Else Sommer:
Er kommunen min
mor?
Hvorfor hader kommunerne børn?
En bog om tvangsfjernelser
|
Jeg traff Else Sommer da vi
begge var blant gruppen av debattanter på www.borgerdebat.dk
og andre opptatt med de samme spørsmål, som møttes til utveksling av
informasjon og til demonstrasjon utenfor det danske Høiesteret på
Christiansborg i København i juni 2002. Denne bok er tidligere publisert
i 2001 i papir-utgave, med tegninger utført av Jonas, på Forlaget Birkehøj,
Tøndervej 44, 6500 Vojens, Danmark, tlf. -45- 74 54 55 60. Den er trykket her med
forfatterens vennlige tillatelse. Det er jeg som har skrevet den
inn på computer på nytt, og de trykkfeil og stavefeil som skyldes at jeg ikke
er dyktig i dansk, faller utvilsomt på meg. Bergen, juli 2003 Marianne Haslev Skånland |
Indhold
Forord
Stakkels barn, der har kommunen
til mor
Konen med stegepanden
Om tvangsfjernelse af børn
Retssikkerhed
Hvorledes kunne det da gå så galt?
Barnets bedste
Jamen alligevel ....
Den lille rødhætte
Et barn har ret til livet
Hvorfor skal så mange børn
ødelægges på krop og sjæl?
Hvad der videre skete Rødhætte
Et spørgsmål om etik
FN's konvention om barnets
rettigheder
Om den sociale arv
Noget om mål og midler
Hvad er så resultatet af alle
disse anstrengelser?
Hvad gjorde familiens øvrige børn?
Aftenbøn
Om magt og afmagt
Forord
Jeg skriver denne lille bog i håb
om, at der endnu i Danmark findes blot 10 retfærdige, der vil tale børnenes og
deres familiers sag og ikke blot sænker blikke i håb om, at det onde er gået
væk, når de ser op igen.
Jeg ved, de fleste danskere er
bange og med god grund. Vi lever i et angiver og formyndersamfund, hvor
borgernes retssikkerhed forlængst er en illusion.
Det hjælper bare ikke at lukke
øjnene fast i. Enhver burde vide, at den uret, der overgår naboen i dag, rammer
en selv i morgen, hvis man bare hytter sig og lader som ingenting. Jeg ved,
hvor svært det er at træde op mod myndigheders overgreb. De har jo foreløbig
80% af vore indtægter at bekæmpe os med. Skulle det ikke slå til, hæver de bare
skatter og afgifter.
Jeg ved, at journalister der har
forsøgt at beskrive de overgreb, jeg taler om, er blevet fyret på stedet. Det
hedder ytringsfrihed. Størstedelen af pressen er nødt til at friholde stat,
amter og især kommuner for konstruktiv kritik. Deres overlevelse er betinget af
offentlig good-will i form af annoncer, tilskud og tilførsel af "gode
historier". Der hersker kort sagt en stor grad af ufrihed.
Desuden er man udsat for en ret så
heftig forfølgelse, når man begår den forbrydelse at sige sandheden offentligt.
Udlændinge undrer sig over, at der tilsyneladende ingen tabuer findes i
Danmark. "I taler om sex ganske åbent. Ja, selv sygdom og død er I begyndt
at tale om", siger de. Mange indvandrere spørger med undrende øjne: "Hvorfor siger I, jeg ikke forstår
demokrati. Jeg er da medlem af Socialdemokratiet." Hvordan skal de
forstå, at vi netop har det tabu, der er allersværest at opdage. Forbudet mod
at sige sandheden om vort såkaldte demokrati.
–
Dette års nobelprismodtager i
litteratur V S Naipaul synes at have kigget os dybere i kortene. Han skriver om
vort lille smørhul: "Et sted, du
kunne kigge på som skræmmebillede er Danmark. Ingen sulter, alle bor i pæne små
huse. Men ingen er rige, ingen har mulighed for at stræbe efter ydre luksus, og
den depressive sindstilstand er derefter. Alle bor i hver sin celle, med deres
danske møbler og vidunderlige lampeskærme, uden hvilke de alle ville blive
vanvittige. Alkohol er så dyrt, at man har udviklet en ny form for orgie. Man
tager en spritbåd fra en hvilken som helst lille havn og sejler ud i
internationalt farvand. Der bliver man imellem en halv time og tre kvarter og
drikker sig sanseløs beruset. Men det tristeste udtryk for isolation, danskerne
lever i, er pornografien. For mig er selve ordet "skandinavisk" nu
blevet et rædselsvækkende ord, fuldt af is og død og glædesløs sex."
Ak ja. Så har vi endda mistet spritruterne siden.
–
Hver gang jeg hører vore hjemlige
politikere udbrede sig om, at det og det land skal respektere
menneskerettighederne for at få del i vor gavmildhed, tænker jeg: Hvor ville det være dejligt at bo i et
land, hvor man blev behandlet som et menneske. For at være her, skal vi alle
lade som om, vi tror på den hellige officielle sandhed. Den skifter som det
tjener magthaverne bedst. Men den er sand, så længe den varer.
Jeg selv bliver rask væk slæbt i
retten for at sige sandheden. Det bliver jeg såmænd nok igen. Men nu forholder
det sig sådan, at mine forældre har rod i "de stærke jyder". Et af
deres valgsprog lød således: Den, der
dør af skræk, skal begraves under galgen.
Som ansvarlig borger, gammel
lærer, psykolog, mor og bedstemor, kan jeg ikke stiltiende finde mig i, at
mennesker ødelægges for mine egne skattemidler. Og da slet ikke børn. De er
ganske værgeløse.
Igennem de sidste 10 år har min
mand og jeg ved frivilligt socialt arbejde forsøgt at hjælpe mennesker, der er
klemt af og i den "sociale velfærd". Det har undertiden båret frugt,
men det offentlige er en tung dansepartner. Vi oplever, at overgrebene på
borgerne bliver værre og værre. Ofre for forbrydelser, ulykker og arbejdsskader
får ingen hjælp. Syge og arbejdsløse ender i et tomrum. Hjemløse får ingen
bolig og ingen hjælp, fordi de ingen adresse har.
–
Med hensyn til familiepolitikken,
der er denne lille bogs ærinde, ser det ganske håbløst ud. Det overordnede mål
synes at være at splitte familierne og ødelægge børnene med alle midler, selv
ulovlige.
