Else Sommer:

 

Er kommunen min mor?

 

Hvorfor hader kommunerne børn?

En bog om tvangsfjernelser

 

 

 


Else Sommer er ansvarlig borger, gammel lærer, mor og bestemor, og har studert psykologi. Hun gjør en stor innsats for å få frem informasjon om det offentliges skadelige behandling blant annet av barn og deres familier.

 

Jeg traff Else Sommer da vi begge var blant gruppen av debattanter på www.borgerdebat.dk og andre opptatt med de samme spørsmål, som møttes til utveksling av informasjon og til demonstrasjon utenfor det danske Høiesteret på Christiansborg i København i juni 2002.

 

Denne bok er tidligere publisert i 2001 i papir-utgave, med tegninger utført av Jonas, på Forlaget Birkehøj, Tøndervej 44, 6500 Vojens, Danmark, tlf. -45- 74 54 55 60.

 

Den er trykket her med forfatterens vennlige tillatelse.

 

Det er jeg som har skrevet den inn på computer på nytt, og de trykkfeil og stavefeil som skyldes at jeg ikke er dyktig i dansk, faller utvilsomt på meg.

 

Bergen, juli 2003

Marianne Haslev Skånland

 

 

 

 

 

Indhold

 

Forord

Stakkels barn, der har kommunen til mor

Konen med stegepanden

Om tvangsfjernelse af børn

Retssikkerhed

Hvorledes kunne det da gå så galt?

Barnets bedste

Jamen alligevel ....

Den lille rødhætte

Et barn har ret til livet

Hvorfor skal så mange børn ødelægges på krop og sjæl?

Hvad der videre skete Rødhætte

Et spørgsmål om etik

FN's konvention om barnets rettigheder

Om den sociale arv

Noget om mål og midler

Hvad er så resultatet af alle disse anstrengelser?

Hvad gjorde familiens øvrige børn?

Aftenbøn

Om magt og afmagt

 

 

 

 

Forord

 

Jeg skriver denne lille bog i håb om, at der endnu i Danmark findes blot 10 retfærdige, der vil tale børnenes og deres familiers sag og ikke blot sænker blikke i håb om, at det onde er gået væk, når de ser op igen.

 

Jeg ved, de fleste danskere er bange og med god grund. Vi lever i et angiver og formyndersamfund, hvor borgernes retssikkerhed forlængst er en illusion.

 

Det hjælper bare ikke at lukke øjnene fast i. Enhver burde vide, at den uret, der overgår naboen i dag, rammer en selv i morgen, hvis man bare hytter sig og lader som ingenting. Jeg ved, hvor svært det er at træde op mod myndigheders overgreb. De har jo foreløbig 80% af vore indtægter at bekæmpe os med. Skulle det ikke slå til, hæver de bare skatter og afgifter.

 

Jeg ved, at journalister der har forsøgt at beskrive de overgreb, jeg taler om, er blevet fyret på stedet. Det hedder ytringsfrihed. Størstedelen af pressen er nødt til at friholde stat, amter og især kommuner for konstruktiv kritik. Deres overlevelse er betinget af offentlig good-will i form af annoncer, tilskud og tilførsel af "gode historier". Der hersker kort sagt en stor grad af ufrihed.

 

Desuden er man udsat for en ret så heftig forfølgelse, når man begår den forbrydelse at sige sandheden offentligt. Udlændinge undrer sig over, at der tilsyneladende ingen tabuer findes i Danmark. "I taler om sex ganske åbent. Ja, selv sygdom og død er I begyndt at tale om", siger de. Mange indvandrere spørger med undrende øjne: "Hvorfor siger I, jeg ikke forstår demokrati. Jeg er da medlem af Socialdemokratiet." Hvordan skal de forstå, at vi netop har det tabu, der er allersværest at opdage. Forbudet mod at sige sandheden om vort såkaldte demokrati.

 

–

 

Dette års nobelprismodtager i litteratur V S Naipaul synes at have kigget os dybere i kortene. Han skriver om vort lille smørhul: "Et sted, du kunne kigge på som skræmmebillede er Danmark. Ingen sulter, alle bor i pæne små huse. Men ingen er rige, ingen har mulighed for at stræbe efter ydre luksus, og den depressive sindstilstand er derefter. Alle bor i hver sin celle, med deres danske møbler og vidunderlige lampeskærme, uden hvilke de alle ville blive vanvittige. Alkohol er så dyrt, at man har udviklet en ny form for orgie. Man tager en spritbåd fra en hvilken som helst lille havn og sejler ud i internationalt farvand. Der bliver man imellem en halv time og tre kvarter og drikker sig sanseløs beruset. Men det tristeste udtryk for isolation, danskerne lever i, er pornografien. For mig er selve ordet "skandinavisk" nu blevet et rædselsvækkende ord, fuldt af is og død og glædesløs sex." Ak ja. Så har vi endda mistet spritruterne siden.

 

–

 

Hver gang jeg hører vore hjemlige politikere udbrede sig om, at det og det land skal respektere menneskerettighederne for at få del i vor gavmildhed, tænker jeg: Hvor ville det være dejligt at bo i et land, hvor man blev behandlet som et menneske. For at være her, skal vi alle lade som om, vi tror på den hellige officielle sandhed. Den skifter som det tjener magthaverne bedst. Men den er sand, så længe den varer.

 

Jeg selv bliver rask væk slæbt i retten for at sige sandheden. Det bliver jeg såmænd nok igen. Men nu forholder det sig sådan, at mine forældre har rod i "de stærke jyder". Et af deres valgsprog lød således: Den, der dør af skræk, skal begraves under galgen.

 

Som ansvarlig borger, gammel lærer, psykolog, mor og bedstemor, kan jeg ikke stiltiende finde mig i, at mennesker ødelægges for mine egne skattemidler. Og da slet ikke børn. De er ganske værgeløse.

 

Igennem de sidste 10 år har min mand og jeg ved frivilligt socialt arbejde forsøgt at hjælpe mennesker, der er klemt af og i den "sociale velfærd". Det har undertiden båret frugt, men det offentlige er en tung dansepartner. Vi oplever, at overgrebene på borgerne bliver værre og værre. Ofre for forbrydelser, ulykker og arbejdsskader får ingen hjælp. Syge og arbejdsløse ender i et tomrum. Hjemløse får ingen bolig og ingen hjælp, fordi de ingen adresse har.

 

–

 

Med hensyn til familiepolitikken, der er denne lille bogs ærinde, ser det ganske håbløst ud. Det overordnede mål synes at være at splitte familierne og ødelægge børnene med alle midler, selv ulovlige.

 

Politikere i dag nyder ringe respekt hos befolkningen. Hvorledes kan nogen have respekt for en politiker, der ikke drømmer om selv at overholde loven endsige de konventioner, man så ivrigt forlanger, andre skal respektere?

 

Vi skammer os over at kalde os danske, på grund af de retslige og sociale forhold, den løgn og dobbeltmoral, der behersker vort samfund.

 

 

 

Stakkels barn, der har kommunen til mor

 

Lad os begynde med en umyndigs røst. Den kan være god at få forstand af. Søren var 16 år, da han digtede det eventyr, jeg vil fortælle om lidt. Han blev tvangsfjernet fra moderen, da han var 8 på grund af bolignød. Det havde vel været både bedre og billigere at skaffe familien noget at bo i.

 

Søren havde en drøm, som han delte med de fleste tvangsfjernede børn. Når Søren blev voksen, ville han være FAR. Han skulle have en sød kone og et hus og en bil og to søde børn. De skulle rigtigt hygge sig og aldrig, aldrig skændes og altid være glade.

 

Søren fandt virkelig drømmepigen og flyttede sammen med hende. Da pigen forlod ham, fordi han slet ikke forstod at "bo i familie", brast det for Søren. Lodset ud af børnehjemmet som 18 årig. "Du kan da altid kigge forbi." Kontakt til moderen og den øvrige familie ødelagt.

 

Nu tæller Søren som et nummer i statistikken over unge mænd, som kører ansvarsløst i bil.

 

Søren blev 20 år.

 

Jeg har kaldt hans eventyr "Konen med stegepanden".

 

 

 

Konen med stegepanden

 

Der var engang en led heks. Hun hed Kommunen. Alle mennesker var bange for hende og undgik hende så længe, som muligt. Hun var ikke til at stole på.

 

Hun var ikke tilfreds med, det var sådan. Hun ville elskes. Men det var der ingen som ville, for hun havde ingen børn.

 

Så gav hun sig til at stjæle nogle børn. Hun tog dem, hun kunne få fat på. De skulle altid være hendes, det skulle deres børn og børnebørn også.

 

Hun anbragte børnene i nogle gamle slotte, hun ejede rundt om i landet. Der havde hun nogle småtrolde og lygtemænd til at passe på dem, for de måtte jo ikke løbe hjem igen. Det kunne de små nu ikke.

 

De mindste fodrede hun med heksepulver blandet op i vand. Det kunne de ikke lide, de blev syge af det. De fik grimme sår over hele kroppen. Så spyttede de det ud igen, men så hældte småtroldene bare mere ædelse i dem, så de voksede alligevel – udvendigt altså. De kunne heller ikke rigtigt ånde i den luft, den var for fæl. Heksen blandede bare en trylledrik, der hed Kortison. Den hældte hun i børnene, så blev de helt normale at se på. Der var jo ingen, der måtte vide, at de ikke havde det godt. Hvis de græd og længtes hjem, sagde hun bare, at det i virkeligheden var far og mor, der var hekse, og at hun havde frelst dem fra en skæbne værre end døden. Så smilede hun med sine store hugtænder og lagde hovedet på skrå. Børnene blev helt stille, for de turde ikke andet.

 

Børnene så altså ud som alle andre udenpå, men indeni – du godeste. Hekse forstår sig ikke på kærlighed. De kan kun lade som om. Så skriver de lange historier om, hvor gode de selv er og hvor dumme og grimme alle vi andre er.

 

Børnene så altså ikke godt ud indeni. I stedet for en stor lysende sjæl, sad der et lille bange barn indeni dem, selv når de blev store. Så gik de ud og slog på tæven og drak bajere eller åd piller. Det kunne Kommunen godt lide. "Det giver arbejde", sagde hun og lo.

 

–

 

Så var der en sønderjydsk mor, der lige havde bagt en stor stabel pandekager til sine børn. Da hun kaldte på dem, kom de ikke. Det kunne hun da ikke forstå. "De æ da æ Kommun dæ håe tejn dem", sagde nabokonen. "De skal blyw løwn", sagde den sønderjydske mor. Hun var nemlig en rigtig sønderjyde. De lader sig ikke skræmme så let. "Mi bøen ska ha en muer å et en dom Kommun", sagde hun. Så tog hun stegepanden i hånden og gik lige op til kommunernes landsforening og lige ind til formanden. Han var en flot bredskuldret mand med et fint kontor. De den sønderjydske mor kom ind, stak han det midterste hoved op af habitten og sagde overlegent "De har ikke noget her at skaffe, lille frue. De er ikke medlem."

"I håe taun mi bøen", sagde hun bare. "Kom så mæ dem."

Da han rystede på hovedet, slog hun ham af alle kræfter med panden lige oveni gokken, så hovedet røg ned i maven. Men han stak bare et nyt frem, han havde nemlig syv. Et i midten og tre i skuldervattet på hver side.

"Gi mæ så mi bøen", gentog hun.

"Det kan jeg ikke. Vi er sat til at varetage barnets tarv", sagde formanden.

"A æ dje muer", svarede konen og gok, der slog hun til igen.

Det tredje hoved kom nok så gesvindt frem. Der var jo nok at tage af.

"Sæj mæ så, hue mi bøen æ."

"Det kan jeg ikke, de er anonymt anbragt."

"De æ godt mæ dæ bette kåel, snak do dansk." BANG den sad.

Det fjerde hoved tøvede lidt, men det kom da frem.

"Foe æ så di bøen?"

"Nææj, der skal jo først laves handleplan og sådan."

"Æ ska gi dæ handleplan." Så slog hun til igen af et godt hjerte.

"Do æ nok en mangehovedet uhyre", mente konen, da det femte hoved dukkede frem af skuldervattet.

"Jeg er de smås beskytter", sagde hovedet. Det var nu så fuldt af løgn.

"Æ æ it føjt i goer", sagde konen. Så fik han også en på sinkadusen.

Det sjette hoved turde slet ikke komme frem. Det lød lidt uldent nede fra skuldervattet: "De kan da nok forstå, vi skal lave en undersøgelse først", stammede han.

"De sku do ha gjoe føst." Hun svingede stegepanden i en flot bue og det lød som en melon, der sprækker, da den ramte skulderen. Nu var hun ved at miste tålmodigheden.

"Kom så mæ di bøen", råbte hun. Herved vågnede det sidste hoved og kiggede forvirret frem. Det var ikke så tit, han så lyset og godt det samme. Han var endnu grimmere end de andre.

"I følge hekseretskonventionen af 3. februar 1717 må vi slet ikke blande os i autonome hekses anliggender."

"Men nok i mien, fostoer æ."

"De må opføre Dem ordentligt. Hvis De etablerer et godt og tillidsfuldt samarbejde med Kommunen, skal det nok gå altsammen."

"Hvodan goe en de?" ville moderen vide.

