HELE
FAMILIEN UNDER ANKLAGE
AF KARSTEN GØTTLER
|
Karsten Gøttler är journalist
på Ekstra Bladet. Artikeln är tidigare publicerad i Ekstra Bladet den 4 januari 2002. Den ingår
som nummer två i en serie av två artiklar av samma författare som
publicerades samma dag. Artikelserien återges här med
författarens benägna tillstånd. |
Tre ud af fire af Karin og Jan Jørgensens børn er født med misdannelser i
tarmen, men forældrene må ikke længere pleje dem
Skæbnen har været hård ved ægteparret Karin og Jan Jørgensen, Tranbjerg ved
Århus. Tre ud af fire af parrets små børn er født med misdannelser i tarmen.
Begge døtre har fået ført tarmen ud gennem siden af kroppen.
I et par år har vi på det nærmeste boet på Skejby Sygehus.
Belastningen har været voldsom for familien, men vi har taget tingene, som de
kom, og forsøgt at få en dagligdag til at fungere, siger Jan Jørgensen,
35-årig salgsdirektør.
Han er dybt chokeret over myndighedernes fjernelse af de fire børn og
beskyldningerne mod hustruen for at have forsøgt at tage livet af datteren
J. dengang tre år.
Senest er også børnenes bedsteforældre og øvrige familie kommet under anklage
hos socialoverlæge Mads A. Meldgaard Madsen, Århus Kommune. I et
brev til børne- og unge udvalget begrunder han det med "svær
psykopatologisk tilstand hos en mor og dermed i de familiære relationer".
GIFT-FRYGT
For nylig fik bedsteforældrene således forbud mod selv at besøge og sågar ringe
til børnene.
Alt tøj, som Karin og Jan Jørgensen bringer til deres tvangsfjernede børn på
børnehjemmet, skal vaskes en ekstra gang. Legetøj skal være i uåbnet
original emballage. Slik og søde sager er bandslyst.
Frygten for, at familien skal forgifte deres egne børn, er ligefrem nedskrevet
på ordre fra Peter Juvik, afdelingsleder i Familieforvaltningen.
- Det er en fuldstændig syg sag, der beviser, at systemet aldrig giver op,
siger Jan Jørgensen.
- Mit personlige bud er form for hævn fra lægernes side, som simpelthen er
løbet af sporet. Vi har jævnligt været højlydt uenige med dem omkring
diagnosticeringen af vor ældste datters medfødte misdannelse, forklarer Jan
Jørgensen.
FØDT UDEN NUMSEHUL
I fire år troede Skejbys børnelæger, at pigens numsehul sad ganske tæt op ad
skedeåbningen. Det skulle dog nok rette sig med alderen, sagde de. Al
afføring måtte dog klemmes ud manuelt af forældrene, og hullet blev holdt åbent
ved hjælp af stålhylstre, som de blev instrueret i at indføre i
tarmhullet to gange om dagen.
- Det stod sådan på i et år. Man kan kun gisne om, hvilke lidelser vores datter
har måtte leve med. Derfor blev vi naturligvis vrede, da det så viste
sig, at pigen slet ikke har et numsehul, men at tarmhullet faktisk blot var en
utæthed uden ringmuskel, fortæller Jan Jørgensen.
BLODFORGIFTNING
Under en indlæggelse blev parrets næstældste datter, J. meget febril og måtte
have antibiotika. Blodanalysen viste infektion med tarm-bakterier, og
da sygehuspersonalet havde bemærket en påfaldende psykisk adfærd hos moderen,
Karin, opstod der mistanke mod hende for at have sprøjtet
bakteriebefængt vand ind i datterens væskedrop.
Børneafdelingens chef, overlæge Erling Nathan, meldte derfor kvinden til de
sociale myndigheder i Århus med mistanke om det såkaldte Münchausen by
Proxy-syndrom. Noget egentlig bevis er der aldrig fremkommet, og ingen har set
Karin Jørgensen sprøjte noget ind i datterens drop.
Parrets egen læge, Henrik Olesen, samt professor i børnekirurgi, Søren
Laurberg, fra Århus Amtssygehus, har begge anført talrige andre sandsynlige
infektionsmåder. Heriblandt via en betændt galdeblære, som få dage forinden var
blevet overset af Skejby-lægerne.
Karin og Jan Jørgensens klage er - som næsten alle andre - blevet afvist i Den
Sociale Ankestyrelse. Siden børnenes fjernelse har de boet hos hans
forældre i samme nabolag. Parret har fået bevilget fri proces og har indbragt
Ankestyrelsens og dermed Århus Kommunes afgørelser for Vestre
Landsret.
kag@eb.dk
Tillbaka till Münchhausen by
Proxy i Danmark