Politikere i dag nyder ringe
respekt hos befolkningen. Hvorledes kan nogen have respekt for en politiker,
der ikke drømmer om selv at overholde loven endsige de konventioner, man så
ivrigt forlanger, andre skal respektere?
Vi skammer os over at kalde os
danske, på grund af de retslige og sociale forhold, den løgn og dobbeltmoral,
der behersker vort samfund.
Stakkels barn, der har kommunen til mor
Lad os begynde med en umyndigs
røst. Den kan være god at få forstand af. Søren var 16 år, da han digtede det eventyr,
jeg vil fortælle om lidt. Han blev tvangsfjernet fra moderen, da han var 8 på
grund af bolignød. Det havde vel været både bedre og billigere at skaffe
familien noget at bo i.
Søren havde en drøm, som han delte
med de fleste tvangsfjernede børn. Når Søren blev voksen, ville han være FAR.
Han skulle have en sød kone og et hus og en bil og to søde børn. De skulle
rigtigt hygge sig og aldrig, aldrig skændes og altid være glade.
Søren fandt virkelig drømmepigen
og flyttede sammen med hende. Da pigen forlod ham, fordi han slet ikke forstod
at "bo i familie", brast det for Søren. Lodset ud af børnehjemmet som
18 årig. "Du kan da altid kigge forbi." Kontakt til moderen og den
øvrige familie ødelagt.
Nu tæller Søren som et nummer i
statistikken over unge mænd, som kører ansvarsløst i bil.
Søren blev 20 år.
Jeg har kaldt hans eventyr "Konen med stegepanden".
Konen med stegepanden
Der var engang en led heks. Hun
hed Kommunen. Alle mennesker var bange for hende og undgik hende så længe, som
muligt. Hun var ikke til at stole på.
Hun var ikke tilfreds med, det var
sådan. Hun ville elskes. Men det var der ingen som ville, for hun havde ingen
børn.
Så gav hun sig til at stjæle nogle
børn. Hun tog dem, hun kunne få fat på. De skulle altid være hendes, det skulle
deres børn og børnebørn også.
Hun anbragte børnene i nogle gamle
slotte, hun ejede rundt om i landet. Der havde hun nogle småtrolde og lygtemænd
til at passe på dem, for de måtte jo ikke løbe hjem igen. Det kunne de små nu
ikke.
De mindste fodrede hun med
heksepulver blandet op i vand. Det kunne de ikke lide, de blev syge af det. De
fik grimme sår over hele kroppen. Så spyttede de det ud igen, men så hældte
småtroldene bare mere ædelse i dem, så de voksede alligevel – udvendigt altså.
De kunne heller ikke rigtigt ånde i den luft, den var for fæl. Heksen blandede
bare en trylledrik, der hed Kortison. Den hældte hun i børnene, så blev de helt
normale at se på. Der var jo ingen, der måtte vide, at de ikke havde det godt.
Hvis de græd og længtes hjem, sagde hun bare, at det i virkeligheden var far og
mor, der var hekse, og at hun havde frelst dem fra en skæbne værre end døden.
Så smilede hun med sine store hugtænder og lagde hovedet på skrå. Børnene blev
helt stille, for de turde ikke andet.
Børnene så altså ud som alle andre
udenpå, men indeni – du godeste. Hekse forstår sig ikke på kærlighed. De kan
kun lade som om. Så skriver de lange historier om, hvor gode de selv er og hvor
dumme og grimme alle vi andre er.
Børnene så altså ikke godt ud
indeni. I stedet for en stor lysende sjæl, sad der et lille bange barn indeni
dem, selv når de blev store. Så gik de ud og slog på tæven og drak bajere eller
åd piller. Det kunne Kommunen godt lide. "Det giver arbejde", sagde
hun og lo.
–
Så var der en sønderjydsk mor, der
lige havde bagt en stor stabel pandekager til sine børn. Da hun kaldte på dem,
kom de ikke. Det kunne hun da ikke forstå. "De æ da æ Kommun dæ håe tejn dem", sagde nabokonen. "De skal blyw løwn", sagde den
sønderjydske mor. Hun var nemlig en rigtig sønderjyde. De lader sig ikke
skræmme så let. "Mi bøen ska ha en
muer å et en dom Kommun", sagde hun. Så tog hun stegepanden i hånden
og gik lige op til kommunernes landsforening og lige ind til formanden. Han var
en flot bredskuldret mand med et fint kontor. De den sønderjydske mor kom ind,
stak han det midterste hoved op af habitten og sagde overlegent "De har ikke noget her at skaffe, lille frue.
De er ikke medlem."
"I håe taun mi bøen", sagde hun bare. "Kom så mæ dem."
Da han rystede på hovedet, slog
hun ham af alle kræfter med panden lige oveni gokken, så hovedet røg ned i
maven. Men han stak bare et nyt frem, han havde nemlig syv. Et i midten og tre
i skuldervattet på hver side.
"Gi mæ så mi bøen", gentog hun.
"Det kan jeg ikke. Vi er sat til at varetage barnets tarv",
sagde formanden.
"A æ dje muer", svarede konen og gok, der slog hun til igen.
Det tredje hoved kom nok så
gesvindt frem. Der var jo nok at tage af.
"Sæj mæ så, hue mi bøen æ."
"Det kan jeg ikke, de er anonymt anbragt."
"De æ godt mæ dæ bette kåel, snak do dansk." BANG den sad.
Det fjerde hoved tøvede lidt, men
det kom da frem.
"Foe æ så di bøen?"
"Nææj, der skal jo først laves handleplan og sådan."
"Æ ska gi dæ handleplan." Så slog hun til igen af et godt
hjerte.
"Do æ nok en mangehovedet uhyre", mente konen, da det femte
hoved dukkede frem af skuldervattet.
"Jeg er de smås beskytter", sagde hovedet. Det var nu så fuldt af løgn.
"Æ æ it føjt i goer", sagde konen. Så fik han også en på
sinkadusen.
Det sjette hoved turde slet ikke
komme frem. Det lød lidt uldent nede fra skuldervattet: "De kan da nok forstå, vi skal lave en
undersøgelse først", stammede han.