"De skal altid huske at rose hende. Lad som om hun er klog. Sig hende endelig aldrig imod. Tab Dem. Få en smart frisure. Skaf en mand."

"Komæ æ bøen så hjem?"

"Næ nej. De får et billede af Deres børn hvert år til jul, hvis De lever op til alle Kommunens krav."

"Ach so." Så fik det grimme fjæs hvad det havde fortjent. Der lå han fjolset.

 

Moderen kiggede i skrivebordsskuffen. Der lå nok tå nydeligt en lang liste med navne og adresser på alle de bortførte børn. Hendes egne var spredt over hele landet. Heksen ville ikke have søskende på samme sted, så huskede de for meget. Moderen gik fra sted til sted og befriede børnene. Småtroldene og lygtemændene kunne ikke stille noget op mod en vred mor.

 

Sådan reddede den sønderjydske mor sine børn med en stegepande.

 

Stakkels barn, der har kommunen som mor.

 

 

 

Om tvangsfjernelse af børn

 

Statistisk Årbog oplyser, at her i landet var i 1997 11.631 børn anbragt uden for eget hjem. Heraf var 1075 tvangsfjernet. Den frivillige tvang, hvor forældrene får at vide, at hvis ikke de makker ret, bliver børnene tvangsfjernet, kan naturligvis ikke belyses med tal.

 

Et par fjernsynsudsendelser og en tragisk hændelse i Horsens, hvor myndigheder og pædagoger helt klart negligerede deres tilsynspligt, gav vind i sejlene for projekt og profitmagere. Nu skulle der fjernes børn, så det baskede. Det betød beskæftigelse og penge til psykologer, pædagoger, sagsbehandlere, pædofile, advokater, politi, klageinstanser, retsvæsen og læger. Ja, selv jægersoldater slås for en bid af kagen.

 

Lobbyarbejdet blev gjort godt. Såvel interesseorganisationen Børns Vilkår, som formanden for Børnerådet stod frem og forklarede den undrende offentlighed, at forældre er ren gift for deres egne børn. Børn bør overlades til folk, der får penge for at passe dem, til nødt skal de bortadopteres. Kort sagt, målet skulle være at tvangsfjerne så mange børn, man bare turde, og aldrig lade dem se hverken hjem eller familie igen.

 

Til barnets eget bedste naturligvis.

 

–

 

Det forekommer mig svagt, at vi har hørt den sang før i historien.

 

Politikerne såvel i Folketinget som Kommunen, løber naturligvis efter lygtemændene. Det gælder jo som altid om på en gang, at vise handlekraft og fralægge sig al ansvar. I år 2000 blev 16.000 børn anbragt. Heraf 1500 uden forældres samtykke.

 

De tvangsanbragte børn bliver yngre og yngre.

 

Alle ved, at tvangsanbringelser med ret stor sikkerhed fører til katastrofe for såvel barnet, som den øvrige familie. Men børnene er der heller ingen, der interesserer sig for. De er ligesom øvrige klienter blot et irritationsmoment.

 

Nu gælder det om, at internere børnene ved fødslen og gerne tidligere. Børn der aldrig har følt tilknytning til nogen eller fået kærlighed, kan da ikke savne noget. Eller kan de?

 

I hvert fald har en tidlig fjernelse den fordel, at det varer længere, før børnene gør oprør. Til gengæld koster det en hulens masse penge. Det er ikke ualmindeligt, at samfundet ofrer 15-20 millioner på at gøre et sundt barn til en neurotisk kriminel voksen.

 

Til alles bedste naturligvis.

 

–

 

Forebyggelse og hjælp til familier og enkeltpersoner i krise er helt yt. Nu kan det bedre betale sig at frelse børnene, enten de vil eller ej. Børnenes og familiernes behov blæser man på. Det offentlige ved altid bedst. Kommunerne laver lokale love til brug for deres lokale selvstyre. De kaldes også skuffecirkulærer. Dem må borgerne ikke se. Men alle haver at rette sig efter dem. Landets love så som grundlov, straffelov, lov om retssikkerhed, registerlov o.s.v., rager kommunerne en høstblomst. Hverken amt eller stat står over dem, og de stakkels mennesker, der må se deres livslykke knust, har ingen penge eller kræfter til at benytte retsvæsenet.

 

En tvangsfjernelse er jo i realiteten en administrativ frihedsberøvelse. I allerbedste fald kan landsretten behandle sagen ca. 5 måneder efter, at barnet er berøvet sit hjem. Selv den værste forbryder skal stilles for en dommer inden 24 timer. Inden retten endelig taler, er såvel barn som familie så knuste, at det i de fleste tilfælde vil være uansvarligt, at sende barnet hjem igen.

 

Det forudsættes i loven, at der skal ydes hjælp til at bringe forholdene i orden, så barnet snarest muligt skal optages i sin familie igen og ikke lide unødigt. Dette kræver en handleplan, der omfatter såvel barnet som dets familie. Men grundlaget for de fleste tvangsfjernelser er jo netop, at man vil undgå besvær og udgifter. Derfor undlader mange kommuner at udarbejde handleplaner eller foretage sig noget som helst, når først barnet er skaffet af vejen.

 

Når hertil lægges, at kommunen har magt til at skalte og valte med barnet efter forgodtbefindende, er det intet under, det går galt. F.eks. kan kommunen nægte børnene al kontakt med familie og venner, når man vil hævne sig på en familie, der har begået en forbrydelse at klage over kommunen. I lovens forstand er samvær med familien et kvarter om måneden nok til, at kommunen kan påstå, at en god kontakt til hjemmet er opretholdt. Det er fortvivlende for familien hjælpeløst at se på, at barnet misrøgtes. Vi hører dagligt fra forældre, der må finde sig i, at deres børn anbringes langt fra hinanden og langt fra hjemmet. Nogle børn misbruges seksuelt. Andre må ligge i dagvis med brækkede lemmer uden lægehjælp. Det må ikke komme frem, at børnene udsættes for vold eller uheld. Alle børnene udsættes for psykisk vanrøgt. I bedste fald bor de hos en plejefamilie, der tåler dem for pengenes skyld. Forældre, søskende, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, alle hindres i at give barnet den kærlighed og identitet, det skal vokse af. End ikke når barnet er sygt, får familien lov at trøste det.

 

 

 

Retssikkerhed

 

Det er yderst kritisabelt, at der ingen klagemuligheder findes. Reelt altså. Formelt findes de. Den Sociale Ankestyrelse findes. Det Sociale nævn i amterne findes, vistnok. I hvert fald i form af et gummistempel. Man kan få foretræde for Den Sociale Ankestyrelse. Allerhøjst en halv time. Det er en traumatiserende oplevelse at rejse helt til København blot for at se på alle de dumme tomme øjne. De hører intet, ser intet, svarer på intet. Forholder sig blot til en hoben fordrejninger, hele og halve løgne, skråsikkert fremsat af personer, der absolut intet kender til familiens forhold og lader som om, det er sandt.

 

Skulle Ankestyrelsen undtagelsesvis give klageren medhold, er det uden betydning. Kommuner tager ikke mod direktiver fra nogen og gør fortsat nøjagtigt, som de vil.

 

Til min store bestyrtelse måtte jeg sande, at klageinstanserne netop kun er formelle. Deres vigtigste funktion synes at være at give sagerne et skær af legalitet og at udmatte opsætsige forældre. Det viser sig jo, at de ikke har lov til at tage stilling til virkeligheden, altså de overgreb, der faktisk sker. De må kun se på, om det formelle er i orden. Det er let nok. Kommunen bestemmer blot ifølge et skuffecirkulære, at alle "besværlige" børn skal tvangsfjernes og deporteres, så man aldrig behøver at beskæftige sig med dem mere. Så kigger man i arkiverne. Hvad har vi på familien? Socialt, helbredsmæssigt, retsligt, økonomisk. Alt det positive smider vi ud. Slår det negative ikke til, er vi selv i stand til at finde på noget. Og voila! De formelle kriterier er opfyldt.

 

Der er slet ingen grund til at tale med den familie det går ud over. Det anses for ren tidsspilde at høre på alle de usaglige argumenter og fordrejede virkelighedsopfattelser. Vi ved jo bedst, hvad der tjener kommunens interesser. Desuden er det nemmere at brændemærke andre, at ødelægge deres gode rygter, at bagtale og latterliggøre andre, når man ikke kender den familie, hvis liv man ødelægger.

 

Har man først set dem i øjnene og opdaget, at de er mennesker, der burde have samme ret som andre, skal der mere mod til at gøre dem fortræd.

 

–

 

I Socialt Danmarkskort 2000 skriver Jesper Fisker, formand for Socialchefer i Danmark: Det traditionelle retssikkerhedsbegreb er nært knyttet til retsstaten. Borgerne garanteres retssikkerhed i forhold til staten. Dette retssikkerhedsbegreb forstås primært som materiel retssikkerhed, hvor der skal være sikkerhed for, at f.eks. en myndigheds afgørelse indholdsmæssigt skal være både lovlig og rigtig. Den formelle retssikkerhed er i traditionel forstand heroverfor et middel til at opnå den materielle retssikkerhed.

 

Den formelle retssikkerhed er bundet i love, regler og regulativer.

 

Senere: Den formelle retssikkerhed er ikke meget bevendt, hvis den ikke sættes i en sammenhæng.

Og endnu senere: Der skal være et dynamisk sammenspil mellem den formelle og materielle dimension. Ellers bliver retssikkerhedsbegrebet efter min opfattelse teknokratisk og indholdsløs.

 

–

 

Det er jo netop problemet i en nøddeskal. Klageinstanserne skal godtage ethvert kommunalt overgreb, uanset hvor ondskabsfuldt det er, når blot de formelle regler påstås at være overholdt.

 

Det synes mig, de sociale love udelukkende består af formelle regler og løse hensigtserklæringer. Substansen mangler. Det er slemt.

 

Lad mig citere den kloge mand med kasketten en sidste gang: Vi kommer aldrig uden om, at selv ved central lovgivning, ledelsesmæssige forskrifter, konkrete handleplaner osv. vil en meget væsentlig del af den oplevede retssikkerhed – særligt for samfundets udsatte – være funderet i mødet med systemet og i hvordan det generelle, komplicerede regelsæt præsenteres for klienten af f.eks. den kommunale sagsbehandler. Det stiller store krav til den pågældende sagsbehandler og til den organisation, vedkommende er en del af. Ikke mindst til ledelsen.

 

Og cirklen slutter så med opfordring til, at der i de enkelte forvaltninger fortsat sættes stærkt fokus på, hvordan vi behandler kunderne i vort system.

•       At vi gør det professionelt, dvs. reelt oplyser om rettigheder og pligter.

•       At vi anerkender, at vi ud over de tætte, komplicerede samtaler med klienterne også har en myndighedskasket på.

•       At vi bygger på værdierne i vore forvaltninger på, at folk (både klienter og medarbejdere) skal behandles ordentligt og rimeligt.

Kun på den måde vil formelle bestræbelser på at sikre retssikkerheden kunne udvikle sig til reel retssikkerhed – ikke mindst for de, der har mest brug for den.

 

Jeg er i en position, hvor jeg knap behøver at være så diplomatisk. Det er en skandale, som de sociale myndigheder ter sig. Mon ikke vi nærmer os en situation, hvor kommunernes socialforvaltning er den mest angstfremkaldende faktor hos folk med sociale problemer?

 

–

 

Hvordan kunne det dog gå så galt?

 

 

 

 

Hvorledes kunne det da gå så galt?

 

Danmark kalder sig da et retssamfund og et velfærdssamfund. Vi har underskrevet menneskeretskonventionen og konventionen om barnets rettigheder. Vi har en grundlov, der fejres jævnligt. En lov for ethvert tænkeligt forhold. Ja sågar en servicelov. Som navnet siger, er den ganske vist beregnet på at tjene de velbjergede, men alligevel.

 

Danmark er til enhver tid klar til at kritisere andre lande, der ikke respekterer menneskeretsrettighederne. I hvert fald hvis de er svagere end os, og vi ellers ikke har handelsmæssig interesser i klemme. Det ville klæde os, at feje for egen dør først.

 

Hvor er børnerådet, der skulle fungere som regeringens vagthund til gavn for børnene? Hvor er alle de frivillige organisationer? Red Barnet og Amnesty for blot at nævne et par stykker, der plejer at svinge fanen. Er de bange for, at staten skal trække sine tilskud tilbage, hvis de kritiserer hjemlige forhold?

 

I den sidste periodiske rapport til FN's børnekomité fra august 98, undgår justitsminister Frank Jensen behændigt at berøre forholdene for såkaldte truede børn, vel vidende at det står særdeles skralt til med deres rettigheder. Vel vidende at såvel Sverige som Finland og Storbritannien er dømt for langt mildere overtrædelser end det, der foregår herhjemme. Ministeren opregner blot alle børnelovenes gode intentioner og hvor mange penge, landet har givet til at hjælpe udenlandske børn. Ministeren oplyser, at opfyldelsen af loven er amters og kommuners ansvar. Ikke et ord om, hvor slet de forvalter opgaven. Det skal nu ikke hindre os i, at stille ham til ansvar, når de danske sager engang ad åre når frem til menneskeretsdomstolen. Regeringen kunne blot have sørget for, at der med de løsagtige love fulgte et organ, der har magt til at tvinge amter og kommuner til at overholde lovens formål og ikke blot nogle af de formelle procedurer.

