Mere om fremmedgørelses
syndromet
Forældrefremmedgørelse udøves også af
myndigheder, psykologer, advokater o.a. (25-11-2001)
Af Erling Fundal
|
|
I Foreningen Far har vi i forbindelse med planlægning af en konference om
forældre -fremmedgørelse mest tænkt på forældre som udøvende. Det er mest
fordi, den amerikanske psykolog Richard A. Gardener har sporet os ind på den
vej. Men ved nærmere eftertanke har jeg fundet, at mange andre personer udøver
forældrefremmedgørelse i forbindelse med samværsafgørelser, tvangsfjernelser
m.v. Der er mange eksempler fra den daglige rådgivning i Foreningen Far.
Det er fx lykkedes moderen at forhindre samvær mellem far og barn det sidste 1½
år. Fra statsamtets afgørelse lyder det fx således: "Da faderen ikke har
haft samvær med barnet det sidste 1½ år, må barnet antages at opfatte ham som
en fremmed, og statsamtet har derfor besluttet, at samværet skal foregå
overvåget".
Det kunne også være psykologen, der har skrevet det samme i forbindelse med en
børnesagkyndig rådgivning, og som derefter gengives i statsamtets afgørelse.
Hvis man nu sammenligner med den situation, at barnet skal starte i
institution, så er der ingen forældre eller myndighed, der tvivler på, at det
nok skal lykkes at få barnet til at vænne sig til de mange fremmede mennesker
på dette sted - også selv om barnet i begyndelsen græder hver dag, når det skal
afleveres. Barnet afleveres senere i sit liv til flere andre fremmede (lærere,
fridtispædagoger o.m.a).
Før i tiden var det ikke sjældent, at sømænd rejste oversøisk 1½-2 år, for
derefter at være hjemme i en længere periode. Når de kom hjem til deres børn,
var der ingen, der betragtede dem som fremmede, og sømandsbørnene kunne lige
som alle andre børn præcist aflæse, at det var deres far, der kom hjem, og de
græd ikke.
Advokater skriver såmænd det samme i deres sprog, når deres (kvindelige)
klienter henvender sig til dem, for at få hindret samvær mellem børn og far.
Eventuelt smører de lidt mere på med oplysninger om vold, umådeholdent
alkoholforbrug og andet.
Fædre af fremmed herkomst eller en anden religion bliver udsat for en endnu
kraftigere fremmedgørelse, der for øvrigt af dem opleves som skjult racisme.
Jeg kender et tilfælde, hvor faderen af pædagoger på Glostrup Observationshjem
blev beskrevet som havende vanskeligheder med at indse sit 1 års barns behov,
fordi han talte til det på sit eget modersmål, der ikke var dansk.
Ved samfundets anbringelse af børnene uden for deres hjem, bliver virkeligheden
for forældrene for det meste, at de kun får et meget begrænset samvær med deres
børn, fx 2 timer hver 4 uge, i heldige fald 2 timer om ugen. De bliver
fremmedgjort. Begrundelsen for det begrænsede samvær er for det meste, at
børnene er under behandling, hvor forældrene, hvis der er for meget samvær,
forstyrrer forløbet. Det gælder også i de fleste tilfælde, når børnene bliver
anbragt hos plejefamilier.
Før i tiden holdt man forældrene væk fra børnehospitalerne, når børnene blev
indlagt, med det resultat, at alt for mange børn fik traumer og udviklede
adskillelsesangst. Disse begrænsninger i forældrenes omsorg for deres børn er
heldigvis væk på dette område, men altså ikke når børnene fjernes eller for
samværsforældre.
Velfungerende bedsteforældre kan opleve at sagsbehandlerne fremmedgør dem
overfor deres børnebørn, der er anbragt uden for forældrenes hjem, dvs forbyder
dem eller hindrer dem i at få kontakt med dem på plejestedet, eller fx lade dem
få dem med på ferie.
Jeg har selvfølgelig lige så lidt som andre rådgivere i Foreningen Far kunnet
lade være med at spekulere på grunden til denne adfærd hos myndigheder,
advokater psykologer og mødre/fædre. Umiddelbart synes der ikke at være nogen
bag ved liggende enkel forklaring, men jeg begynder at ane et bagved liggende
fælles mønster.
Mødres/fædres adfærd synes ret så indlysende at stamme fra et ønske om i en
tilstand af uforsonlighed at ville fjerne den anden forældre fra den fremtidige
tilværelse. Værre er det at forstå adfærden hos myndigheder og faglige
personer. Hos nogle, fx ved statsamterne, ser det ud til at være en ubevidst
støtte til den, "der menes at eje børnene", en slags misforstået
loyalitet overfor den fremmedgørende forældre, blandet med en afsmitning fra
egne holdninger og fornemmelser som privatperson i samme situation. Hvis der er
tale om tvangsfjernelse eller anbringelser, har disse personer (alle
puslepeuterne) nu som superforældre overtaget børnene, har fået et
"ejendomsforhold til dem", og er derfor flyttet ind i samme psykiske
tilstand som den uforsonlige forældre = fremmedgørende adfærd.
Hvis man skal tale om, hvad der er værst for børnene, er det nok, når
puslepeuterne fremmedgør forældrene, fordi børnene derved helt eller næsten
helt mister kærligheden i deres liv og kun har kontakt til ofte hyppigt skiftende
behandlere. Hvis det lykkes for den ene forældre at fremmedgøre den anden, kan
barnet trods alt stadigvæk have tilknytning til een kærlig forældre, selvom der
også her er tale om, at psykiske traumer som følge af fremmedgørelsen er reglen
snarere end undtagelsen.
Der foregår således mangeartede fremmedgørende adfærd eller tiltag overfor
forældre, der af den ene eller anden grund er kommet i søgelyset hos
myndighedspersoner og/eller forældre. Afmagtsfølelsen overfor myndigheder og
mødre er ofte motivet til at søge råd i Foreningen Far. Foreningen Far læner
sig op ad FN-konventionerne om menneskerettigheder, der lægger vægt på at
støtte familiens ansvar for børnene. Vi kan godt af og til føle, at vi er meget
alene om dette forsvar. Men der er heldigvis enkelte andre organisationer her i
landet og i udlandet, vi har fælles fodslag med. Også Nordisk Komité
Menneskerettigheder (NKMR) arbejder med samme formål.
Foreningen Far
kan med mange medlemmer bedre gå imod overgrebene på familiernes primære ansvar
for børnene.
Forældrefremmedgørelse
ved samlivsbrud set fra advokatens synsvinkel