"De sku do ha gjoe føst." Hun svingede stegepanden i en flot
bue og det lød som en melon, der sprækker, da den ramte skulderen. Nu var hun
ved at miste tålmodigheden.
"Kom så mæ di bøen", råbte hun. Herved vågnede det sidste hoved
og kiggede forvirret frem. Det var ikke så tit, han så lyset og godt det samme.
Han var endnu grimmere end de andre.
"I følge hekseretskonventionen af 3. februar 1717 må vi slet ikke blande
os i autonome hekses anliggender."
"Men nok i mien, fostoer æ."
"De må opføre Dem ordentligt. Hvis De etablerer et godt og tillidsfuldt
samarbejde med Kommunen, skal det nok gå altsammen."
"Hvodan goe en de?" ville moderen vide.
"De skal altid huske at rose hende. Lad som om hun er klog. Sig hende
endelig aldrig imod. Tab Dem. Få en smart frisure. Skaf en mand."
"Komæ æ bøen så hjem?"
"Næ nej. De får et billede af Deres børn hvert år til jul, hvis De lever
op til alle Kommunens krav."
"Ach so." Så fik det grimme fjæs hvad det havde fortjent. Der
lå han fjolset.
Moderen kiggede i
skrivebordsskuffen. Der lå nok tå nydeligt en lang liste med navne og adresser
på alle de bortførte børn. Hendes egne var spredt over hele landet. Heksen
ville ikke have søskende på samme sted, så huskede de for meget. Moderen gik
fra sted til sted og befriede børnene. Småtroldene og lygtemændene kunne ikke
stille noget op mod en vred mor.
Sådan reddede den sønderjydske mor
sine børn med en stegepande.
Stakkels barn, der har kommunen
som mor.
Om tvangsfjernelse af børn
Statistisk Årbog oplyser, at her i
landet var i 1997 11.631 børn anbragt uden for eget hjem. Heraf var 1075
tvangsfjernet. Den frivillige tvang, hvor forældrene får at vide, at hvis ikke
de makker ret, bliver børnene tvangsfjernet, kan naturligvis ikke belyses med
tal.
Et par fjernsynsudsendelser og en
tragisk hændelse i Horsens, hvor myndigheder og pædagoger helt klart
negligerede deres tilsynspligt, gav vind i sejlene for projekt og profitmagere.
Nu skulle der fjernes børn, så det baskede. Det betød beskæftigelse og penge
til psykologer, pædagoger, sagsbehandlere, pædofile, advokater, politi,
klageinstanser, retsvæsen og læger. Ja, selv jægersoldater slås for en bid af
kagen.
Lobbyarbejdet blev gjort godt.
Såvel interesseorganisationen Børns Vilkår, som formanden for Børnerådet stod
frem og forklarede den undrende offentlighed, at forældre er ren gift for deres
egne børn. Børn bør overlades til folk, der får penge for at passe dem, til
nødt skal de bortadopteres. Kort sagt, målet skulle være at tvangsfjerne så
mange børn, man bare turde, og aldrig lade dem se hverken hjem eller familie
igen.
Til barnets eget bedste
naturligvis.
–
Det forekommer mig svagt, at vi
har hørt den sang før i historien.
Politikerne såvel i Folketinget
som Kommunen, løber naturligvis efter lygtemændene. Det gælder jo som altid om på
en gang, at vise handlekraft og fralægge sig al ansvar. I år 2000 blev 16.000
børn anbragt. Heraf 1500 uden forældres samtykke.
De tvangsanbragte børn bliver
yngre og yngre.
Alle ved, at tvangsanbringelser
med ret stor sikkerhed fører til katastrofe for såvel barnet, som den øvrige
familie. Men børnene er der heller ingen, der interesserer sig for. De er
ligesom øvrige klienter blot et irritationsmoment.
Nu gælder det om, at internere
børnene ved fødslen og gerne tidligere. Børn der aldrig har følt tilknytning
til nogen eller fået kærlighed, kan da ikke savne noget. Eller kan de?
I hvert fald har en tidlig
fjernelse den fordel, at det varer længere, før børnene gør oprør. Til gengæld
koster det en hulens masse penge. Det er ikke ualmindeligt, at samfundet ofrer
15-20 millioner på at gøre et sundt barn til en neurotisk kriminel voksen.
Til alles bedste naturligvis.
–
Forebyggelse og hjælp til familier
og enkeltpersoner i krise er helt yt. Nu kan det bedre betale sig at frelse
børnene, enten de vil eller ej. Børnenes og familiernes behov blæser man på.
Det offentlige ved altid bedst. Kommunerne laver lokale love til brug for deres
lokale selvstyre. De kaldes også skuffecirkulærer. Dem må borgerne ikke se. Men
alle haver at rette sig efter dem. Landets love så som grundlov, straffelov,
lov om retssikkerhed, registerlov o.s.v., rager kommunerne en høstblomst.
Hverken amt eller stat står over dem, og de stakkels mennesker, der må se deres
livslykke knust, har ingen penge eller kræfter til at benytte retsvæsenet.
En tvangsfjernelse er jo i
realiteten en administrativ frihedsberøvelse. I allerbedste fald kan
landsretten behandle sagen ca. 5 måneder efter, at barnet er berøvet sit hjem.
Selv den værste forbryder skal stilles for en dommer inden 24 timer. Inden
retten endelig taler, er såvel barn som familie så knuste, at det i de fleste
tilfælde vil være uansvarligt, at sende barnet hjem igen.
Det forudsættes i loven, at der
skal ydes hjælp til at bringe forholdene i orden, så barnet snarest muligt skal
optages i sin familie igen og ikke lide unødigt. Dette kræver en handleplan,
der omfatter såvel barnet som dets familie. Men grundlaget for de fleste
tvangsfjernelser er jo netop, at man vil undgå besvær og udgifter. Derfor
undlader mange kommuner at udarbejde handleplaner eller foretage sig noget som
helst, når først barnet er skaffet af vejen.
Når hertil lægges, at kommunen har
magt til at skalte og valte med barnet efter forgodtbefindende, er det intet
under, det går galt. F.eks. kan kommunen nægte børnene al kontakt med familie
og venner, når man vil hævne sig på en familie, der har begået en forbrydelse
at klage over kommunen. I lovens forstand er samvær med familien et kvarter om
måneden nok til, at kommunen kan påstå, at en god kontakt til hjemmet er opretholdt.