 

Det er stadig regeringens ansvar, at der ikke begås overgreb mod sagesløse borgere.

Det turde fremgå, at børnelovene ikke er det papir værd, de er skrevet på, så længe kommunerne frit kan fortolke dem efter egne økonomiske interesser.

 

Ved årtusindeskiftet kom der en ny lovbestemmelse, der fraveg lægers tavshedspligt. De fik herved pligt til at underrette kommunen, når en gravid mistænktes for, at have et forbrug af spiritus eller andre rusmidler. Desværre står det ikke nogen steder, hvad kommunen skal foretage sig i den anledning. Mon vor kommune er den eneste, der opfatter en sådan henvendelse som startskuddet til, at dømme den vordende mor fredløs i den hensigt at tvinge hende til abort og helst også sterilisation?

 

 

 

Barnets bedste

 

En af grunderne er, at staten har sat ræven til at vogte gæs.

 

Som bekendt skal kommunerne betale en del af de sociale udgifter. Det medfører en omfattende kassetænkning. Byrødder vil ikke have sociale udgifter. De vil have motorveje, sportsanlæg, kulturhuse og flotte rådhuse, om muligt med små mindeplader på, mange ansatte, repræsentations- og rejseudgifter og et inkøbscenter, der ser ud af noget ikke at forglemme. Så må Fanden tage de sidste.

 

Embedsværket var utilfreds med at se sin uinskrænkede magt til at handle med børn indskrænket af nogle få bagstræberiske lokalpolitikere, der mente, det kunne række at tvangsfjerne de få børn, der aktuelt var i nød.

 

Ikke tale om. Man gik til Folketinget og fik loven ændret, så man nu uden at blinke tvangsfjerner alle de børn, man er bekymrede for skal få problemer i fremtiden. Det kalder man forudsigelighed. Det er det også. Børnene bliver med garanti alvorligt og ofte uopretteligt skadet.

 

Efter de gældende love, kan intet barn i Danmark vide sig sikret mod pludselig at se sig berøvet alt. Det kan være sig hjem, familie, kæledyr, kammerater, ejendele, kulturel og religiøs opdragelse, kontinuitet og tilhørsforhold. Det kaldes også at varetage barnets tarv. Det må være et mindstekrav, at loven modsvarer konventionen om barnets rettigheder og menneskeretskonventionen.

 

Det vil sige, at bortførelse og økonomisk spekulation i børns velfærd ikke kunne forekomme.

 

Tvangsfjernelser skal forbydes i princippet.

 

Jeg er ikke blind for, at visse børn har trange kår. F.eks. lever mange børn af enlige forældre under den officielle fattigdomsgrænse. Det skulle være en smal sag at ændre det i et af verdens rigeste lande.

 

Reelt truede børn skal naturligvis bringes i sikkerhed. Familiens egne ressourcer skal udnyttes i stedet for hånligt at afvises. Og så skal familien tilbydes anstændig hjælp efter behov. I værste fald kunne man vel forbyde børnemishandlere at holde barn, ligesom man kan fradømme retten til at holde husdyr.

 

Børn har ikke hunds ret i dag. En hvalp har ret til at forblive 8 uger hos sin mor. Nu tvangsfjernes babyer ad libitum.

 

–

 

Gennem 25 års virke som underviser i folkeskolen, har jeg ikke mødt en "forælder", der ville noget dårligt for sit barn. Sandt nok, hjemmene kunne variere, hvad angår tid, indsigt, helbred og eventuelt misbrug. Værst stod det vistnok til i de hjem, hvor man vægtede ydre succes, penge og nye modeller i hustruer, så gennemsnitsalderen i et ægteskab aldrig oversteg 40 år. Men det er jo ikke overlægens børn, man tvangsfjerner.

 

En familie med svagheder vil altid være bedre for et barn end ingenting.

 

Stakkels barn, der har kommunen til mor.

 

–

 

Et barn kan ikke danne sin personlighed i et frustrerende tomrum uden værdier. En barnesjæl forkrøbles uden kærlighed. De professionelles ligegyldighed kan aldrig erstatte et sted at høre til.

 

–

 

Harry Potters fans ved, hvorfor drengen er usårlig. Han har været genstand for den højeste uegennyttige kærlighed som lille. Hans mor har ofret sit liv for at redde barnet.

 

Helt så store ofre kan vi ikke tilbyde. Jeg har skam meget seriøst overvejet, at tage mit eget liv i protest mod de fascistiske samfundstendenser. Det er svært at se på, at det samfund, man i sin ungdom har kæmpet så hårdt for at opbygge til et godt sted for kommende slægter, i den grad udarter. Det er skamfuldt at være vidne til. Jeg måtte opgive mit forehavende og kæmpe videre, da jeg indså, at min bortgang ikke ville gavne noget barn, men tværtimod ville gøre alle vore andre børnebørn stor fortræd. Så jeg slås stadigvæk for et menneskeværdigt samfund, skønt mine odds ikke synes ret gode.

 

 

 

Jamen alligevel ....

 

Fordi Folketinget laver love, man med sikkerhed ved, ikke virker. I det aktuelle tilfælde var man udmærket klar over, at de ansatte i kommunernes familieafdelinger slet ikke var i stand til at honorere lovens krav, hverken menneskeligt eller uddannelsesmæssigt. Alligevel vedtog man loven til øjeblikkelig ikrafttræden og sendte en stor pose penge med til uddannelse. Det er uanstændigt at knuse så mange familier med åbne øjne.

 

Så ventede man roligt på, at se lovens "gennemslagskraft". Eftersom loven ikke på nogen måde var forberedt i kommunerne, virkede den naturligvis ad helvede til. Det kunne enhver idiot have forudsagt. Kommunerne rådede ikke engang over lovstoffet ved ikrafttrædelsen. Hastede det virkelig så meget med, at få alle "hjælperne" forsørget?

 

Det ville være rart med sociale love, der sikrede os nogle basale rettigheder og generelt en anstændig behandling. Vi kan ikke være tjent med, at alt beror på vilkårlige skøn.

 

Ude i kommunerne går det galt af mange grunde. Politikerne nægter pure at tale politik. Der findes ingen målsætning eller prioritering og kun en meget kortsigtet økonomisk strategi. Når målene ikke eksisterer, bliver midlerne og tilbagerapporteringen valgt i blinde. De ansatte og navnlig borgerne står med Sorteper.

 

Administrationen foregår i et uigennemtrængeligt mørke ved hjælp af skuffecirkulærer og uskrevne regler. På den måde kan ingen politiker bebrejde kommunens ansatte, at de ikke lever op til de officielle mål. Det har jo aldrig været meningen, de skal tjene til andet end valgflæsk.

 

–

 

Til eksempel: I vor nabokommune jager man hjemløse bort til en anden kommune, der så jager den videre, der så ..... Resultatet er naturligvis, at staklerne hverken får bolig eller anden hjælp, som de faktisk har krav på efter Grundloven.

 

Onde tunger vil hævde, at sagsbehandlerne i Haderslev har ordre på, at de aldrig må tale 2 gange med samme klient. Der skal hver gang, folk henvender sig, træde en ny til. Årsagen skulle angiveligt være, at hindre sagsbehandlerne i at få et personligt forhold til klienterne, så den ansatte fristes til at hjælpe ham. Jeg håber, historien ikke er sand. Desværre ved jeg af egen erfaring, at folk der henvender sig med akutte problemer, konsekvent afvises ved skranken med den begrundelse, at kommunen ingen sagsbehandlere har til disposition.

 

Ved den fremgangsmåde vinder politikeren, selv den dårligste, magt. Han skulle hellere anskaffe sig en hund.

 

–

 

Sagsbehandlerne sparker nedad. De hævner sig på klienterne, navnlig de, som klager. De står jo selv i skam til halsen. De kan have forbud mod at hjælpe. Det koster jo penge. På lang sigt er hjælp til selvhjælp naturligvis det eneste økonomisk forsvarlige, men budgettet strammer her og nu, og vil altid gøre det, fordi problemer aldrig løses. Bossen skulle jo gerne genvælges.

 

Klagerne hober sig op i sager, som sagsbehandleren hverken kan overse eller behandle blot nogenlunde anstændigt. Det slider naturligvis på illusionen om, at være dygtig og kompetent. Så retter de vreden mod klienterne. De egentlige skyldige tør de nemlig ikke kritisere. Det er selvsagt dobbelt slemt, at være barn i et sådant system. Det er jo børnene, man handler med.

 

En kommunal medarbejder, der vover at kritisere et komma i burokratiet, er sikker på en øjeblikkelig fyreseddel. Det kaldes samarbejdsvanskeligheder. I virkeligheden burde ledelsen være henrykt for medarbejdere, der kommer med berettiget kritik. Det er en enestående chance til at se systemet efter og gøre tingene bedre.

 

I stedet burer de sig inde bag kontordøre med hver deres lille skilt på, bag formularer, tavshedspligt, gummistempler, kaffekopper og bodyguards. Godt skærmet mod virkeligheden. Vover nogen udefra at trænge ind i den tro, at de skal have indsigt i eller påvirke egne sager, rette fejl eller blot få en simpel forklaring, bliver man meget fornærmet og rykker tæt sammen. Hva bilder klienten sig ind?

 

Rådhus og forvaltning er vort domæne. Breve og telefoniske henvendelser besvares ikke. Alle er altid til møde. Det allerbedste aktuelle eksempel er fra Augustenborg. Her forbød man en fredelig borger adgang til rådhuset. Han spildte medarbejdernes tid. Manden havde såmænd bare brugt 8 år af sit liv på, at få kommunen til at rette en soleklar fejl.

 

Det højt besungne nærdemokrati, er hverken nært eller demokrati. Den med at tale med borgmesteren i brugsen, er en dårlig vittighed. Lokalpolitikere, der ved festlige lejligheder erklærer sig som borgernes værn mod burokratiets overgreb, tager ikke mod klager. Selv borgmesteren overlader det at svare eller ej til de ansatte.

 

 

 

•       Hvorfor kan borgerne ikke få aktindsigt i egne sager? Er det fordi de lyver om os?

•       Hvorfor kan vi aldrig få en fornuftig forklaring eller begrundelse? Er det fordi beslutningerne sjældent tages ud fra indsigt og saglige hensyn?

•       Hvorfor vogtes skuffecirkulærer som var de kronjuveler? Er det mon fordi de er ulovlige?

 

 

I skrivende stund formoder jeg, at der bliver mindst 2000 børn tvangsmæssigt anbragt uden for eget hjem årligt. Dertil kommer så mørketallene, den frivillige tvang. Det synes som om tallene er ved at stagnere, efter amterne har meddelt, at man fra årsskiftet ikke længere vil være med til at finansiere kommunernes ødelæggelser af børnene. I hvert fald Horsens Kommune, som har været den mest aggressive af indlysende grunde, har strakt våben og meldt ud med en mere human linje mod børnene. Der er simpelthen ikke råd til så mange tvangsfjernelser, hvis kommunen selv skal betale. Nu siger man, at familierne skal have hjælp i stedet.

 

Der er nok grund til, at tvivle på hjælpens lødighed. Det kan være rimelig årsag til at frygte, at hele familieafdelingens budget i mange år vil gå til at betale for alle de børn, man allerede har tvangsfjernet. Man kan jo ikke tage børnene hjem igen, fordi hverken børn eller forældre i mellemtiden har fået noget form for hjælp til at forbedre forholdene. Tværtimod er de nu meget ringere stillet, end dengang man fjernede børnene.

 

Disse børn og deres mishandlede familie i øvrigt, udgør en bombe under samfundet. Det koster naturligvis penge, at ødelægge så mange børn, men det er ikke det værste. Det ondeste er den had, den foragt, den rodløshed, den mindreværdsfølelse myndighederne her har skabt. Der er grundlagt en negativ social arv, som vil præge vort samfund i flere generationer.

 

Hvorfor skulle jeg være solidarisk med et system, der har handlet så ilde mod mig og min familie?

 

Det er nødvendigt at få sat navn og ansigt på de skyldige og få dem draget til ansvar. Ellers vil børnene i blindt raseri kaste sig over sagesløse medborgere, hvis de ikke som Søren tager deres eget liv i stedet.

 

–

 

Skønt det er tungt og følelsesmæssigt oprivende, har jeg valgt at fortælle historien om vort eget barnebarn. Så ved jeg, at følelserne er ægte og at jeg er i stand til at dokumentere mine udsagn.

 

Jeg har endvidere valgt at sætte navn på politikere og offentligt ansatte. Hvis de ikke personligt bliver stillet til ansvar, dækker de sig blot bag "kommunen" og intet ændrer sig. Hvem har givet dem lov til at ødelægge tilværelsen for så mange børn og deres familier? Jeg græder mig stadig i søvn hver aften af angst for, hvordan det skal gå en lille dreng på 2 og alle de andre mishandlede børn. Før vi fik hjælp fra Vojens Kommune havde vi et trygt og lykkeligt liv. Glade rolige hverdage med en stor familie, gode venner, socialt hjælpearbejde, læsning og kurser. Nu er det hele slået i stykker.

