udgifter som benzin, telefonsamtaler m.m. (Vor bisidder, der hjælper mange børn hjem til mor, eller som forhindrer vilkårlige tvangsfjernelser i at finde sted, har efterhånden så slunken en pengekasse, at han anmoder om der ikke findes sponsorer, der kunne tænke sig at støtte dette uhyggeligt vigtige arbejde, som han i flere år har ofret store summer af egen lomme på. Thomas plejer at sige: "Det er meget godt, at vi her i Danmark samler store pengebeløb til Afrika, Kossovo, Rumæniens børnebørn, m.m., men her i den hjemlige andegård er der altså også stor nød, men her er der ingen store velgørenhedskoncerter, m.m., som vil samle penge ind til de danske familier, der udsættes for systemets angreb."

Både jeg og utallige andre er dybt taknemmelige for den store indsats, som Thomas bestandigt yder. Vi skal dårligt nok løfte røret, så vupti, står han her for at støtte vejlede og trøste, gå med os til kommunens møder, til retsmøder, m.m. for at sikre os imod systemets ofte uande og uretfærdige behandling. HVAD SKULLE VI DOG STILLE PÅ UDEN HAM OG ANDRE MED HJERTET PÅ RETTE STED.

Det er : DRÅBEN I HAVET DER TÆLLER! Selv den mindste skærv hjælper.

Udtrykket: dråben i havet har jeg fra min ungsomstid, hvor jeg som frivillig hjalp L'abbé Pierre i Frankring med hans ihærdige arbejde for at skaffe midler til Mother Tereses børn i Indien, (SOS TØMÆLK), samt til intermistiske boliger til Frankrigs mange hjemløse familier. Vi gik fra dør til dør og indsamlede folks gamle ting og tøj, eller fandt ting på lossepladser, som vi satte istand og senere solgte på store loppemarkeder). Der var netop folk, der sommetider rystede på hovedet af hans anstrengelser med et overbærende: "Det er jo kun en dråbe i havet, hvad kan det hjælpe! Den hører vi jo også tit!

Selvom L'abbé Pierre tidligere havde haft en højt agtet stilling i Deputèrkammeret, stillede denne ydmyge mand sig alligevel op en streng vinteraften udenfor store hoteller med tiggerhatten i hånden. Flere af hans tidligere kollegaer, som kom ud fra hotellet, værdigede ham ikke et blik. Det må have været en barsk, men speciel oplevelse, at han, der selv havde siddet til bords med "de fine i de højloftede sale, forgæves havde talt de svages sag, (og ingen vegne var kommet), nu viste de herrer politikere at han havde draget konsekvensen deraf og nu istedet tog praktisk fat om problemerne med de bare næver. Nu stod han der udenfor i kulden som en anden tigger for at skaffe økonomiske midler til hjælp for fattige sultne familier i nød.

KIRSTEN

Tillbaka till Artiklar

Tillbaka till Rapporter