Det er fortvivlende for familien hjælpeløst at se på, at barnet misrøgtes. Vi
hører dagligt fra forældre, der må finde sig i, at deres børn anbringes langt
fra hinanden og langt fra hjemmet. Nogle børn misbruges seksuelt. Andre må
ligge i dagvis med brækkede lemmer uden lægehjælp. Det må ikke komme frem, at
børnene udsættes for vold eller uheld. Alle børnene udsættes for psykisk
vanrøgt. I bedste fald bor de hos en plejefamilie, der tåler dem for pengenes
skyld. Forældre, søskende, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, alle
hindres i at give barnet den kærlighed og identitet, det skal vokse af. End
ikke når barnet er sygt, får familien lov at trøste det.
Retssikkerhed
Det er yderst kritisabelt, at der ingen
klagemuligheder findes. Reelt altså. Formelt findes de. Den Sociale
Ankestyrelse findes. Det Sociale nævn i amterne findes, vistnok. I hvert fald i
form af et gummistempel. Man kan få foretræde for Den Sociale Ankestyrelse.
Allerhøjst en halv time. Det er en traumatiserende oplevelse at rejse helt til
København blot for at se på alle de dumme tomme øjne. De hører intet, ser
intet, svarer på intet. Forholder sig blot til en hoben fordrejninger, hele og
halve løgne, skråsikkert fremsat af personer, der absolut intet kender til
familiens forhold og lader som om, det er sandt.
Skulle Ankestyrelsen
undtagelsesvis give klageren medhold, er det uden betydning. Kommuner tager
ikke mod direktiver fra nogen og gør fortsat nøjagtigt, som de vil.
Til min store bestyrtelse måtte
jeg sande, at klageinstanserne netop kun er formelle. Deres vigtigste funktion
synes at være at give sagerne et skær af legalitet og at udmatte opsætsige
forældre. Det viser sig jo, at de ikke har lov til at tage stilling til
virkeligheden, altså de overgreb, der faktisk sker. De må kun se på, om det
formelle er i orden. Det er let nok. Kommunen bestemmer blot ifølge et
skuffecirkulære, at alle "besværlige" børn skal tvangsfjernes og
deporteres, så man aldrig behøver at beskæftige sig med dem mere. Så kigger man
i arkiverne. Hvad har vi på familien? Socialt, helbredsmæssigt, retsligt,
økonomisk. Alt det positive smider vi ud. Slår det negative ikke til, er vi
selv i stand til at finde på noget. Og voila! De formelle kriterier er opfyldt.
Der er slet ingen grund til at
tale med den familie det går ud over. Det anses for ren tidsspilde at høre på
alle de usaglige argumenter og fordrejede virkelighedsopfattelser. Vi ved jo
bedst, hvad der tjener kommunens interesser. Desuden er det nemmere at brændemærke
andre, at ødelægge deres gode rygter, at bagtale og latterliggøre andre, når
man ikke kender den familie, hvis liv man ødelægger.
Har man først set dem i øjnene og
opdaget, at de er mennesker, der burde have samme ret som andre, skal der mere
mod til at gøre dem fortræd.
–
I Socialt Danmarkskort 2000 skriver Jesper Fisker, formand for
Socialchefer i Danmark: Det traditionelle retssikkerhedsbegreb er
nært knyttet til retsstaten. Borgerne garanteres retssikkerhed i forhold til
staten. Dette retssikkerhedsbegreb forstås primært som materiel retssikkerhed,
hvor der skal være sikkerhed for, at f.eks. en myndigheds afgørelse
indholdsmæssigt skal være både lovlig og rigtig. Den formelle retssikkerhed er
i traditionel forstand heroverfor et middel til at opnå den materielle
retssikkerhed.
Den formelle retssikkerhed er
bundet i love, regler og regulativer.
Senere: Den formelle retssikkerhed er
ikke meget bevendt, hvis den ikke sættes i en sammenhæng.
Og endnu senere: Der
skal være et dynamisk sammenspil mellem den formelle og materielle dimension.
Ellers bliver retssikkerhedsbegrebet efter min opfattelse teknokratisk og
indholdsløs.
–
Det er jo netop problemet i en
nøddeskal. Klageinstanserne skal godtage ethvert kommunalt overgreb, uanset
hvor ondskabsfuldt det er, når blot de formelle regler påstås at være
overholdt.
Det synes mig, de sociale love
udelukkende består af formelle regler og løse hensigtserklæringer. Substansen
mangler. Det er slemt.
Lad mig citere den kloge mand med
kasketten en sidste gang: Vi kommer aldrig uden om, at selv ved
central lovgivning, ledelsesmæssige forskrifter, konkrete handleplaner osv. vil
en meget væsentlig del af den oplevede retssikkerhed – særligt for samfundets
udsatte – være funderet i mødet med systemet og i hvordan det generelle,
komplicerede regelsæt præsenteres for klienten af f.eks. den kommunale
sagsbehandler. Det stiller store krav til den pågældende sagsbehandler og til
den organisation, vedkommende er en del af. Ikke mindst til ledelsen.
Og cirklen slutter så med
opfordring til, at der i de enkelte forvaltninger fortsat sættes stærkt fokus
på, hvordan vi behandler kunderne i vort system.
• At
vi gør det professionelt, dvs. reelt oplyser om rettigheder og pligter.
• At
vi anerkender, at vi ud over de tætte, komplicerede samtaler med klienterne
også har en myndighedskasket på.
• At
vi bygger på værdierne i vore forvaltninger på, at folk (både klienter og
medarbejdere) skal behandles ordentligt og rimeligt.
Kun på den måde vil formelle bestræbelser
på at sikre retssikkerheden kunne udvikle sig til reel retssikkerhed – ikke
mindst for de, der har mest brug for den.
Jeg er i en position, hvor jeg
knap behøver at være så diplomatisk. Det er en skandale, som de sociale
myndigheder ter sig. Mon ikke vi nærmer os en situation, hvor kommunernes
socialforvaltning er den mest angstfremkaldende faktor hos folk med sociale
problemer?
–
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Hvorledes kunne det da gå så galt?