 

Det kan da ikke være rigtigt, at børnene som f.eks. Rebellerne på Fyn, skal gøre sig kriminelle for at befri deres kammerater. Skal vi bevæbne os for at hindre vore børn og børnebørn i, at blive ofre for såkaldte "velfærdsydelser"?

 

En farlig vej.

 

 

 

Den lille rødhætte

 

I 1980 boede jeg og mine 5 umyndige døtre i Kolding. Som fraskilt havde jeg alene ansvaret for menageriet. Det gik for så vidt rimeligt, skønt trælsomt.

 

Det vigtigste var i hvert fald i orden. Pigerne udviklede sig til at blive værdifulde personer, hver på deres måde. Desværre var min arbejdsuge alt for lang. Jeg var ansat som skolelærer. Det job kræver sin kvinde når det skal passes forsvarligt.

 

Det var en tid med kolossal ungdomsarbejdsløshed, især for piger. Det betød, at der ikke kunne skaffes arbejde til de store piger, og startede de en uddannelse, måtte den afbrydes, fordi der aldrig var praktikplads at få. Eftersom politikerne som vanligt var akkurat ligeglade med de unges situation, måtte jeg jo selv tage affære for at redde de unge fra håbløshed.

 

Købte et gammelt hus mere og oprettede en grøntforretning. Så havde vi selv skabt de nødvendige arbejdspladser.

 

Nu så min dag nogenlunde således ud: Op klokken 5 og på grøntsagsauktion. Møde i skolen kl. 8. Hjem at passe butik ca. kl. 14. Butik lukket og opryddet i bedste fald kl. 18. Fra kl. 19 til 23 lærermøde, forældremøde, opgaveretning og almindelig forberedelse. Hele weekenden var naturligvis besat af regnskab, regnskab og atter regnskab foruden reparationer og husarbejde. Enhver kan forstå, at der ikke var megen tid til hygge, men som sagt, det gik. Alle ydede deres bidrag efter bedste evne.

 

–

 

Men så skete ulykken. Min yngste datter 12 år (lad os kalde hende Rødhætte) skulle besøge sin bedstemor i Vejle. Jeg havde ingen betænkelighed ved at lade hende selv tage bussen, skønt jeg måske skulle have vidst bedre. Pigen var en daglig glæde for mig. Køn, velbegavet, venlig, klarede sig fint i skolen, der priste hende i høje toner.

 

Her på rutebilstationen i Vejle ventede desværre ulven i form af en tilsyneladende pæn mand. Han inviterede barnet på en øl, der skulle indtages på et hotel. Pigen gik med, smigret over den voksne mands opmærksomhed. På hotellet havde manden en aftale med portieren. Trods protester blev pigen slæbt op på et værelse og voldtaget.

 

Hun skammede sig over at have været så dum at gå med en fremmed mand, derfor fortalte hun ikke, hvad der var sket. I stedet begyndte hun at forsømme skolen og flakke om. Da det gik op for mig, hvor galt det stod til med barnet, kontaktede jeg straks Kolding kommune for at få hjælp til hende. Det blev pure afslået. Folk måtte selv tage sig af deres uopdragne unger, lød svaret. Det var jo ikke helt så enkelt. Opgav jeg mit lærerjob, havde vi ingenting at leve af. Lukkede vi butikken, ville det betyde økonomisk ruin og ny arbejdsløshed for de unge.

 

–

 

Endelig efter over 2 års tovtrækkeri indvilgede kommunen i at betale for ophold på et børnehjem i Fredericia. Særlig støtte som f.eks. psykologhjælp kunne ikke komme på tale. Men her var da et tilsyneladende fredeligt sted med personale, der kunne tage sig lidt af pigen, sørge for hun kom i skole og sådan. Det gik også godt et halvt års tid. Pigen faldt godt til i skolen og syntes at slå sig til tåls med at være udeboende. Så ringede hun hjem en dag for at bede om hjælp. Det var svært at forstå, hvad hun ville, fordi der var en infernalsk larm i baggrunden. Det viste sig senere, at larmen kom fra tre 13 årige drenge, hjemmet havde fået ind på en gang. De havde moret sig med at sparke en lille 7 årig dreng, mens han lå på gulvet med et epileptisk anfald.

 

Drengene tyranniserede alt og alle. Personalet kunne absolut intet stille op med dem. Min datter blev overfaldet og overgramset, uden nogen tog affære. Hun havde heller ikke ligefrem behov for at se alle sine ejendele herunder skolebøger overmalede med sjofle ord og tegninger. Jeg anmodede om at få hende flyttet til en rolig afdeling. Det kunne ikke lade sig gøre. Ikke engang en nøgle, så hun kunne låse sine ejendele ind, kunne man skaffe. Efterhånden så jeg ingen anden udvej end at lade pigen flytte hjem igen, skønt det absolut ikke var ideelt. Mine forhold var fortsat pressede og kommunen nægtede enhver form for støtte.

 

Det gik, som man vel kunne vente, galt.

 

–

 

Rødhætte, på 14, traf en ung mand, der mildt sagt ikke var nogen svigermors drøm. I begyndelsen gik hun frivilligt med ham. Hun fandt ham vel spændende, og så trængte han til, at nogen holdt af ham. Men da han begyndte at overfalde og voldtage hende, ville hun gerne hjem. Det lod sig bare ikke gøre. Dertil var hun et alt for stort aktiv. Rødhætte blev installeret i kælderen på en kondemneret ejendom med den besked, at hvis hun gik hjem, ville manden slå både hende og mig ihjel. Han gjorde et hæderligt forsøg. Faktisk flere. Engang forsøgte han at skubbe hende ud fra toppen af et af højhusene. En anden gang har hun været i yderste livsfare efter kvælningsforsøg. Der var fuldt af blodudtrækninger i hendes øjne.

 

Den kære unge mand kendte mange andre tricks f.eks. med knuste flasker som våben. Med karatespark og brødknive forsøgte han også at ombringe os. Desværre nægtede politiet at assistere. Man sagde, som sandt var, at barnet jo frivilligt i sin tid var gået med voldsmanden. Derfor måtte vi selv redde os ud af situationen.

 

Desuden var heller ingen af os jo døde endnu.

 

Hvorfor var min mindreårige datter nu så interessant for denne mand, kendt for grove røveriske overfald, narkosalg, alkoholisme og total utilregnelighed? Jo, han slæbte næsten dagligt barnet på bistandskontoret og forlangte penge til deres fælles underhold. Nu var han jo værge for en mindreårig.

 

–

 

I løbet af det lille år, han havde barnet i sin "varetægt" lykkedes det ham at malke Kolding Kommune for 540.000 skattefrie kroner. Det til trods for, jeg på mine grædende knæ tryglede kommunen om at stoppe gaveregnen, så Rødhætte kunne få lov at komme hjem igen.

 

–

 

Som resultat af "tilbundsgående undersøgelser" fik kommunekontoret en sikkerhedsvagt. En ordentlig ledelse havde måske været mere påkrævet.

 

–

 

Jeg fik mit barn hjem omsider og efterhånden faldt hun så småt til ro. Da vil ulykken, at en beruset mand bryder ind i vort hjem om natten, overfaldt pigen i hendes sødeste søvn og voldtog hende.

 

Han fik til gengæld ingen belønning af kommunen. Derimod 2 års fængsel og bank oven i købet af de andre indsatte.

 

Den lille Rødhætte fik svien og skammen.

 

–

 

Da Rødhætte var 18 år, flyttede hun hjemmefra. Skaffede sig kollegieværelse i Fredericia. Startede uddannelse og levede af SU som så mange andre unge. Alle hendes ubehandlede traumer gjorde imidlertid, at hun ikke i længden kunne følge undervisningen. Hun fik det meget dårligt psykisk, groede til i snavs og blev bange for alle de rungende lyde, der er i en dårlig betonbygning.

 

SU-styrelsen indstillede udbetalingen og forlangte den allerede udbetalte støtte tilbage straks.

 

Således stillet måtte Rødhætte gå den tunge gang til bistandskontoret. Herfra dukker den første besynderlige journal op. Den stammer fra en læge Cecilie Frøkjær i Lunderskov, der har set Rødhætte 1 gang.

 

Doktor Frøkjær skriver følgende: Moderen i Kolding er tidligere skolelærer, men nu hel asocial. Alle søskende sære. Desuden mener hun at Rødhætte må være meget dårligt begavet.

 

Hvor har hun dog det fra? Hun ved det ikke og har aldrig mødt os.

 

–

 

Sagsbehandleren i Fredericia Elin Sørensen mener, at Rødhætte måske drikker. Problemet kan måske løses ved at tilbageholde hendes bistandshjælp. Det skal i parentes bemærkes, at jeg længe forinden havde opsøgt omtalte sagsbehandler og forsøgt at forklare hende, hvad Rødhættes problem var.

 

 

 

Et barn har ret til livet

 

Der stod så Rødhætte. Mor var imidlertid blevet alvorligt syg af skimmelsvamp og manglende rengøring på skolen. Fyret uden videre efter 120 dages regelen. Ingen af os havde noget at leve af.

 

Rødhætte havde det naturligvis meget dårligt psykisk og blev stadig ikke tilbudt nogen hjælp. I den situation så hun ingen anden udvej end at søge førtidspension.

 

Gudskelov har vi da et effektivt psykiatrisk system.

 

Det ser ud som om psykiatrisk overlæge Vagn Christensen på Kolding Sygehus har manglet nye friske kaniner til et forsøg med Cisordinol. Rødhætte blev indlagt og fyldt med store mængder af det giftige stads. Det kunne hun slet ikke tåle. Mindst 2 gange blev hun indlagt på intensiv i bevidstløs tilstand. Om nogen behandling kunne der ikke blive tale.

 

Overlægen var i starten lidt tøvende med, at stille diagnosen skizofreni, som Fredericia vistnok bad om. Denne sygdom anses for arvelig og uhelbredelig og udløser derfor pension. Men eftersom medicinen gjorde sin virkning, anså han dog patientens tilstand for så graverende, at livstidsdommen blev udskrevet.

 

Det fremgår af journalerne, at ingen psykiater har talt med Rødhætte. Det ansås for tidsspilde, fordi hun blot fablede om voldtægt og overgreb. Den slags hallucinationer anses som psykiatrien uvedkommende. Familien blev afvist med ordene: Den slags taler vi ikke med. SÅDAN.

 

Da Rødhætte blev udskrevet 3 måneder senere, havde hun taget 60 kilo på og lignede en zombie. Hun havde det endnu dårligere end før.

 

Alligevel er medicin, medicin og endnu mere medicin i livsfarlige doser alt, hvad Rødhætte i de følgende 10 år har kunnet opnå. Det er slemt at lægge krop og sjæl til neuroleptica. Kroppen nedbrydes effektivt og så fremkalder medicinen angst, irritation, sløvhed og følgelig isolation.

 

–

 

Imod alle odds blev Rødhætte gravid i slutningen af 98 til sin store glæde. Prævention havde ikke været anset for nødvendig, fordi medicinen fuldstændig ødelægger hormonsystemet.

 

Nu er Rødhætte en venlig, omsorgsfuld og pligtopfyldende person, der holder meget af børn. Hun frabad sig straks al medicin, da hun vidste, den er særdeles skadelig for et foster. Smøgerne blev lagt væk. Nu gjaldt det om at leve sundt af hensyn til det nye liv.

 

I januar 99 skulle hun til graviditetsundersøgelse hos lægen. Vor sædvanlige læge var ikke hjemme, men da det blot drejede sig om en rutinesag, gik hun i stedet til læge Anders Tvedegård i Over Jerstal. Han optrådte forbavsende. Stærkt truende er nok det rette udtryk. Du skal have en abort, sagde han vredt. Ellers bliver barnet tvangsfjernet straks ved fødslen. Du får det aldrig at se og du må ikke vide, hvad vi bruger det til. Det er vel hårde ord fra en person, der har aflagt lægeløftet og i øvrigt absolut intet kender til patienten eller familien i øvrigt. Og så til en vordende mor, der tillidsfuldt kommer for at få graviditeten bekræftet.

 

Det ser ud til, ud fra den mangelfulde journalindsigt, vi endelig fik ved Patientklagenævnets mellemkomst, at amtet er ansøgt om tvangsabort og tvangssterilisation. De strålende tanker om racehygiejne lever skam i bedste velgående i lægestanden. Mange har intet lært af de sørgelige overgreb, der fandt sted helt op i halvtredserne, hvor man tvangssteriliserede i massevis af sagesløse mennesker.

 

Anders Tvedgård tøvede ikke med at overtræde sin tavshedspligt. Nu skulle der statueres et eksempel. Han kontaktede straks psykiatrisk afdeling i Haderslev og Vojens Kommune i den hensigt at tvinge Rødhætte til at myrde sit ufødte barn. Der blev i de følgende måneder ikke sparet på trusler, pres og overtalelsesforsøg, men Rødhætte stod fast.

 

Børn har ret til livet.

 

–

 

Patientklagenævnet slog i øvrigt senere fast, at en læge gerne må se bort fra sin tavshedspligt og true patienterne, når hensigten er at dræbe et barn i moders liv.

