ARBEJDSHYSTERIET
GÅR UD OVER BØRNENE
Af Rune Engelbreth Larsen, Formand for
Minoritetspartiet
|
Denne
artikkelen sto først i avisen Politiken den 30. oktober 2004, og ble
postert samme dag på Borgerdebat under titeln Arbejdshysteriet
går ud over børnene. |
»Det barn er endnu ikke opfundet, som af sig selv ville banke på døren
til en daginstitution og ansøge om otte timers ophold daglig.«
Det skriver psykolog og seminarielærer Ole Schouenborg i sin bog
Velfærdsyngel (Fremad, 2001), der er en provokerende bredside mod
institutionaliseringen af barnets opvækst.
Der er ikke blevet mindre behov for at stille spørgsmålstegn ved
udviklingen, når man betragter den eksplosive stigning i børn, der passes i
skolefritidsordningen, SFO.
Danskerne er blandt verdens mest arbejdsivrige folkefærd, hvilket
politikere ofte roser nationens lønmodtagere for - det er jo altid rarere at
klappe vælgerne på skulderen end at mane til besindelse over for ubehagelige
konsekvenser af generationers indgroede vaner.
Men måske er der snarere tale om arbejdshysteri end arbejdsglæde. Et
hysteri, der dels er blevet stimuleret af en snæversynet, socialdemokratisk
arbejdsmoral med socialistiske rødder, der i alt for høj grad identificerer den
enkelte med sit arbejde; dels er blevet motiveret af en kortsynet liberalistisk
egoisme, der til stadighed bilder os ind, at samfundshjulene afspores, hvis
ikke vi hele tiden producerer mere og rager mere til os - i sidste ende oftest
på bekostning af vores medmennesker og naturgrundlag.
Det er behændigt lykkedes at sælge arbejdshysteriets barske beslaglæggelse
af stadig større dele af vores fritid under dække af lidt mere ferie og nogle
påståede arbejdstidsnedsættelser, mens utallige familier i virkeligheden er
pisket til at arbejde langt mere end nogen sinde tidligere i historien.
I begyndelsen af det tyvende århundrede gik det i den rigtige retning
med indførelsen af 48 timers arbejdsuge i 1919, med udbredelsen af det nye
fænomen »ferie« i 1930erne og med 45 timers arbejdsuge i 1959, men omkring
midten af århundredet vender tendensen. Der kommer godt nok flere ferieuger, og
arbejdsugen fortsætter også formelt med at falde for den enkelte helt ned til
37 timer i 1990, men familiernes samlede arbejdstid er ikke desto mindre
omtrent fordoblet siden 1960erne!
Resultatet er, at børn i stigende omfang deponeres i pasningsfabrikker,
der samtidig har alt for få ressourcer.
Ifølge en undersøgelse fra 1997 tilbringer det danske gennemsnitsbarn
ikke mindre end 24.000 timer i institution af sine første 16 leveår. Det sker
under forhold, som til trods for nok så tålmodige og dygtige pædagoger kan være
præget af markante støjgener og stress, og hvor nedskæringer samtidig fører til
mindre og mindre voksenkontakt. Nu viser det sig så, at antallet af passede
børn i SFO-ordningen endvidere er eksploderet til det femdobbelte på bare 14
år, fra ca. 35.000 i 1990 til over 187.000 i 2003 (jf. Politiken, 27.10.04).
De offentlige pasningstilbud har udviklet sig til
arbejdsmarkedsinstitutioner, så forældrene kan blive endnu mere effektive
tandhjul i vækstmekanikken - men hvad betyder den stadig forøgede
institutionalisering af barndommen på længere sigt for børnene? Og for
samfundet?
Næppe nogen er vel seriøst i tvivl om, at end ikke den mest
professionelle pædagog i længden kan erstatte kontakten til og følelserne mellem
barnet og dets egen familie. Professionalisme er afgørende, men
professionalisme er ikke kærlighed.
Det må være indlysende, at smertegrænsen er overskredet, og at en
professionel organisering og stimulering af op til tyve børn pr. pædagog
naturligvis aldrig nogen sinde kan give et barn den opmærksomhed og tryghed,
som det kan få i mindre fora, ikke mindst i sin egen familie - hvis den
pågældende familie har kærlighed, tid og overskud, vel at mærke.
Det betyder bestemt ikke, at institutionslivet ikke kan være givende,
lærerigt og trygt, men det betyder utvivlsomt, at det nuværende omfang af
barndommens institutionalisering er alarmerende, og at det arbejdshysteri, der
er medansvarlig for udviklingen, må standses.
Vi skal ikke finansiere velfærdssamfundet gennem mere arbejde og mindre
frihed, men gennem modet til at skære i indtægterne hos dem, der har mere end
rigeligt i forvejen. I stedet for at kompensere for kommende årtiers aldrende
befolknings faldende arbejdskraft gennem mere tvangsarbejde, skal vi kompensere
for den gennem en omfattende sanering af fradragene, så beskatningen reelt
rammer de høje indkomster og de formuende hårdere.
I stedet for at øge incitamentet til sort arbejde gennem nedskæringer i
de sociale ydelser, skal vi øge de højtlønnedes incitamentet til at arbejde
mindre ved en drastisk forøgelse af topskatten.
I stedet for at kriminalisere den, der ønsker en arbejdsfri periode,
skal vi glæde os over, at vedkommende kan bruge sin overførselsindkomst til at
holde andre i arbejde: Dels som følge af at overførselsindkomsterne naturligvis
også er med til at holde hjulene i gang for andre end modtageren, eftersom den
arbejdsløse jo også skal have smør på brødet, købe tøj, køre i bus osv. og
derved sikrer, at andre beholder deres arbejde. Og dels fordi den arbejdsfri
frisætter ressourcer ved at træde ud af aktiveringsmøllen, så myndighederne kan
koncentrere og forbedre deres indsats for at skaffe job til dem, der er mest
arbejdstrængende.
I stedet for et rigidt arbejdsmarked skal vi med andre ord tilstræbe et
fleksibelt arbejdsmarked, hvor både flere fædre og mødre i perioder får
mulighed for at passe deres egne børn derhjemme, så institutionerne aflastes,
og der bliver mere tid til hvert enkelt barn.
I stedet for at gennemtvinge aktivering, skal vi kort sagt gennemtvinge
arbejdsdeling.
Det gavner børnene, det gavner familierne, det gavner de pressede
institutioner, det gavner de arbejdsløse, og det gavner samfundet.
*
Lenker:
Av Rune Engelbreth Larsen:
"Arven fra
Karen Jespersen - vilkårlige tvangsfjernelser"
*
Inte mammas fel om
barnet blir mördare
Ligg unna barna !
Av Henrik Færevåg
Rolf
Edins föredrag till Mormorsupprorets konferens den 14 - 15 juli 2001
Kommentar: Med armen i
vepsebolet