Danmark kalder sig da et
retssamfund og et velfærdssamfund. Vi har underskrevet menneskeretskonventionen
og konventionen om barnets rettigheder. Vi har en grundlov, der fejres
jævnligt. En lov for ethvert tænkeligt forhold. Ja sågar en servicelov. Som
navnet siger, er den ganske vist beregnet på at tjene de velbjergede, men
alligevel.
Danmark er til enhver tid klar til
at kritisere andre lande, der ikke respekterer menneskeretsrettighederne. I
hvert fald hvis de er svagere end os, og vi ellers ikke har handelsmæssig
interesser i klemme. Det ville klæde os, at feje for egen dør først.
Hvor er børnerådet, der skulle
fungere som regeringens vagthund til gavn for børnene? Hvor er alle de
frivillige organisationer? Red Barnet og Amnesty for blot at nævne et par
stykker, der plejer at svinge fanen. Er de bange for, at staten skal trække
sine tilskud tilbage, hvis de kritiserer hjemlige forhold?
I den sidste periodiske rapport
til FN's børnekomité fra august 98, undgår justitsminister Frank Jensen
behændigt at berøre forholdene for såkaldte truede børn, vel vidende at det
står særdeles skralt til med deres rettigheder. Vel vidende at såvel Sverige
som Finland og Storbritannien er dømt for langt mildere overtrædelser end det,
der foregår herhjemme. Ministeren opregner blot alle børnelovenes gode
intentioner og hvor mange penge, landet har givet til at hjælpe udenlandske
børn. Ministeren oplyser, at opfyldelsen af loven er amters og kommuners
ansvar. Ikke et ord om, hvor slet de forvalter opgaven. Det skal nu ikke hindre
os i, at stille ham til ansvar, når de danske sager engang ad åre når frem til
menneskeretsdomstolen. Regeringen kunne blot have sørget for, at der med de
løsagtige love fulgte et organ, der har magt til at tvinge amter og kommuner
til at overholde lovens formål og ikke blot nogle af de formelle procedurer.
Det er stadig regeringens ansvar,
at der ikke begås overgreb mod sagesløse borgere.
Det turde fremgå, at børnelovene
ikke er det papir værd, de er skrevet på, så længe kommunerne frit kan fortolke
dem efter egne økonomiske interesser.
Ved årtusindeskiftet kom der en ny
lovbestemmelse, der fraveg lægers tavshedspligt. De fik herved pligt til at
underrette kommunen, når en gravid mistænktes for, at have et forbrug af
spiritus eller andre rusmidler. Desværre står det ikke nogen steder, hvad
kommunen skal foretage sig i den anledning. Mon vor kommune er den eneste, der
opfatter en sådan henvendelse som startskuddet til, at dømme den vordende mor
fredløs i den hensigt at tvinge hende til abort og helst også sterilisation?
Barnets bedste
En af grunderne er, at staten har
sat ræven til at vogte gæs.
Som bekendt skal kommunerne betale
en del af de sociale udgifter. Det medfører en omfattende kassetænkning.
Byrødder vil ikke have sociale udgifter. De vil have motorveje, sportsanlæg,
kulturhuse og flotte rådhuse, om muligt med små mindeplader på, mange ansatte,
repræsentations- og rejseudgifter og et inkøbscenter, der ser ud af noget ikke
at forglemme. Så må Fanden tage de sidste.
Embedsværket var utilfreds med at
se sin uinskrænkede magt til at handle med børn indskrænket af nogle få
bagstræberiske lokalpolitikere, der mente, det kunne række at tvangsfjerne de
få børn, der aktuelt var i nød.
Ikke tale om. Man gik til
Folketinget og fik loven ændret, så man nu uden at blinke tvangsfjerner alle de
børn, man er bekymrede for skal få problemer i fremtiden. Det kalder man
forudsigelighed. Det er det også. Børnene bliver med garanti alvorligt og ofte
uopretteligt skadet.
Efter de gældende love, kan intet
barn i Danmark vide sig sikret mod pludselig at se sig berøvet alt. Det kan
være sig hjem, familie, kæledyr, kammerater, ejendele, kulturel og religiøs
opdragelse, kontinuitet og tilhørsforhold. Det kaldes også at varetage barnets
tarv. Det må være et mindstekrav, at loven modsvarer konventionen om barnets
rettigheder og menneskeretskonventionen.
Det vil sige, at bortførelse og
økonomisk spekulation i børns velfærd ikke kunne forekomme.
Tvangsfjernelser skal forbydes i
princippet.
Jeg er ikke blind for, at visse
børn har trange kår. F.eks. lever mange børn af enlige forældre under den
officielle fattigdomsgrænse. Det skulle være en smal sag at ændre det i et af
verdens rigeste lande.
Reelt truede børn skal naturligvis
bringes i sikkerhed. Familiens egne ressourcer skal udnyttes i stedet for
hånligt at afvises. Og så skal familien tilbydes anstændig hjælp efter behov. I
værste fald kunne man vel forbyde børnemishandlere at holde barn, ligesom man
kan fradømme retten til at holde husdyr.
Børn har ikke hunds ret i dag. En
hvalp har ret til at forblive 8 uger hos sin mor. Nu tvangsfjernes babyer ad
libitum.
–
Gennem 25 års virke som underviser
i folkeskolen, har jeg ikke mødt en "forælder", der ville noget
dårligt for sit barn. Sandt nok, hjemmene kunne variere, hvad angår tid, indsigt,
helbred og eventuelt misbrug. Værst stod det vistnok til i de hjem, hvor man
vægtede ydre succes, penge og nye modeller i hustruer, så gennemsnitsalderen i
et ægteskab aldrig oversteg 40 år. Men det er jo ikke overlægens børn, man
tvangsfjerner.
En familie med svagheder vil altid
være bedre for et barn end ingenting.
Stakkels barn, der har kommunen til mor.
–
Et barn kan ikke danne sin
personlighed i et frustrerende tomrum uden værdier. En barnesjæl forkrøbles
uden kærlighed. De professionelles ligegyldighed kan aldrig erstatte et sted at
høre til.
–
Harry Potters fans ved, hvorfor
drengen er usårlig. Han har været genstand for den højeste uegennyttige
kærlighed som lille. Hans mor har ofret sit liv for at redde barnet.
