Familiens Børneråd (Forældrenes
Børnekommission).
Af Majken Frost, teol. Cand, Horsens
|
|
I
1976 mødtes en række forældre og besluttede at nedsætte sig som Forældrenes Børnekommission.
Anledningen
hertil var daværende socialminister Eva Gredals nedsættelse af en
Børnekommission, der skulle iagttage danske børns forhold og rådgive herom.
Samtlige medlemmer af den socialministerielle Børnekommission var udpeget
p.g.a. deres faglige og ansættelsesmæssige status, - ingen var udpeget på grund
af konkret forældreskab. En protest mod denne ”ekspert”-sammensætning af
socialministerens Børnekommission blev afvist af dennes formand – og derfor
nedsatte ovenstående forældre deres selvstændige kommission. Også som en
protest mod den stadig mere udbredte offentlige ærbødighed overfor
adfærdsvidenskaberne.
Forældrenes Børnekommission fik ganske megen presse og medlemmerne havde
en flittig foredragsvirksomhed. En stor støttekreds dannedes efterhånden, og
tvangsfjernelsernes uhyggelige aktualitet – forstærket af Bistandslovens
paragraf om ”Hjælpeforanstaltninger uden samtykke” -mødte Kommissionen gennem
mange henvendelser fra ulykkelige forældre, hvis retsløshed var åbenlys. Vi
(kommmissionens medlemmer) fungerede ofte som bisiddere i disse sager – og det
lykkedes at bremse enkelte af dem.
Men
først og fremmest udgav Forældrenes
Børnekommission en stribe bøger og pjecer, (se nedenfor), hvori man
påpegede netop familiens retsløshed, hvis den kom i myndighedernes søgelys,
ligesom der her blev foretaget et opgør med især psykologiens principper og
tiltag.
I
1997 fremsattes i Folketinget lovforslag om ophævelse af forældres ”Revselsret”. Denne ret, der af
partierne bag lovforslaget konsekvent blev omtalt som ”retten til at banke sine
børn”, er jo udtryk for familiens frihed og integritet og dens mandat til at
opdrage egne børn.
Siden
nedsættelsen af Forældrenes Børnekommission
var en ny generation vokset frem, der fortsatte kommissionens arbejde, nu under
navnet Familiens Børneråd (idet
regeringen som afløser af den socialministerielle Børnekommission havde nedsat
et Børneråd – af samme ensidige karakter som forgængeren).
Familiens Børneråd protesterede voldsomt mod lovforslaget om ophævelse af
Revselsretten og indkaldte til en høring på Christiansborg. De påviste den
totalitære tankegang, der lå bag forslaget – at staten skal diktere forældre en
bestemt opdragelse. Partierne i Folketinget var splittede og ”fritstillede”
deres medlemmer i stillingtagen til lovforslaget. (if. Grundlover er
folketingsmedlemmer alene forpligtet på deres samvittighed, så ”fritstillingen”
afslørede et uhyggeligt og lovstridigt partityranni).
Lovforslaget
blev dog vedtaget med en stemmes
overvægt og trods bred folkelig modstand.
Efter
dets vedtagelse udsendte socialministeriet sammen med ”Red Barnet” og ”Børns
vilkår” pjecen ”Nej til bank”, der bl.a.uddeltes til skolerne og i enkelte
tilfælde til skolebørnene selv.
Familiens Børneråd har dog fortsat sin virksomhed. Udover at det – som de
”gamle” – har ydet hjælp og vejledning til betrængte familier – gik F.B. igen på barrikaderne, da
Bistandsloven i l999 afløstes af ”Serviceloven”, if. hvilken adgangen for De
sociale Udvalg til at foretage tvangsfjernelser blev endnu nemmere. I indlæg og
interviews i pressen gjorde Familiens
Børneråd igen opmærksom på den psykologiske ekspertises uhyggelige magt, men
også Serviceloven blev vedtaget.
I
2001 gjaldt det forslaget om en ny ”Børnelov”, hvori det biologiske
forældreskab blev fremhævet som absolut gældende, - dvs. at den ældgamle ”Pater
est”-regel, if. hvilken en mand ved ægteskab
tilkendes faderskabet til et kommende barn, udgik. If. Børneloven skulle
der tilkendes ”søgsmålsret for
3-person”. Hvad der i praksis betyder, at en mand, der hævder at være den
biologiske far til et barn født i en kvindes ægteskab med en anden, kan
forlange sit ret pådømt.
Familiens Børneråd påpegede det skræmmende ved en sådan søgsmålsret – det
indebar bl.a. som et perspektiv en afvist og hævngerrig mands mulighed for at
ødelægge et ægteskab og familieliv og ophævede ægteskabets hidtil lovhjemlede
beskyttende status.
Heller
ikke her havde Familiens Børneråd held
til at hindre loven – F.B. må, som
den slags private protestorganisationer, kæmpe en ulige kamp mod offentligt
støttede organisationer, der nyder godt af en udstrakt offentlig finansiering
af pjecer og anden reklame.
Men
der er ikke tvivl om, at både Forældrenes
Børnekommission og Familiens
Børneråd har været med til at ændre indstillingen i Danmark. I 2001
afløstes den socialdemokratiske regering af en borgerlig, og -68 generationens
magtstilling er under langsom afvikling.
Både
i børneinstitutioner og i skoler har den psykologisk/pædagogiske ensidighed
afsløret sin afmagt, - og i en opsigtsvækkende TV-udsendelse i august 2003
afsløredes den lemfældighed og magtbrynde, der ofte ligger bag f.eks.
tvangsfjernelser af børn.
Institutionsopvæksten,
som i dag er virkeligheden for de allerfleste danske børn, har ikke bevirket
lykkelige og harmoniske børn, - tværtimod. Og folkeskolen, der i 30 år har lagt
vægten på børnenes personlig udvikling, har nærmest spillet fallit. (Internationale
undersøgelser har vist, at danske børns kundskabsniveau er katastrofalt ringe).
Den
- igen private - kommission, der i 2002 nedsatte sig under navnet Kommissionen til forsvar for kundskaber, har
fået stor både medieomtale og opbakning overalt i landet – og i sin åbningstale
i oktober 2003 blæste statsministeren til kamp mod ”rundkredspædagogikken” og
fremhævede skolens opgave som kundskabsskole. Samtidig har socialministeren
fremsat forslag om, at den nære familie som det første og vigtigste netværk
skal inddrages, når en tvangsfjernelse er ved at trække op.
Adresser: Elisabeth K. Jensen, Holmelundsvej 4, 8382 Hinnerup.
DK.
Formand for ”Familiens Børneråd”
Agnete Raahauge, Manziusvej 17, 2900 Hellerup. DK.
Formand for ”Kommissionen til
forsvar for kundskaber”.
Bøger udgivet af Forældrenes Børnekommission:
Vore børn er vore børn. 1977
Frihed eller lighed – et
opgør med U-90. 1978
Hvad et barn har brug for.
1979.
Nej til børnepolitik. 1981
Hvor ægteskabet skal stå.
(Stig Vendelkjærs forlag) 1985.
Ægteskabets afskaffelse – en
lovgivningsmæssig gyser. 1986.
Tranbjerg-sagen
Af Majken Frost
Tranbjerg-sagen -
dens såkaldte afslutning.