 

–

 

I begyndelsen af februar opsøgte psykiatrisk overlæge Olstrup, Haderslev, den vordende mor og fortalte, at Vojens Kommune var fast besluttet på at ødelægge hende ved at tvinge hende til abort eller tage barnet fra hende til et elendigt liv. Den medfølgende sygeplejerske nåede lige at give Rødhætte et ordentlig skud af den medicin, hun så udtrykkeligt havde frabedt sig, før de gik. Der kunne naturligvis ikke være tale om at lukke den slags ind mere.

 

Å, hvor er det kommunalt.

 

–

 

I slutningen af februar indkaldte Vojens Kommune Rødhætte med forældre til reprimande. Foruden de tre skulle fuldmægtig Tove Sundahl og sagsbehandler Susanne Olsen deltage. Vi blev ført ind i et stort mødelokale og anbragt med den lave sol lige i øjnene. Så kunne forestillingen begynde. Og det var med Tove Sundahls egne ord ikke sødsuppe, der blev serveret.

 

Fruen lagde hårdt ud henvendt til Rødhætte.

 

Du har INGEN rettigheder. Vi bestemmer. Vi varetager barnets tarv. Vi skønner, barnets tarv er at blive aflivet.

 

Så havde Rødhætte hørt nok. Vi idioter var så befippede, at vi blev siddende en hel time og lod os overfuse af det afsindige væsen. Jeg er sikker på, en vis hr. Hitler ville have frydet sig over en sådan taktik. Susanne Olsen sagde ikke et ord. Det gjorde jeg heller ikke. Af indlysende grunde. Det varede faktisk et par måneder, før jeg fik talens brug igen. Da var jeg stadig så chokeret, at jeg måtte skaffe krisehjælp hos en psykolog.

 

 

Rødhætte klarede sig forbavsende godt. Hun lod sig ikke mærke med truslerne. Hun fik det bedre og bedre, da hun slap for medicinmisbruget. Hun udviklede sig igen til en smuk slank kvinde, der glædede sig til at blive mor. Hun indrettede børneværelse og forberedte sig på bedste vis til barnets ankomst.

 

Men kommunen lod hende ikke i fred. Daglig sendte man 2 hjemmehjælpere for at spionere. Nogen form for hjælp eller støtte kunne der ikke være tale om.

 

Til sidst måtte Rødhætte opgive profylakse. Spionerne bad hun gå, da hun ikke holdt dem ud mere.

 

-

 

Det skulle senere vise sig, at det allerede var besluttet på et formandsmøde den 15. april, at det barn, som skulle fødes i august, måtte bortføres fra fødelejet og tvangsadopteres til barnløse venner. Ikke familiens naturligvis. Vojens kommune afviste enhver form for samarbejde. Breve blev ikke besvaret. Telefoniske anmodning om at tale med vor sagsbehandler blev kategorisk afvist med begrundelsen: I har ingen sagsbehandler.

 

–

 

Citat fra journal dateret 8-2-99: Else og Ole kan ikke forstå kommunens holdning, de kommer for at samarbejde og oplever, at vi ikke har noget at tilbyde.

 

Fra journalark dateret 25-2-99: Hvis familiens forståelse af samarbejde er, at Vojens Kommune lover ikke at tvangsfjerne barnet, kan der ikke blive noget samarbejde. Senere: At de som forældre bør støtte en abort og hvis de ikke vil det, må støtte datteren i at få medicin under graviditeten, da det er vigtigt for det ufødte barn.

 

–

 

Hvilken vidunderlig konsekvens. Læge Anders Tvedegård var senere af den opfattelse, at barnet burde have været tvangsfordrevet, fordi moderen ved undfangelsen havde været en sag for Kommunekemi.

 

Skønt såvel læge som hospital og kommune har tavshedspligt, foregik der ikke desto mindre en livlig aktivitet for at ødelægge såvel moderen som det ventede barn. F.eks. 18-2-99: Opringning til kommunen fra distriktssygeplejerske Kristel Christensen, som ikke har set vor datter siden det famøse besøg med sprøjten.

 

Fortæller: at overlæge Olstrup har sendt brev til Anders Tvedegård. Håber, at fornyelse af kørekort kan bruges som pression. Kristel er meget bekymret og ikke i tvivl om, at Rødhætte på nuværende tidspunkt hører stemmer, men de er formentlig ikke så høje endnu, at hun bliver psykotisk. Regner med, det kan gå 3-4 måneder endnu uden medicin. Aftale med Kristel, at vi taler løbende sammen, hvadenten vi har kontakt til familien eller ej. Underskrevet Susanne Olsen.

 

–

 

Endelig i maj lykkedes det min mand Ole, at fø et møde med afdelingsleder Bjarne Beck. Han betingede sig dog, at have Tove Sundahl som bisidder. Bjarne Beck oplyste, at eftersom det intet barn var, eksisterede der ingen sag. Således var der ikke noget at tale om. Så var det jo ikke så sært, ingen ville tale med os. Vi følte os dog stadig ikke trygge, så vi sendte kommunen et brev med forslag til 7 gode plejefamilier, som alle havde accepteret at tage barnet i påkommende tilfælde. Vi fik aldrig svar.

 

–

 

3-6-99 udsteder Anders Tvedegård en falsk lægeerklæring, der fortæller, at patienten lige har besøgt ham, og hun er nu svært psykotisk.

 

I virkeligheden har han sidst set henne den 3. maj 99. Overlægen på gynækologisk ambulatorium undrer sig såre. Den vordende mor er til svangrekontrol samme dag og befinder sig i alle måder strålende. Anders Tvedegård forsvarer den falske lægeerklæring med, at han er hårdt presset af kommunen. Kommunen nægter at have haft kontakt til ham overhovedet (det ville jo være ulovligt). På baggrund af denne erklæring besluttes det, at politiet skal tilkaldes, når Rødhætte kommer i sikker fødsel og barnet skal bortføres fra fødestuen og anbringes på Ehlershjemmet i 3 måneder til tvangsdoption kan ske. Det skønnes at tjene kommunekassen bedst. Kommunen nægter moderen aktindsigt her som i det senere forløb.

 

Patientklagenævnet fastslår, at falske lægeerklæringer er legale, når hensigten er at ødelægge et ufødt barn og dets mor.

 

–

 

I juli, hvor fødslen nærmer sig, er situationen blevet svær for os alle på grund af den intense klapjagt. Vi tør ikke lade Rødhætte gå nogen steder alene, fordi vi ved, man kan finde på at tvangsindlægge hende og gøre en ulykke på hende og barnet blot for at sikre adoptionsfamilien, at varen blev leveret. Det var belastende, at vi ikke kunne vende os nogen steder uden at se side op og side ned.

 

Hele Danmark glæder sig til den lille nye. Rigshospitalet bygges om for at sikre mor og barn en god fødsel.

 

Vi undte gerne Kongefamilien et nyt medlem, men det mindede os stadig om, at vor lille Hassan skulle have været myrdet og nu skulle have sit liv ødelagt. Den sidste tid blev tung. I vor nød henvendte vi os til familiens læge. Han ville hjertens gerne hjælpe, men var afskåret fra at blande sig i en ikke eksisterende sag. Vi husker: Intet barn – ingen sag. Han vidste ikke bedre end at råde Rødhætte til at flytte til en kommune, hvor der kunne forventes en smule fornuft. Vor datter havde ikke meget lyst til at flytte fra sin store gode lejlighed. Det er jo heller ikke let på stående fod at finde noget nyt. Imidlertid havde hendes søster og svoger i Lunderskov god plads. Der flyttede hun så ind mod slutningen af juli.

 

Fredag den 13. august 99 skulle Hassan komme til verden. Det gik ikke helt så glat, som vi havde håbet. Den jordemor, vi havde bestilt, konstaterede sædeleje. Af hensyn til barnet besluttede Rødhætte at lade sig indlægge på Kolding Sygehus til rutinemæssig kejsersnit. Vi ankom til sygehuset kl. 15.00. Den fødende havde stærke veer med ca. 8 minutters mellemrum. Jordemoderen konstaterede straks, at der var tale om sædeleje og behov for kejsersnit. Derpå overlod hun os stort set til os selv og vor angst for barnet i 5 timer. Det viser sig, der har været en intens kontakt til Vojens i den tid. Det er underligt al den stund, den fødende blev bedt om at udfylde en blanket med navn, personnummer og adresse. Der stod da tydeligt nok, at hun var bosiddende i Lunderskov kommune. Endelig kl. ca. 20 begyndte man at gøre anstalter til kejsersnit. På det tidspunkt var Bjarne Beck og Susanne Olsen på vej fra Vojens, så de kunne bistå ved fødslen. Susanne Olsen skriver, at jordemoderen ikke ville stå med det hele selv. I øvrigt nægtes moderen aktindsigt i, hvad der skete omkring fødslen og bortførelsen af barnet.

 

Jeg siger udtrykkeligt bortførelse og ikke tvangsfjernelse af flere grunde. En fødeafdeling på et hospital må forhåbentlig ikke betegnes som et farligt sted for et spædbarn. Moderen beskrives i de 5 dage, hun besøgte sit barn som en ganske normal omsorgsfuld mor. Erklæringen fra sygehuset har Vojens Kommune omhyggeligt smidt væk, for intet måtte tale til moderens fordel. Den samme vej er i øvrigt alle de andre positive udsagn fra de mange, som kender familien gået. Man har i hvert fald været konsekvent. Ingen der udtalte sig måtte have noget kendskab til os. I så fald blev de diskvalificerede som forudindtagne og således utroværdige. Det er i det hele taget utroligt, så mange kræfter en kommune vil bruge på at ødelægge et barn.

 

-

 

Straks barnet var født, blev det taget fra moderen. Nu kunne festen begynde. Bjarne Beck og Susanne Olsen troppede op på opvågningsstuen, hvor Bjarne Beck proklamerede: Nu tager vi dit barn. Du får det aldrig at se igen. Du må ikke vide hvor vi tager det hen.

 

Så fik Rødhætte medicin til at fjerne modermælken og blev derefter overladt til sine egne triste tanker. I virkeligheden udsatte de to tapre tinsoldater barnet for livsfare. Havde de haft held til at fjerne barnet fra sygehuset, kunne det have været dødt på grund af vand i lungerne. Børnelægen forlangte at beholde drengen, der var stor og i alle måder velskabt, til observation i 3 døgn. Lille Hassan blev anbragt langt fra sin mor på neonatalafdelingen, hvor han bestemt ikke hørte hjemme. Den stakkels mor måtte nyopereret vandre den lange vej fra barselsgangen. Amme sit barn kunne hun jo ikke, men sidde og give ham flaske kunne hun, når hun da ikke blev smidt ud, mens de syge børn blev badet, madet, undersøgt etc. Det var en skrækkelig oplevelse for os alle. Fremover vil vi nok ikke ligefrem råde nogen til at føde på Kolding Sygehus.

 

På 5. dagen accepterede Ehlershjemmet i Sdr. Vilstrup, at tage imod barnet og så blev den lille lodset derhen til en spædbørnsafdeling, der rummede børn op til skolealderen. Der var på det tidspunkt 50% overbelægning. I amtets familieafdeling fandt man ingen grund til vor bekymring. Barnet skulle jo bare adopteres bort. Drengen holdtes indespærret på Ehlershjemmet i 7 måneder, hvor han kun fik lov at se sin mor 5-6 timer. I den tid var han nødt til at forholde sig til mindst 50 forskellige omsorgspersoner. Den officielle begrundelse for bortførelsen er, at barnet skal sikres stabil voksenkontakt. Begrundelsen for, at han holdes afsondret fra sin familie er, at han ikke tåler så mange uvedkommende personer i sin nærhed.

 

Behøver jeg at sige, at Ehlershjemmet intet forældreråd har, at det nægter at samarbejde med barnets familie. Det holder tilsyn med sig selv. Forældre nægtes aktindsigt. Hele det faste personale kan finde på at rejse på kursus i tre dage og overlade de små til lutter fremmede.

 

Her skulle lille Hassan så henslæbe de første 7 måneder af sit liv under kummerlige forhold. Foruden at ødelægge barnet psykisk, lykkedes det Ehlershjemmet at påføre ham astma og allergi med umådeholden indgift af uorganisk jern. Der er noget i de sparsomme uddrag fra journalerne, der tyder på, han også har problemer med lever og fordøjelse. Det er i hvert fald uomtvisteligt, at barnet blev fejlernæret. Det ser også ud som om man i sin iver efter at sikre drengen en samfundsgavnlig opvækst, har smadret hans hjerneskal. I hvert fald melder barnets bog om et 6 måneders barn med sammenvokset fontanelle. Det er et helt år for tidligt. Det skyldes formodentlig kraniebrud. Barnets lægejournaler er tophemmelige ligesom alt, hvad angår Ehlershjemmet.

 

Den 13. marts 2000 er Hassan nøjaktig 7 måneder. Da udskrives han fra Ehlershjemmet. Den 18. marts ankommer han til en anonym plejefamilie uden der er truffet lovlig beslutning i børn og ungeudvalget om ændring af opholdssted. Om grunden til at plejefamilien er anonym oplyser kommunen: Hvis familien kender anbringelsesstedet, vil de klage over den. Så kommer vi til at flytte barnet igen.

 

Det kalder jeg selverkendelse. Kommunen kunne vel også have valgt en af de 7 gode familier, vi havde foreslået i stedet for at bringe det stakkels barn til Langtbortistan hos en familie, der kun interesserer sig for plejelønnen. Ganske vist er barnet anbragt langt borte, men at rejsen skulle vare 5 dage? Ingen har anelse om, hvor barnet har vært så længe.