Helt så store ofre kan vi ikke
tilbyde. Jeg har skam meget seriøst overvejet, at tage mit eget liv i protest
mod de fascistiske samfundstendenser. Det er svært at se på, at det samfund,
man i sin ungdom har kæmpet så hårdt for at opbygge til et godt sted for
kommende slægter, i den grad udarter. Det er skamfuldt at være vidne til. Jeg
måtte opgive mit forehavende og kæmpe videre, da jeg indså, at min bortgang
ikke ville gavne noget barn, men tværtimod ville gøre alle vore andre børnebørn
stor fortræd. Så jeg slås stadigvæk for et menneskeværdigt samfund, skønt mine
odds ikke synes ret gode.
Jamen alligevel ....
Fordi Folketinget laver love, man
med sikkerhed ved, ikke virker. I det aktuelle tilfælde var man udmærket klar
over, at de ansatte i kommunernes familieafdelinger slet ikke var i stand til
at honorere lovens krav, hverken menneskeligt eller uddannelsesmæssigt.
Alligevel vedtog man loven til øjeblikkelig ikrafttræden og sendte en stor pose
penge med til uddannelse. Det er uanstændigt at knuse så mange familier med åbne
øjne.
Så ventede man roligt på, at se
lovens "gennemslagskraft". Eftersom loven ikke på nogen måde var
forberedt i kommunerne, virkede den naturligvis ad helvede til. Det kunne
enhver idiot have forudsagt. Kommunerne rådede ikke engang over lovstoffet ved
ikrafttrædelsen. Hastede det virkelig så meget med, at få alle
"hjælperne" forsørget?
Det ville være rart med sociale
love, der sikrede os nogle basale rettigheder og generelt en anstændig
behandling. Vi kan ikke være tjent med, at alt beror på vilkårlige skøn.
Ude i kommunerne går det galt af
mange grunde. Politikerne nægter pure at tale politik. Der findes ingen
målsætning eller prioritering og kun en meget kortsigtet økonomisk strategi.
Når målene ikke eksisterer, bliver midlerne og tilbagerapporteringen valgt i
blinde. De ansatte og navnlig borgerne står med Sorteper.
Administrationen foregår i et
uigennemtrængeligt mørke ved hjælp af skuffecirkulærer og uskrevne regler. På
den måde kan ingen politiker bebrejde kommunens ansatte, at de ikke lever op
til de officielle mål. Det har jo aldrig været meningen, de skal tjene til
andet end valgflæsk.
–
Til eksempel: I vor nabokommune
jager man hjemløse bort til en anden kommune, der så jager den videre, der så
..... Resultatet er naturligvis, at staklerne hverken får bolig eller anden
hjælp, som de faktisk har krav på efter Grundloven.
Onde tunger vil hævde, at
sagsbehandlerne i Haderslev har ordre på, at de aldrig må tale 2 gange med
samme klient. Der skal hver gang, folk henvender sig, træde en ny til. Årsagen
skulle angiveligt være, at hindre sagsbehandlerne i at få et personligt forhold
til klienterne, så den ansatte fristes til at hjælpe ham. Jeg håber, historien
ikke er sand. Desværre ved jeg af egen erfaring, at folk der henvender sig med
akutte problemer, konsekvent afvises ved skranken med den begrundelse, at
kommunen ingen sagsbehandlere har til disposition.
Ved den fremgangsmåde vinder
politikeren, selv den dårligste, magt. Han skulle hellere anskaffe sig en hund.
–
Sagsbehandlerne sparker nedad. De
hævner sig på klienterne, navnlig de, som klager. De står jo selv i skam til
halsen. De kan have forbud mod at hjælpe. Det koster jo penge. På lang sigt er
hjælp til selvhjælp naturligvis det eneste økonomisk forsvarlige, men budgettet
strammer her og nu, og vil altid gøre det, fordi problemer aldrig løses. Bossen
skulle jo gerne genvælges.
Klagerne hober sig op i sager, som
sagsbehandleren hverken kan overse eller behandle blot nogenlunde anstændigt.
Det slider naturligvis på illusionen om, at være dygtig og kompetent. Så retter
de vreden mod klienterne. De egentlige skyldige tør de nemlig ikke kritisere.
Det er selvsagt dobbelt slemt, at være barn i et sådant system. Det er jo
børnene, man handler med.
En kommunal medarbejder, der vover
at kritisere et komma i burokratiet, er sikker på en øjeblikkelig fyreseddel.
Det kaldes samarbejdsvanskeligheder. I virkeligheden burde ledelsen være
henrykt for medarbejdere, der kommer med berettiget kritik. Det er en
enestående chance til at se systemet efter og gøre tingene bedre.
I stedet burer de sig inde bag
kontordøre med hver deres lille skilt på, bag formularer, tavshedspligt,
gummistempler, kaffekopper og bodyguards. Godt skærmet mod virkeligheden. Vover
nogen udefra at trænge ind i den tro, at de skal have indsigt i eller påvirke
egne sager, rette fejl eller blot få en simpel forklaring, bliver man meget
fornærmet og rykker tæt sammen. Hva
bilder klienten sig ind?
Rådhus og forvaltning er vort domæne.
Breve og telefoniske henvendelser besvares ikke. Alle er altid til møde. Det
allerbedste aktuelle eksempel er fra Augustenborg. Her forbød man en fredelig
borger adgang til rådhuset. Han spildte medarbejdernes tid. Manden havde såmænd
bare brugt 8 år af sit liv på, at få kommunen til at rette en soleklar fejl.
Det højt besungne nærdemokrati, er
hverken nært eller demokrati. Den med at tale med borgmesteren i brugsen, er en
dårlig vittighed. Lokalpolitikere, der ved festlige lejligheder erklærer sig som
borgernes værn mod burokratiets overgreb, tager ikke mod klager. Selv
borgmesteren overlader det at svare eller ej til de ansatte.
• Hvorfor
kan borgerne ikke få aktindsigt i egne sager? Er det fordi de lyver om os?
• Hvorfor
kan vi aldrig få en fornuftig forklaring eller begrundelse? Er det fordi
beslutningerne sjældent tages ud fra indsigt og saglige hensyn?
• Hvorfor
vogtes skuffecirkulærer som var de kronjuveler? Er det mon fordi de er
ulovlige?
I skrivende stund formoder jeg, at
der bliver mindst 2000 børn tvangsmæssigt anbragt uden for eget hjem årligt.
