Apropos sorggrupper
Af Frede
J., Kirsten Skovbo,
Farmor, Marianne Haslev Skånland,
Jan Hansen m. fl
|
Frede J. samt
med debattörerna medverkar flitigt på danska Diskussionsforum BorgerDebat. Inläggen är
tidigare publicerade på BorgerDebat.dk
den 11 januari 2003 och debatten pågår fortfarande. Alla är välkomna att
besöka och medverka i diskussionerna. NKMR har fått
carte blanche från Annelise Rasmussen, moderator
för BorgerDebat att låna material från hemsidan. |
Har lige læst på http://www.sorggruppen-smil.person.dk om sorggruppen
"Smil´s" formål hvor der bl.a. står citat:
"Formålet med sorggruppen "SMIL", er at give børn og unge, der
har mistet et nærtstående familiemedlem ved dødsfald mulighed for at dele deres
sorg med andre jævnaldrene, som har oplevet at miste.
Vi har erfaring med, at mange børn og unge savner et pusterum, hvor de kan tale
om de svære følelser, der opstår, når de mister en far, mor eller søskende.
Døden er desværre stadig et tabu for mange, også i familier der mister og mange
børn bliver mødt med en mur af tavshed."
Citat slut.
Det er et prisværdigt og meget nødvendigt arbejde der her bliver gjort for de
børn som er i den ufattelig svære situation at have mistet mor, far eller
søskende. Når jeg læser sorggruppen "Smil´s" formål kommer jeg
uvilkårligt til at tænke: Hvad så med de mange børn der hvert år
"mister" deres mor og/eller far, søskende m.fl. fordi de bliver
tvangsfjernet bort fra dem, og herefter har meget lidt eller intet samvær med
ikke blot mor og far, men også søskende og hele øvrige slægt!
Hav in mente at mange af disse børn her i mange tilfælde bliver fejlagtigt
tvangsfjernet fra gode og kærlige hjem. Hvem tænker på sorggrupper for disse
børn? eller skal disse børn bare lære at leve med at "man" bare har
tvunget dem bort. De tvangsfjernede børn (isærdeleshed små børn) fatter ikke at
mor og/eller far pludselig er borte ("død")!
I sorggruppen "Smil´s" hjemmesaide står der bl.a. at læse: "Som
ny voksen i barnets verden bør du fremtræde som en kammerat. Ikke som en
erstatning for den mistede forældre".
Børnehjemspersonale og plejefamilier for tvangsfjernede børn kan ikke erstatte
disse børns mor, far, søskende m.fl. Disse børn må leve med at deres mor, far
søskende er "døde", ikke er mere i barnets verden!
Kommunerne har travlt med at tvangsfjerne børn, men hvem tænker bagefter på disse
børns sorg?
Frede J.
****************
Re: apropos sorggrupper.
Emsig med. når...
Indsendt af Kirsten Skovbo 11 januar 2003 kl. 14:10:08:
Som svar på: apropos sorggrupper indsendt af Frede J. 11 januar 2003 kl.
11:41:28:
Jeg har ofte brudt min hjerne med hvordan vi dog kan oprette støttegrupper til
netop de tvangsfjernede børn, INDEN de bliver til frustrerede og ulykkelige
pubertetsbørn.
Men jeg her endnu ikke "fundet" svaret??? Hvordan netop få adgang til
disse fjernede børn, der jo bliver holdt bag lås og slå som var de
straffefanger. Når ikke engang deres egne kan få adgang hvordan så vi andre???
Det er utroligt svært og tager år, ja nogle gange hele livet for dem, der
mister far eller mor eller søskende ved død i en altfor ung alder. Det kan
læses i de sidst nyligt udkomne bøger om sorgbearbejdning.
Men det er ganske rigtigt hvad du Frede kommer ind på, at børn der
"mister" ved tvangsfjernelse hjemmefra, mister også somom de var
døde. Men her er det endnu værre, for disse børn tror nemlig fejlagtigt, at det
KUN kan være fordi de har gjort noget meget slemt, at de har været uartige,
m.m. at dette at blive revet hjemmefra er sket. Så disse børn har ikke KUN
savnet og sorgen at skulle forholde sig til, men også en stadig voksende og nagende
selvbebrejdelse.
Og hvordan blive et HELT menneske på den måde?
Det er så ambivalent så det smerter! Når du f. esk. hører om et barn, der står
overfor at begynde i en børnehave, så fortæller den omsorgsfulde pædagog
forældrene, at de endelig ikke bare må komme og aflevere barnet på fuld tid
lige i begyndelsen, "for så tror barnet nemlig bare, at det er blevet HELT
forladt, at der ALDRIG kommer nogen mere og henter det!"