 

Barnet får stadig Kortison i stedet for passende mad.

 

Vi er alle meget bekymrede for stakkels lille Hassan. Den dreng har en meget dårlig mor. Hun hedder Kommunen.

 

 

-

 

Havde vi, barnets biologiske mor og den øvrige familie, haft nogen som helst indflydelse på opholdsstedet, havde vi naturligvis valgt en familie, der var i stand til at samarbejde og frem for alt et hjertevarmt sted, der behandlede barnet godt.

 

 

 

Hvorfor skal så mange børn ødelægges på krop og sjæl ?

 

Politikernes motiver synes lidt blandede. Magtbegær. Ligegyldighed. Ansvarsfraskrivelse. Ondskab. Ren og skær dumhed. You name it.

 

Det er derimod let at se, hvad der driver institutioner, pædagoger, pædofile, plejehjemsforeninger, iværksættere, projektmagere. Ren og skær griskhed. Foruden eventuelle frynsegoder er der penge at hente. Ifølge de oplysninger, jeg har adgang til, lever i dag 40.000 danske børn uden for deres hjem. Ifølge samme sædvanligvis velunderrettede kilde, koster det hvert år samfundet 30 milliarder. Kun fantasien sætter grænser for den, der vil berige sig på børnenes bekostning.

 

Tro mig. Det bliver bedre år for år, selv om den økonomiske katastrofe i kommunerne sætter grænser for, hvor mange børn, man orker at ødelægge, er fede tider i vente. Når børnene er 10-12 år, er de store nok til at gøre oprør. Når de bliver myndige, skal I se løjer. Alle de ødelagte unge er en bombe under vort samfund. Så kan vi vente bandekrige, vold og hærværk og anden destruktiv adfærd. Sikke tider, det så bliver for behandlersystemet, fængselsvæsenet, narkohajer, bryggerier, psykologer, psykiatere.

 

De ødelagte børn bliver selv forældre. Hurra  –  en social arv er cementeret. En evighedsmaskine, der er guld værd for nogle. Gamle vil gå en trang tid i møde. Det samme vil syge. Jeg skulle taget meget fejl, hvis ikke hele Vojens Kommunes familieafdelings budget på 26 millioner vil gå til at betale for anbragte børn i 2002.

 

Man må uværgerligt tænke på konen med æggene: "En del lægger æg. En del ruger ud. Hvor jeg bliver rig – Du søde gud."

 

Det er interessant, men beskæmmende at konstatere, at i de fleste journaler vi ser, er det bærende element sagsbehandlernes egne traumer og egen angst. Det betyder naturligvis, at de giver en god beskrivelse af sagsbehandleren, men fortæller meget lidt om den familie, man truer. De såkaldt objektive oplysninger bygger således ofte på gamle diagnoser, formodninger, direkte løgn og gemen sladder.

 

Familiens egne oplysninger og meninger tillægges ingen vægt. Det føles som at argumentere med en løbsk damptromle.

 

I de børnesager, vi har set, er følgende træk karakteristiske for den særdeles kritisable sagsbehandling:

 

1.      Der er ikke foretaget nogen undersøgelser.

2.      Familien er ikke tilbudt nogen hjælp.

3.      Kommunen ønsker ikke samarbejde med nogen.

4.      Der foreligger ingen partshøring.

5.      Der foreligger ingen lovlig indstilling til børne- og ungeudvalget. Det tager således stilling til en tvangsfjernelse uden noget beslutningsgrundlag. Det vil sige, det eneste holdepunkt er, hvad der i øjeblikket synes mest økonomisk for kommunen.

6.      Sagernes udfald er aftalt på forhånd.

7.      Der udarbejdes ingen handleplaner.

8.      Kommunerne arbejder med skjult dagsorden. Det betyder et stort element af løgn, fordrejning og fortielse.

9.      Af samme årsag nægtes forældrene aktindsigt. Det skønnes at være nødvendigt af hensyn til kommunens anseelse.

10.    Efter tvangsfjernelsen nægtes familien fortsat al hjælp og støtte med den begrundelse, at nu har de jo ingen børn mere.

11.    Børnene nægtes samvær med hele deres familie. Forældrene kan dog som en sær nåde få lov at forsikre sig om, at børnene stadig er i live. De udstilles under skarp bevogtning 1 à 2 timer om måneden på et offentligt sted. Herved afskærer man barnet fra kontakt med familien og således enhver mulighed for at komme hjem igen. Det er meget belastende for såvel forældre som børn.

12.    Der er intet eller særdeles mangelfuld tilsyn med de frihedsberøvede børn.

13.    Mange af børnene mishandles fysisk, psykisk og seksuelt. Ingen tager sig af børnenes eller familiens klager. Vi har eksempler på at selv spædbørn må ligge i dagevis med brækkede knogler, forårsaget af plejepersonalet, uden at være bragt til læge. Det kaldes hændelig uheld. Ifølge loven har forældre ret til at lade deres barn undersøge af en uvildig læge. Det kan bare ikke lade sig gøre, fordi anbringelsesstedet nægter at udlevere barnet.

14.    Ifølge loven har forældrene ligeledes ret til at døbe deres barn. Det kan ikke lade sig gøre. Den slags er svært at praktisere på afstand.

 

Det er som sagt et stort problem, at forældre og børn ingen steder har at gå hen med deres klager. Før vi får et ædrueligt tilsyn, som også har magtbeføjelser overfor kommuner og amter, er der ingen grund til optimisme på børnenes vegne.

 

I øjeblikket melder alle hus forbi under henvisning til det kommunale selvstyre. Den slags overgreb ville være utænkelige i en retsstat. I hvert fald ville de øjeblikkeligt blive påtalt og de skyldige stillet til ansvar. Nu dækker alle sig ind under et kollektivt ansvar. Det vil sige ingen er ansvarlig. Alt er foretaget af et ikke identificeret væsen ved navn Kommunen. Naturligvis til barnets eget bedste.

 

Der er blot ingen, der gider definere, hvad der gavner et barn. Barnets tarv synes på mystisk vis altid at falde sammen med kommunekassens øjeblikkelige krav. Det støder i hvert fald mine moralbegreber, når en sagsbehandler råber ind i ansigtet på forældre og bedsteforældre, at kommunen har besluttet, at man bedst varetager barnets tarv ved at myrde det.

 

Familiepolitikken er blevet totalt lovløst område. Kommunerne skalter og valter med familiers liv, som det passer dem. Har man først anbragt et barn, mister kommunen som ved et trylleslag al interesse for familien, barnet inklusive. Man har fralagt sig ansvaret. Barnet er overladt til en mere eller mindre kompetent omsorg. Familien får stadig ingen hjælp. Alt flyder kort sagt. Barnet mister forbindelsen til sin familie, fordi det tilladte samvær af bekvemmelighedsgrunde er symbolsk.

 

Nogen burde for længst have indset, at en stat aldrig kan skabe et godt liv for folk, slet ikke for børn.

 

Der findes kun 2 muligheder. Enten giver man befolkningen mulighed og frihed til at leve et godt liv. Eller også terroriserer man som nu med magt, tvang og bedreviden og slukker derved alt håb for en god fremtid. Sporene burde skræmme. Nogle af os husker endnu nazitiden. Lidt yngre burde kende til andre totalitære regimers storhed og fald.

 

•       Hvad skal vi i det hele taget med en stat, når den nægter at beskytte sine borgere mod overgreb?

•       Er det i virkeligheden her, humlen ligger begravet?

•       Er det meningen at gøre statsbegrebet indholdsløst, så vi umærkeligt kan indgå i et storeuropa?

•       Betaler de tusinder af børn i virkeligheden prisen for en politisk rævekage?

 

 

 

Hvad der videre skete Rødhætte

 

Når et barn dør, mener familien med god grund, at det værste er overgået dem.

 

De sørger naturligvis over det lille liv, der aldrig kom til udfoldelse. Det er et smerteligt tab. De fleste gennemlever den værste sorg i løbet af et års tid, så livet kan gå videre. Forhåbentlig er sorgprocessen støttet af sympati og omsorg fra andre.

 

Helt anderledes forholder det sig, når et barn tvangsfjernes. Det synes at være en principsag at gøre alt så brutalt og krænkende som muligt. Forældre og den øvrige familie stemples i sagens natur som anden rangs mennesker.

 

Journaler er skrækkelig læsning, der i virkeligheden fortæller langt mere om sagsbehandlerens kaotiske sjæleliv end om dem, hun foregiver at beskrive. Selv ansvarlige, venlige, kloge mennesker fremstår som rene uhyrer, der ifølge vor gode socialudvalgsformand HC Schmidt ikke er værd at ofre en krone på og da slet ikke forvaltningens dyrebare tid.

 

Det er selvfølgelig tungt og fornærmende i den grad at blive tilsvinet og umyndiggjort. Men det værste er angsten og bekymringen for det barn, det offentlige har bestemt sig for at ødelægge. Hertil kommer vreden, afmagten og skammen over at være tvunget til at lade sig regere af idioter og onde mennesker. Forestil dig venligst, at det drejede sig om dit eget barn. Det kunne det lige så godt være. Du kunne også blive udsat for en ulykke eller sygdom. Angsten slipper aldrig sit tag i familien. Den bliver ikke mindre ved udsigten til en dag at stå med en voksen knækket søn eller datter.

 

-

 

Ifølge loven skal forældre straks anmelde en fødsel til kirkekontoret i det sogn, man bor i. Det forsøgte Rødhætte, men blev afvist. Kolding Sygehus nægtede at udlevere den nødvendige blanket. Vi fik blot at vide, at sådan en havde de ikke. Det skulle senere vise sig, at Bjarne Beck havde fået den og tilmeldt barnet i Vojens for at sikre sig ret til at disponere over barnet.

 

Straks, da kontoret åbnede mandag den 16. august, satte han sig i forbindelse med Lunderskov og fortalte Tyge Løbner, at han havde bortført et af kommunens børn fra Kolding Sygehus. Hvis Lunderskov ville lade Vojens beholde barnet, skulle Vojens nok betale alle udgifter i forbindelse med ophold etc., indtil barnet kunne overlades til de ventende adoptivforældre efter de obligatoriske 3 måneder. Den ordning syntes Tyge Løbner svært tilfreds med. Den ville jo ikke koste Lunderskov en øre. Han lavede straks et notat om, at Rødhætte ikke var indført i folkeregisteret. Hun kunne så i mellemtiden hygge sig med kommunens velkomstpakke. Det kaldes vist handlekommuner. Aktindsigt nægtedes. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at Rødhætte et halvt år senere blev truet med tvangsbøder, fordi hun ikke havde tilmeldt sit barn lovmæssigt og at Vojens kommune krævede den forskudsvise boligsikring tilbage, fordi hun boede i Lunderskov.

 

-

 

Således blev hun udskrevet fra hospitalet på 5. dagen. Langtfra rask efter kejsersnittet og halvt vanvittig af angst og sorg. Sygehuset fandt det ikke nødvendigt at underrette hjemkommunen om, at hun trængte til hjælp. Der havde jo været en kommune for at tage hendes barn. I øvrigt var det også ligegyldigt. Lunderskov hævdede, at mor og barn aldrig kunne have forskellig hjemkommune. Når man havde foræret barnet til Vojens, kunne man således ikke have forpligtelser overfor moderen. Vojens ville naturligvis ikke have noget med Lunderskovs borgere at skaffe.

 

Havde moderen så i hvert fald fået lov at være i fred og besøge sit barn på anstændig vis. Indenfor en uge skulle bortførelsen bekræftes i børn og ungeudvalget. Hvilken farce. Udvalgets formand havde ikke gidet komme til mødet. Han havde jo allerede 2 gange dømt barnet til fortabelse.

 

Så foreslog den beskikkede byretsdommer Frida Liedach, at man behandlede sagen som en efterretningssag. Det drejede sig da trods alt kun om ulovlig frihedsberøvelse af en unge. Vor advokat protesterede. Moderen havde ret til partshøring, skønt vi vel vidste beslutningen var taget forlængst. Så måtte vi vente 45 minutter på, man fremskaffede formanden. Vi fik lov til at tale, tydeligvis for døve øren. Den ærede dommer gav tydeligst udtryk for sin foragt og kedsommelighed ved under det korte møde, at ryge mindst 4 cigaretter i det røgfri lokale, samt adskillige gange pille sig i næsen og kigge adspredt ud af vinduet.

 

Her så vi for første gang alle de dumme tomme øjne hos udvalget, der foruden formanden Markvard Hovmøller består af Asta Freund og Thestrup Schmidt.

 

Jeg ved godt, at dommeren er tilknyttet i børnesager for at give det hele et skær af legalitet, men hun kunne vel have påtalt de værste uhyrligheder. Hun fandt det helt i orden:

 

1.      At man tog bestemmelse om et barn hjemmehørende i Lunderskov.

2.      At der ikke fandtes skygge af handleplan, skønt bortførelsen havde vært planlagt i 4 måneder.

3.      At hensigten med at tage barnet var ulovligt.

4.      At begrundelsen for at fjerne barnet var en 12 år gammel og i øvrigt forkert diagnose.

5.      At der aldrig var foretaget nogen forudgående undersøgelse. De såkaldte oplysninger, der lå i sagen var dels sladder, dels løgn, dels fordrejede sandheder. I alle tilfælde var de ulovligt indsamlede. Heraf følger:

6.      At der ingen lovlig indstilling var til B og U udvalget.

 

Hvis hun har opfyldt sin funktion, er der noget, der trænger til en alvorlig overhaling.