Dertil kommer så mørketallene, den frivillige tvang. Det synes som om tallene
er ved at stagnere, efter amterne har meddelt, at man fra årsskiftet ikke
længere vil være med til at finansiere kommunernes ødelæggelser af børnene. I
hvert fald Horsens Kommune, som har været den mest aggressive af indlysende
grunde, har strakt våben og meldt ud med en mere human linje mod børnene. Der
er simpelthen ikke råd til så mange tvangsfjernelser, hvis kommunen selv skal
betale. Nu siger man, at familierne skal have hjælp i stedet.
Der er nok grund til, at tvivle på
hjælpens lødighed. Det kan være rimelig årsag til at frygte, at hele
familieafdelingens budget i mange år vil gå til at betale for alle de børn, man
allerede har tvangsfjernet. Man kan jo ikke tage børnene hjem igen, fordi
hverken børn eller forældre i mellemtiden har fået noget form for hjælp til at
forbedre forholdene. Tværtimod er de nu meget ringere stillet, end dengang man
fjernede børnene.
Disse børn og deres mishandlede
familie i øvrigt, udgør en bombe under samfundet. Det koster naturligvis penge,
at ødelægge så mange børn, men det er ikke det værste. Det ondeste er den had,
den foragt, den rodløshed, den mindreværdsfølelse myndighederne her har skabt.
Der er grundlagt en negativ social arv, som vil præge vort samfund i flere
generationer.
Hvorfor skulle jeg være solidarisk med et system, der har handlet så
ilde mod mig og min familie?
Det er nødvendigt at få sat navn
og ansigt på de skyldige og få dem draget til ansvar. Ellers vil børnene i
blindt raseri kaste sig over sagesløse medborgere, hvis de ikke som Søren tager
deres eget liv i stedet.
–
Skønt det er tungt og
følelsesmæssigt oprivende, har jeg valgt at fortælle historien om vort eget
barnebarn. Så ved jeg, at følelserne er ægte og at jeg er i stand til at
dokumentere mine udsagn.
Jeg har endvidere valgt at sætte
navn på politikere og offentligt ansatte. Hvis de ikke personligt bliver
stillet til ansvar, dækker de sig blot bag "kommunen" og intet ændrer
sig. Hvem har givet dem lov til at ødelægge tilværelsen for så mange børn og
deres familier? Jeg græder mig stadig i søvn hver aften af angst for, hvordan
det skal gå en lille dreng på 2 og alle de andre mishandlede børn. Før vi fik
hjælp fra Vojens Kommune havde vi et trygt og lykkeligt liv. Glade rolige
hverdage med en stor familie, gode venner, socialt hjælpearbejde, læsning og
kurser. Nu er det hele slået i stykker.
Det kan da ikke være rigtigt, at
børnene som f.eks. Rebellerne på Fyn, skal gøre sig kriminelle for at befri
deres kammerater. Skal vi bevæbne os for at hindre vore børn og børnebørn i, at
blive ofre for såkaldte "velfærdsydelser"?
En farlig vej.
Den lille rødhætte
I 1980 boede jeg og mine 5
umyndige døtre i Kolding. Som fraskilt havde jeg alene ansvaret for menageriet.
Det gik for så vidt rimeligt, skønt trælsomt.
Det vigtigste var i hvert fald i
orden. Pigerne udviklede sig til at blive værdifulde personer, hver på deres
måde. Desværre var min arbejdsuge alt for lang. Jeg var ansat som skolelærer.
Det job kræver sin kvinde når det skal passes forsvarligt.
Det var en tid med kolossal
ungdomsarbejdsløshed, især for piger. Det betød, at der ikke kunne skaffes
arbejde til de store piger, og startede de en uddannelse, måtte den afbrydes,
fordi der aldrig var praktikplads at få. Eftersom politikerne som vanligt var
akkurat ligeglade med de unges situation, måtte jeg jo selv tage affære for at
redde de unge fra håbløshed.
Købte et gammelt hus mere og
oprettede en grøntforretning. Så havde vi selv skabt de nødvendige
arbejdspladser.
Nu så min dag nogenlunde således
ud: Op klokken 5 og på grøntsagsauktion. Møde i skolen kl. 8. Hjem at passe
butik ca. kl. 14. Butik lukket og opryddet i bedste fald kl. 18. Fra kl. 19 til
23 lærermøde, forældremøde, opgaveretning og almindelig forberedelse. Hele
weekenden var naturligvis besat af regnskab, regnskab og atter regnskab foruden
reparationer og husarbejde. Enhver kan forstå, at der ikke var megen tid til
hygge, men som sagt, det gik. Alle ydede deres bidrag efter bedste evne.
–
Men så skete ulykken. Min yngste
datter 12 år (lad os kalde hende Rødhætte) skulle besøge sin bedstemor i Vejle.
Jeg havde ingen betænkelighed ved at lade hende selv tage bussen, skønt jeg
måske skulle have vidst bedre. Pigen var en daglig glæde for mig. Køn,
velbegavet, venlig, klarede sig fint i skolen, der priste hende i høje toner.
Her på rutebilstationen i Vejle
ventede desværre ulven i form af en tilsyneladende pæn mand. Han inviterede
barnet på en øl, der skulle indtages på et hotel. Pigen gik med, smigret over
den voksne mands opmærksomhed. På hotellet havde manden en aftale med
portieren. Trods protester blev pigen slæbt op på et værelse og voldtaget.
Hun skammede sig over at have
været så dum at gå med en fremmed mand, derfor fortalte hun ikke, hvad der var
sket. I stedet begyndte hun at forsømme skolen og flakke om. Da det gik op for
mig, hvor galt det stod til med barnet, kontaktede jeg straks Kolding kommune
for at få hjælp til hende. Det blev pure afslået. Folk måtte selv tage sig af
deres uopdragne unger, lød svaret. Det var jo ikke helt så enkelt. Opgav jeg
mit lærerjob, havde vi ingenting at leve af. Lukkede vi butikken, ville det
betyde økonomisk ruin og ny arbejdsløshed for de unge.
–
Endelig efter over 2 års
tovtrækkeri indvilgede kommunen i at betale for ophold på et børnehjem i
Fredericia. Særlig støtte som f.eks. psykologhjælp kunne ikke komme på tale.