 

Det er ligeledes ynkeligt, at politikerne vil gøre sig kriminelle og til borgernes fjender blot for at skaffe offentligt ansatte fordele og indtægter. Er det mon, fordi de selv lever af offentlig løn og tilskud?

 

Det siger vel sig selv, at de under hele forløbet har nægtet at tale med nogen af os.

 

-

 

Så skulle anbringelsen endelig stadfæstes. Det skal ske indenfor en måned. Her greb Den Sociale Ankestyrelse ind. Det var naturligvis ulovligt, at Vojens havde bortført et barn. Det stod imidlertid ikke til at ændre, men nu skulle forbrydelsen legaliseres. Det mente Ankestyrelsen bedst skete ved, at Lunderskov vedtog en endelig beslutning om anbringelse. Problemet var, at det var over lukketid og sidste frist for afgørelsen var næste dag. Problemet løstes til de ærede myndigheders tilfredshed ved, at stedet henlagdes til rådhuset i Lunderskov. Vojens fortsatte med at være handlekommune som om, intet var hændt. Det var der jo heller ikke.

 

-

 

Til ulempe for en let sagsbehandling har børn ret til kontakt til deres forældre. Som omtalt mindst et kvarter om måneden. Hassan var heldig. Hans mor fik lov at betragte ham en time hver 14. dag. Under skarp kontrol forstås. Samværet er blevet et hårdt pres for såvel mor som barn, fordi der er gjort store anstrengelser for at hindre kontakt. Samværet er hele tiden foregået på Ehlershjemmet i uhyggelige omgivelser af hensyn til pædagogerne. Da drengen var kommet i familiepleje, skreg han som besat, hver gang han blev bragt derhen, af angst for at blive forladt der igen. Det berammede samvær blev hele tiden aflyst. Sagsbehandleren havde ikke lige tid. Pædagogen var syg. Hele plejepersonalet var på kursus. Somme tider var der ingen begrundelse. Bad moderen om erstatningssamvær, fik hun at vide, at hun da bare kunne være mødt op til det aflyste samvær. Alt i alt har hun vel sammenlagt fået lov at betragte sit barn 20 timer i løbet af 2 år. De begrunder det med, at hun ikke forstår barnets behov. Sagen bliver ikke bedre af, at der i hvert samvær deltager fra 2 til 5 uvedkommende personer.

 

Hvad er hun så tilbudt af personlig hjælp i al den tid. Ikke en disse. Og dog. Vojens Kommune havde længe været træt af de uforudsete udgifter til et barn, man ikke ønskede. Så fandt man på en ny mulighed for at "hjælpe". Man anmodede byretten i Haderslev om, at gøre Rødhætte umyndig og beskikke en professionel værge for hende. På den måde håbede man at slå mindst 4 fluer med et smæk.

 

Hun kunne indlægges på amtets plejehjem sammen med senildemente. Kommunen kunne slippe for hendes anmodninger om aktindsigt, disponere over hendes pension og endelig bortadoptere hendes barn. Begrundelsen for at ønske hende umyndiggjort var, at vi, hendes forældre stjal hendes penge. Noget hun dog stærkt selv benægtede.

 

Der var heldigvis en god dommer, der afviste at umyndiggøre en fornuftig person blot fordi, det var bekvemt for kommunen. Da vi efterfølgende spurgte en sagsbehandler, hvordan de dog kunne finde på at lyve så groft om os, svarede hun minsandten, at de hele tiden var nødt til at afprøve, hvor langt de kan gå.

 

-

 

Eftersom det trak ud med at knække moderen og bortadoptere barnet, blev Sønderjyllands Amt træt af at betale til et barn, der jo reelt var hjemmehørende i Vejle amt. Det besluttedes derfor, at Lunderskov Kommune og Vejle Amt fremover skulle betale for barnets ophold. Vojens åndede lettet op og opgav adoptionsplanerne. Nu skulle drengen i familiepleje. Lunderskov ville ikke betale for Vojens Kommunes eskapader, så de klagede til Ankestyrelsen, der bestemte, at Vojens skulle betale. Jeg tror, de slås endnu. Men umiddelbart kunne det se ud som om, Vojens i øjeblikket sider med aben. Vi konstaterer at kommunens økonomi er totalt ude af kontrol på grund af alle de tvangsfjernede børn. Af den grund er der ikke råd til at passe gamle og syge eller holde veje og bygninger i forsvarlig stand.

 

 

 

Et spørgsmål om etik

 

Hvis en kommune skønner, at et barn har bedst af at have sin dagligdag et andet sted end hjemme, kunne det tilbydes familien som hjælp i stedet for tvang.

 

Jeg har svært ved at forestille mig en familie, der ikke ville tage mod et fornuftigt tilbud om nødvendig hjælp. hvis det blev fremsat med respekt for såvel voksne som børn.

 

Det der gør anbringelser så altødelæggende er, at kommuners ansatte har en kriminel tankegang. De har ikke lært respekt for andre eller saglighed, men derimod menagement. Det vil på godt dansk sige, at det gælder om at nedgøre og mishandle folk, så de aldrig rejser sig igen. Det gør dem nemmere at manipulere. Familieafdelingen i Vojens må have set Rødhætte som et nemt offer, mishandlet som hun var i mange år. De glemte at tage i betragtning, at hun har haft det godt de første 12 år, hvor hun har opbygget en stærk personlighed og stor viljestyrke.

 

-

 

Lad os se på mål og midler i sagen om den lille Hassan med de skæve ben. De reelle og de formelle.

 

Rødhætte tillod sig at blive gravid uden tilladelse. Det er provokerende.

 

Mennesker med en psykiatrisk diagnose må ikke bestemme noget selv. Ydermere nægter hun at tage den medicin, som invaliderer såvel hende som det ventede barn. Altså er hun ulydig også. Det må straffes.

 

For at fungere optimalt som mor, kunne hun få brug for hjælp til at bearbejde sin post-traumatiske belastningsreaktion. Det koster penge.

 

Ved at myrde det ufødte barn kunne man næsten gratis bringe hende tilbage til den gamle håbløse situation som idiot.

 

Planen lykkedes ikke. Altså beslutter man at stjæle barnet og bortadoptere det. Ved passende midler skulle hun nok kunne gøres psykotisk og således miste interessen for at være mor.

 

Da kommunen arbejder med skjult dagsorden, har man et forklaringsproblem. Mål og midler synes ikke at passe sammen. Ser vi virkeligheden, er alt såre logisk.

 

Barnet skulle tvangsfjernes for at kommunen ikke skulle risikere sociale udgifter.

 

Barnet skulle snarest muligt bortadopteres ved tvang. Man var godt klar over efterhånden, at moderen aldrig frivilligt ville prisgive sit barn. Set i det lys er det ganske klart, at man måtte undlade at samarbejde med moderen, negligere alle familiens forslag til gode plejehjem og anbringe barnet på Ehlershjemmet.

 

Det hedder, at institutionen er valgt, fordi den bedst opfylder formålet med anbringelsen og at det store sunde barn skulle observeres, før det blev sendt videre til endeligt opholdssted. Endvidere hed det, anbringelsen skal vare barndommen ud. Formålet at sikre barnet kontinuitet og stabil voksenkontakt, henviser naturligvis også til adoption. Da den skjulte dagsorden ved et uheld kom for dagens lys, kom der pludselig mening i galskaben.

 

Kommunen kunne naturligvis ikke skrive, at bortførelsen skete for at slippe for at give Rødhætte den hjælp, hun burde være berettiget til. Derfor skrev man i de officielle dokumenter, at hensigten var at tjene barnets bedste.

 

Af samme grund så man sig nødsaget til at lyve så groft om os alle sammen. Barnets bedste er et underligt trylleord, der legaliserer selv de groveste overgreb.

 

Adoptionsforældrene var naturligvis ikke interesseret i at modtage en god mor og en familie, der er stærk både i tal og ressourcer, sammen med barnet. Derfor var det nødvendigt at holde os alle fra kontakt med barnet.

 

Tillader man sig at klage, hævner de sig på barnet.

 

At argumentere med dem er som at tale til en damptromle.

 

Det er ikke oplyst, hvad adoptanterne syntes om at miste det sunde danske barn, de var stillet i udsigt.

 

Påfaldende meget ondskab og bedrag er vokset ud af trangen til at redde menneskeheden (Michael Mogensen).

 

 

 

 

FN's konvention om barnets rettigheder

 

Her følger nogle punkter fra konventionen, der efter min mening bør tages i betragtning i børnesager.

 

Man er overbevist om, at familien som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet. Anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.

 

At barnet som følge af sin fysiske og psykiske umodenhed, har behov for særlig beskyttelse, både før og efter fødslen.

 

At der tages behørig hensyn til betydningen af et folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.

 

Artikel 2

Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn indenfor deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

 

Artikel 5

Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmer af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med den stedlige sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.

 

Artikel 6

Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.

 

 

Artikel 7

Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå statsborgerskab og så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.

 

Artikel 9

1.      Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelse er undergivet retslig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældre lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

2.      I behandling af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.

3.      Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.

4.      Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af familien, de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være skadelige for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.

 

Artikel 14

3.      Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundhed, sædeligheden eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.

   

Artikel 16

1.      Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb på sin ære eller sit omdømme.

2.      Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.

 

Artikel 24

2.      Tage passende forholdsregler for at sikre kvinder passende svangerskabs og barselspleje. At sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om børnesundhed og ernæring og fordelene ved amning, hygiejne og forebyggelse af uheld.

 

Artikel 25

Deltagerstaterne anerrkender retten for et barn, der af de ansvarlige myndigheder er anbragt for at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til sin fysiske og psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af den behandling, som barnet får og af alle andre omstændigheder vedrørende dets anbringelse.

 

Artikel 35

Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at hindre bortførelse, salg eller handel med børn til noget formål og i nogen form.

 

 

Jeg har her undladt at citere konventionen om menneskerettigheder, fordi den nogenlunde omhandler de samme forhold, når det gælder familieret. Det betyder naturligvis ikke, at denne konvention ikke er overtrådt.

 

 

Børnerådet sender i maj 2000 en supplerende rapport til FN's komité for barnets rettigheder vel i erkendelse af, at statens rapport er noget tyndbenet.

 

Heri anføres, at Danmark er for påholdende med penge til børnerådets arbejde.

 

Det kniber med almindeligt kendskab til konventionen. Til orientering kan oplyses, at kommunerne aldrig har hørt om den her elleve år efter, den trådte i kraft.

 

Alle ministre, udvalg, kommissioner, o.lign., som har indflydelse på børns liv, bør forpligtes til systematisk at foretage en vurdering af gældende regler og forslag til ny lovgivning udfra konventionens ånd og bogstav.

 

Børnekonventionen kan ikke i dag siges at være det dynamiske element i børnepolitikken i Danmark.

 

Den danske regering bør i højere grad end nu opstille krav til den kommunale indsats for børn med henblik på at sikre både lighed og kvalitet.

 

Der er et klart behov for en analyse af, hvad der i en dansk tradition forstås ved barnets bedste set ud fra et juridisk, en historisk, en sociologisk, pædagogisk og psykologisk synsvinkel. Er her f.eks. tale om de samme grundlæggende værdier og etiske forpligtelser?

 

Det konstateres, at børn har ringe indflydelse på egne anliggender. Hertil har jeg kunnet erklære mig ganske enig med børnerådet. Det ser generelt skidt ud med børns rettigheder i samfundet.

 

Men så skiller vandene riktignok.

 

Børnerådet mener, at børn sikres medbestemmelse ved en lovændring, som desværre er vedtaget. Man skriver i situationer, hvor et barn er udsat for eller i åbenbar risiko for omsorgssvigt skal de offentlige myndigheder bidrage til at anbringe barnet i anden pleje, skulle det forbedre børns retsstilling. Ud fra den nuværende lovtekst kan intet barn vide sig sikker for vilkårlig tvangsfjernelse. ALLE børn er i åbenbar risiko for omsorgssvigt. Der er dagligt forældre, som bliver syge eller kommer ud for overfald, kommer i fængsel, begår selvmord eller kommer ud for ulykker.

 

Generelt kan jeg tilslutte mig Børnerådets opfattelse af, at det ser sløjt ud med hjælpen til de børn, der lever i såkaldte problemfamilier.

 

Det er blot min opfattelse, at familierne skal tilbydes hjælp i stedet for de massive forsøg på, at forgribe sig på børnenes rettigheder.

 

Der er et skrigende behov for en ordentlig lovgivning.

 

Det første, man skal gøre, er at definere barnets tarv i en dansk sammenhæng.

 

Eller barnets bedste, som man nu ynder at kalde det.

 

Jeg er alvorligt bange for, at tilførsel af penge alene ikke sikrer, at Børnerådet udfører et sobert arbejde til gavn for børnene. Det synes også nødvendigt at kaste et kritisk blik på medlemmernes kvalifikationer og motivation.

 

 

 

Om den sociale arv

 

Lige så længe, mennesker har interesseret sig for børneopdragelse, har forholdet mellem arv (forstået som genetisk arv) og miljø været et aktuelt diskussionsemne, uden vi af den grund er blevet meget klogere. I korthed kan siges, at de fleste pædagoger og verdensfrelsere de senere år har hævdet, at barnets miljø var altafgørende.

 

Det er jo så at sige deres speciale. Nu kommer genforskerne og siger, at der er et gen for så at sige alt. Den opfattelse er der flest penge og mest prestige i for dem.

 

Når almindelige mennesker taler om arv, drejer det sig mest om penge, ting og eventuelle arvelige rettigheder. Der kan naturligvis også være tale om genetisk arv. Det undrer ingen, at et barn ligner sin biologiske familie. Det hører til i enhver fødestue i begejstrede vendinger at konstatere, at den nyfødte har arvet onkel Peters næse, mors fine ører og fars lange arme. Senere diskuterer man visse egenskaber ved barnet. Hvem har hun dog fået det heftige temperament fra? Det musikalske talen kan kun stamme fra bedstefar. Og den strålende intelligens? Det er alt sammen med til at give barnet identitet og en følelse af at høre til.

 

-

 

Der har sneget sig et begreb ind, der kaldes den sociale arv. Det er en underlig fisk. Begrebet kan vel bedst defineres som adfærdsmønstre, der præger generationer og som har betydning for, hvordan man klarer sig i samfundet. Hvor god en skatteyder man bliver til eksempel.

 

Socialforskningsinstituttet har lavet en undersøgelse, hvoraf det fremgår at indkomst, formue, arbejdsløshed, uddannelse og sundhed arves i en eller anden forstand. Det resultat kan vist ikke komme bag på nogen. Sådan har det altid været og vil nok fortsat være.

 

-

 

I august 99 følte regeringen behov for at vise handlekraft. Det gjorde man så ved at indkalde til pressemøde og fremlægge en plan for udryddelse af den negative sociale arv. Tilbud om uddannelse o.lign. gjorde det ikke. Heller ikke et godt socialvæsen eller ordentlige sundhedsfremmende tilbud.

 

Nej, der skulle gøres en tidlig individuel indsats. Ændring i loven om tvangsfjernelse af børn er ulykkeligvis udsprunget af dette.

 

Der er nok en statistisk sandsynlighed, men ingen individuel forudsigelighed i forhold til, hvem der bliver såkaldt sociale tabere, der anses for at være en belastning for samfundet. Det vil sige, alkoholikerens datter behøver ikke nødvendigvis at drikke hjernen i laser, og den arbejdsløses søn kan godt få en uddannelse og komme i arbejde, når konjunkturerne bedrer sig. Det eneste, man med sikkerhed ved om tvangsanbringelser er, at den positive del af den sociale arv, der består af kærlighed, identitet, tilhørsforhold, selvværd, kulturel og religiøs påvirkning, bliver nægtet barnet. Hvem siger, at et plejehjem, hvis mest iøjefallende kvalitet er, at plænen er slået, og hvor barnet bliver tålt for pengenes skyld, kan erstatte et hjem og en familie. Det eneste, man med sikkerhed ved om institutions-anbringelser er, at de øger risikoen for misbrug drastisk.

 

Ved hovedløse tvangsanbringelser påfører man børnene den negative arv, man påstår at skåne dem for.

 

Børnene er der ingen som spørger eller tager hensyn til. De betragtes blot som objekter.

 

 

 

Noget om mål og midler

 

Da jeg ikke er jurist, skal jeg afholde mig fra at opsummere love, og paragraffer, cirkulærer og regler, som kommunen har overtrådt. Det må retten til sin tid afgøre. Her vil jeg indskrænke mig til at påpege hvilke ulovlige mål, kommunen har forfulgt og hvilke midler man brugte.

 

Mål

•       At myrde et sundt ønskebarn ved tvangsabort.

•       Tvangssterilisation af moderen.

•       Tvangsadoption.

•       Forsøg på at gøre moderen sindssyg.

•       Undgå udgifter til den behandling og vejledning, moderen burde have krav på.

 

 

Midler

•       Ulovlig tvang.

•       Bortførelse af barnet med fare for dets liv.

•       Overvågning.

•       Løgn, bagvaskelse og sladder.

•       Trusler og terror.

•       Overtrædelse af tavshedspligt.

•       Anvendelse af falsk lægeattest.

•       Alle positive udsagn om barnets mor og øvrige familie fjernet fra sagsakterne.

•       Samarbejde nægtet.

•       Aktindsigt nægtet.

•       Medbestemmelse og partshøring nægtet.

•       Falsk politianmeldelse.

 

Jeg glemte at fortælle, at da Vojens Kommune i begyndelsen af august ikke mere kunne finde og genere Rødhætte, anmeldte en unavngiven medarbejder fra kommunen hende for at have myrdet sit barn.

 

Ak ja, hvad hjertet er fuldt af ...

 

Det bevirkede, at to hærdebrede betjente straks stillede på vor bopæl medbringende spændetrøje og ville have Rødhætte i tale. De ville gerne spørge til hendes velbefindende, sagde de. Tak, hun har det udmærket, kunne vi kun svare. Politiet generede os så kraftigt i en hel uge, så vi måtte flytte hjemmefra.

 

Den spændetrøje kunne nok gøre mere nytte andetsteds.

 

 

 

Hvad er så resultatet af alle disse anstrengelser?

 

Hassan er 2 år og 3 måneder. Tidlig skadet i alvorlig grad.

 

Rødhætte, som havde alle forudsætninger for ved familiens hjælp at give barnet en opvækst, de fleste ville misunde ham, ulykkelig, angst og nedbrudt.

 

En hel familie i oprør, afmægtig vrede og angst.

 

Hvad har vi alle sammen gjort, at vi skal straffes så hårdt? Hvem har givet forvaltning og politikere lov til det?

 

At ødelægge dette ene uskyldige barn har indtil videre kostet skatteborgerne nær ved 2 millioner.

 

 

 

Hvad gjorde familiens øvrige børn?

 

De blev alle sammen vrede og prøvede at trøste, så godt de kunne.

 

Da Jonas på 4 hørte, at han ikke måtte se sin lille nye fætter, fordi kommunen havde taget ham, gik han stille hen og tog sine tegnesager frem. Han arbejdede længe koncentreret. Da han var færdig, kom han og viste mig, hvad han havde lavet. Det var en øde ø med en enlig palme i midten. Under palmen lå et lille bitte barn omgivet af sutter, flasker, bleer, sokker. Kort sagt alt, hvad en sådan lille fætter kunne få brug for. Ved siden af øen var tegnet en aflang brun ting. Jeg forstod ikke straks, hvad det var. Det er jo en båd, forklarede Jonas. Så han kan slippe væk.

 

Gid det var så vel.

 

Storesøster Anja skrev til kommunen.

 

 

 

Brev fra Anja:

 

Kære Viceborgmester !!!!!!

 

Nu skriver jeg så igen, jeg har fået tænkt over det du skrev, Og okay jeg kunne nok have undladt det med at "trampe" på folk, det må du/i undskylde. Du skriver i dit brev, at der skal meget til før man fratager en mor ret til hendes barn. Nu er det så jeg spørger mig selv, er min moster virkelig sådan en "dårlig" mor? Og svaret er NEJ, min moster er ansvarsfuld, venlig og ikke mindst kærlig.

 

De udtalelser i har fra lægerne, som har frataget moster ret til at se Hassan er jo gamle! I skulle prøve at finde ud af hvem moster i virkeligheden er i dag. Hun er jo ikke interesseret i at skade hendes egen søn. Der er også noget andet jeg ikke helt forstår, hvorfor må jeg og resten af min familie ikke se Hassan. Vi er alle interesserede i hvordan han har det. Nu er det sådan, at da i fjernede Hassan, var det jo ikke kun ham og moster det gik ud over, nej det ramte også mange af os, der er i familie med ham og især min kære bedstemor, som jo holder meget af sine børnebørn. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal skrive, det er jo næsten lige meget, det ændre tilsyneladende ikke noget alligevel.

 

Endnu engang tak fordi du skrev tilbage.

 

De venligste hilsner fra:

 

Anja Volden Kolmos

Sandbjergvej 2

6535 Branderup J.

 

 

 

-

 

Venner og familie bestormede kommunen med breve, men man stod fast. Barnet skulle ødelægges med alle midler.

 

 

 

Vi skrev til Hassan:

 

Vojens den 12-12-1999

 

Kære Lille Hassan

 

Skønt du holdes indespærret uden mulighed for kontakt med alle de mennesker, der holder af dig, vil vi alligevel ønske dig en god jul.

 

Du skal vide, vi er mange, der tænker på dig hver eneste dag og slås for, at du skal få en god barndom i stedet for den elendighed, myndighederne har bestemt for dig. Skønt vi er ulykkelige over din situation, trøster det os dog lidt, at det ikke lykkedes dem at myrde dig allerede før, du blev født. Så længe din mor kunne værne dig med sin krop, var du i sikkerhed, men den tilstand må jo nødvendigvis få ende.

 

Ved du, at Danmark har underskrevet noget, der hedder konventionen om barnets rettigheder? Heri står, at et barn har ret til et hjem, kærlighed, familie. Du er frataget det hele og bliver senere i dit live henvist til at leve med en stor, gabende tomhed i det psykiske rum, hvor din mors og den øvrige families kærlighed og nærhed skulle have været. I dag skriver jeg til organisationerne, der siges at varetage menneskerettighederne i håb om, at de vil gøre noget for dig, inden det er for sent.

 

I dag skal vi til din kusine Mettes fødselsdag. Hun bliver 2 år. Hende vil du blive glad for at møde. Hun er så sød og glad. Bedstefar har lavet lys i Lindas dukkehus. Så bliver hun glad.

 

Juleaften kommer alle dine fætre, kusiner, onkler og tanter. Så skal vi danse om juletræet og så kommer nisserne med gaver. Bagefter skal vi rafle om præmier og vinde dem fra hinanden. Det glæder alle sig til, fordi det er så sjovt. Til næste år er du stor nok til at være med.

 

Når alle de glade børn er gået hjem med deres forældre, vil vi sætte os og tale om den lille dreng, der måtte flygte med sin mor til Ægypten for 2000 år siden, fordi magthaverne ville gøre ham fortræd. Du skal vide, din mor prøvede også at beskytte dig, men hun havde ingen steder at flygte hen.

 

I gamle dage blev budskaber videresendt af engle i en pålidelig form. I dag er vi fanger i et net af computere. Dem bruger magthaverne til at kontrollere os og ofte til at skade os ved at fylde maskinerne med løgne, når det passer i deres kram.

 

Lille ven, vi må ikke besøge dig. Vi ved ikke, om du får vores gaver, men de kan da ikke forhindre os i at tænke på dig hele tiden og ønske, at de overgreb du er udsat for, må få en ende omsider.

 

Kærlig hilsen

 

Bedstefar og bestemor.

 

 

 

-

 

Dette galoperende vanvid, der har fået landets kommuner til at konkurrere om, hvem der kan præstere flest hovedløse, ubegrundede tvangsanbringelser, koster som nævnt de hårdt plagede skatteydere mange, mange milliarder om året.

 

Kunne de penge ikke have været brugt konstruktivt andetsteds. F.eks. til sundhed, pleje eller forebyggelse i stedet ud fra devisen, der styrer al kassetænkning.

 

Spare hvor der spares kan. Koste hvad det koste vil.

 

 

 

 

 

 

Aftenbøn

 

Kære Vorherre.

 

Vi beder dig holde din hånd over lille Hassan, med de skæve ben og hans mor, der vil gøre alt for ham. Og husk også alle de andre stakkels tvangsfjernede børn og deres familier. Lad snart børnene få lov at komme hjem til deres kære.

 

Fjern ondskab, had og magtbegær i politikernes hjerter, så de kan lære at tale sandt. Og giv det nye Folketing og alle de mange nye amtsråd og kommunalbestyrelser forstand til at regere godt og retfærdigt, så vort land igen kan blive et godt sted at være.

 

Godnat.

 

 

 

 

 

 

Om magt og afmagt

 

Hvorfor er det altid de velbjergede, de indskrænkede, de snæversynede, de bagkloge, de selvglade, de grådige konforme egoister, der tager magten?

 

Hvorfor giver vi den aldrig til en lille pige med en rød bold?

 

 

*  *  *

 

 

 

Rapport fra 1. Maj mødet i Tangkrogen Århus
Af Kirsten Skovbo
 
De har fyldt os med løgn - Vred mor til 14-årige Niels på flugt
Nyhetsartikel i Ekstrabladet
 
To artikler om tvangsfjernelser
Af Rune Engelbreth Larsen
 
Mormorsupproret. Margit Eliassons föredrag vid NKMR:s symposium den 12 juni 1998

At Skille Træet fra Roden
Af Ivan C. Gerling

Borgerdebat

 
Alvheims tio bud
 
Håndbok for klientutvalg og barnevernsofre
 
LVU behöver ändras från grunden
Av Bo Ammer
 
Väldigt viktigt att skydda barn från omhändertagande
Av Susanna Svensson
 
Saklighet och godtycke i rättskipning och förvaltning
Av Brita Sundberg-Weitman
 

Artiklar

 

Böcker

 

Huvudsidan