Men her var da et tilsyneladende fredeligt sted med personale, der kunne tage
sig lidt af pigen, sørge for hun kom i skole og sådan. Det gik også godt et
halvt års tid. Pigen faldt godt til i skolen og syntes at slå sig til tåls med
at være udeboende. Så ringede hun hjem en dag for at bede om hjælp. Det var
svært at forstå, hvad hun ville, fordi der var en infernalsk larm i baggrunden.
Det viste sig senere, at larmen kom fra tre 13 årige drenge, hjemmet havde fået
ind på en gang. De havde moret sig med at sparke en lille 7 årig dreng, mens
han lå på gulvet med et epileptisk anfald.
Drengene tyranniserede alt og
alle. Personalet kunne absolut intet stille op med dem. Min datter blev
overfaldet og overgramset, uden nogen tog affære. Hun havde heller ikke
ligefrem behov for at se alle sine ejendele herunder skolebøger overmalede med
sjofle ord og tegninger. Jeg anmodede om at få hende flyttet til en rolig
afdeling. Det kunne ikke lade sig gøre. Ikke engang en nøgle, så hun kunne låse
sine ejendele ind, kunne man skaffe. Efterhånden så jeg ingen anden udvej end
at lade pigen flytte hjem igen, skønt det absolut ikke var ideelt. Mine forhold
var fortsat pressede og kommunen nægtede enhver form for støtte.
Det gik, som man vel kunne vente, galt.
–
Rødhætte, på 14, traf en ung mand,
der mildt sagt ikke var nogen svigermors drøm. I begyndelsen gik hun frivilligt
med ham. Hun fandt ham vel spændende, og så trængte han til, at nogen holdt af
ham. Men da han begyndte at overfalde og voldtage hende, ville hun gerne hjem.
Det lod sig bare ikke gøre. Dertil var hun et alt for stort aktiv. Rødhætte
blev installeret i kælderen på en kondemneret ejendom med den besked, at hvis
hun gik hjem, ville manden slå både hende og mig ihjel. Han gjorde et hæderligt
forsøg. Faktisk flere. Engang forsøgte han at skubbe hende ud fra toppen af et
af højhusene. En anden gang har hun været i yderste livsfare efter
kvælningsforsøg. Der var fuldt af blodudtrækninger i hendes øjne.
Den kære unge mand kendte mange
andre tricks f.eks. med knuste flasker som våben. Med karatespark og brødknive
forsøgte han også at ombringe os. Desværre nægtede politiet at assistere. Man
sagde, som sandt var, at barnet jo frivilligt i sin tid var gået med
voldsmanden. Derfor måtte vi selv redde os ud af situationen.
Desuden var heller ingen af os jo døde endnu.
Hvorfor var min mindreårige datter
nu så interessant for denne mand, kendt for grove røveriske overfald,
narkosalg, alkoholisme og total utilregnelighed? Jo, han slæbte næsten dagligt
barnet på bistandskontoret og forlangte penge til deres fælles underhold. Nu
var han jo værge for en mindreårig.
–
I løbet af det lille år, han havde
barnet i sin "varetægt" lykkedes det ham at malke Kolding Kommune for
540.000 skattefrie kroner. Det til trods for, jeg på mine grædende knæ tryglede
kommunen om at stoppe gaveregnen, så Rødhætte kunne få lov at komme hjem igen.
–
Som resultat af
"tilbundsgående undersøgelser" fik kommunekontoret en sikkerhedsvagt.
En ordentlig ledelse havde måske været mere påkrævet.
–
Jeg fik mit barn hjem omsider og
efterhånden faldt hun så småt til ro. Da vil ulykken, at en beruset mand bryder
ind i vort hjem om natten, overfaldt pigen i hendes sødeste søvn og voldtog
hende.
Han fik til gengæld ingen
belønning af kommunen. Derimod 2 års fængsel og bank oven i købet af de andre
indsatte.
Den lille Rødhætte fik svien og
skammen.
–
Da Rødhætte var 18 år, flyttede
hun hjemmefra. Skaffede sig kollegieværelse i Fredericia. Startede uddannelse
og levede af SU som så mange andre unge. Alle hendes ubehandlede traumer gjorde
imidlertid, at hun ikke i længden kunne følge undervisningen. Hun fik det meget
dårligt psykisk, groede til i snavs og blev bange for alle de rungende lyde,
der er i en dårlig betonbygning.
SU-styrelsen indstillede udbetalingen
og forlangte den allerede udbetalte støtte tilbage straks.
Således stillet måtte Rødhætte gå
den tunge gang til bistandskontoret. Herfra dukker den første besynderlige
journal op. Den stammer fra en læge Cecilie Frøkjær i Lunderskov, der har set
Rødhætte 1 gang.
Doktor Frøkjær skriver følgende: Moderen i Kolding er tidligere skolelærer,
men nu hel asocial. Alle søskende sære. Desuden mener hun at Rødhætte må være
meget dårligt begavet.
Hvor har hun dog det fra? Hun ved
det ikke og har aldrig mødt os.
–
Sagsbehandleren i Fredericia Elin
Sørensen mener, at Rødhætte måske drikker. Problemet kan måske løses ved at
tilbageholde hendes bistandshjælp. Det skal i parentes bemærkes, at jeg længe
forinden havde opsøgt omtalte sagsbehandler og forsøgt at forklare hende, hvad
Rødhættes problem var.
Et barn har ret til livet
Der stod så Rødhætte. Mor var
imidlertid blevet alvorligt syg af skimmelsvamp og manglende rengøring på
skolen. Fyret uden videre efter 120 dages regelen. Ingen af os havde noget at
leve af.
Rødhætte havde det naturligvis
meget dårligt psykisk og blev stadig ikke tilbudt nogen hjælp. I den situation
så hun ingen anden udvej end at søge førtidspension.
Gudskelov har vi da et effektivt psykiatrisk system.
Det ser ud som om psykiatrisk
overlæge Vagn Christensen på Kolding Sygehus har manglet nye friske kaniner til
et forsøg med Cisordinol. Rødhætte
blev indlagt og fyldt med store mængder af det giftige stads. Det kunne hun
slet ikke tåle. Mindst 2 gange blev hun indlagt på intensiv i bevidstløs
tilstand. Om nogen behandling kunne der ikke blive tale.