Ligesådan er det, hvis et barn skal indlægges på sygehus. Her tales også til forældrene
om hvor uhyre vigtigt det er enten at lade sig indlægge sammen med barnet,
eller i hvert fald at besøge det alle de timer, det kan lade sig gøre dagligt.
Hvorfor al denne emsige omsorg for at forhindre at sådanne kategorier børn ikke
lider under de korte afsavn af deres forældre, så de ikke får traumer.
Når al denne omsorgstale totalt forstummer, når der er tale om tvangsfjernde
børn??? Her er ingen kære mor, der bliver anmodet om at komme mange timer
dagligt og holde i hånd, trøste, kysse og vejlede. Næeee her i dette tilfælde
forholder det sig åbenbart fuldstændig anderledes med barnets tarv. Her tager
systemet pludselig bind for øjnene.
Gad vide om systemet bilder sig ind, at tvangsfjernede børn er lavet af sten og
ingen følelser besidder. Hvorfor ellers denne totale mangel på respekt og
omsorg???
Kirsten
****************
Re: Tvangsfjernede barns
reaksjoner
Indsendt af Marianne HS 11 januar 2003 kl. 14:35:00:
Som svar på: Re: apropos sorggrupper. Emsig med. når... indsendt af Kirsten
Skovbo 11 januar 2003 kl. 14:10:08:
Akkurat, Kirsten. Og Farmor setter i sitt innlegg (nedenfor) fingeren på noe
helt sentralt når hun skriver:
"Sorgen for disse børn kaldes ikke sorg, men en fejludvikling."
Forholdet er jo at de sosio-psyko-pedagogiske kadrer opererer med en hel stor,
kvakksalversk lærebok-litteratur som fremstiller det slik at barn ikke har noen
naturlig, biologisk basis for å "knytte seg til" bestemte voksne, at
de er omtrent som bevisstløse planter som ikke "savner" sin tidligere
jord hvis omplanting til ny jord går bra. Derfor går all systemets aktivitet ut
på å "arbeide" for at barnet skal knytte seg til fosterforeldre,
eller til barnehjemspersonale, eller til hvem som helst, bare ikke til
familien. Det at et fjernet barn i det hele tatt husker eller tenker på sin
familie med følelser av lengsel og opprør mot å ikke få leve sammen med
familien, det fremstilles som sykelig, som noe man skal kureres for.
Disse sosiale profesjoners inkompetanse illustreres av svært mye av det de gjør
og av de fleste av deres "forklaringer", og et av de beste bevisene
er akkurat dette: De står hjelpeløse til å forklare både fosterbarns dystre
prognoser og i særdeleshet den store forekomst blant adopterte av depresjoner
og mistilpasning, lengsel etter sin biologiske familie og ofte febrilske
aktivitet for å finne denne deres egentlige familie.
En grunn til at systemet naturligvis ikke kan drive reelt nyttige sorg-grupper
for tvangsfjernede barn, er jo at de IKKE planlegger eller på noen måte ønsker
at barnet skal gjenforenes med sin familie på noe som helst tidspunkt. Hvis de
tvangsfjernede barn i en slik gruppe kunne tale fritt uten redsel for
sanksjoner i form av ytterligere isolering og tvang, ville nok systemet blir
ganske hyperaktive i å stoppe gruppen.
Marianne
****************
Re: apropos sorggrupper
Indsendt af Farmor 11 januar 2003 kl. 12:46:08:
Som svar på: apropos sorggrupper indsendt af Frede J. 11 januar 2003 kl.
11:41:28:
Jeg sad med de samme tanker i går da jeg læste det. Men jeg var optaget af et
lille nyt barnebarn der blev født i går.
Men du ved jo godt Frede, at den fare disse anbragte børn må klare selv, det
kalder man barnets tarv. De fleste mennesker tror stadigvæk på at man anbringer
et barn for dets eget bedste.
Sorgen for disse børn kaldes ikke sorg, men en fejludvikling.
Hvis I bladrer ned på netdoktors side, så er der en socialpædagog der har
svaret mig på hvad barnets tarv er.
****************
Re: apropos sorggrupper
Indsendt af Jan Hansen 11 januar 2003 kl. 12:38:19:
Som svar på: apropos sorggrupper indsendt af Frede J. 11 januar 2003 kl.
11:41:28:
Kære Frede J.
Jeg kan sagtens følge dig i det du skriver.
De børn som bliver "tvangsfjernet" fra hjemmet bør også få hjælp til
at få bearbejdet deres sorg og andre følelser, men jeg er ikke helt sikker på
at det skal/kan behandles på helt samme måde som hvor børn har mistet forældre
eller søskende ved død. De børn som har mistet ved død, skal lære at leve med
at de aldrig nogensinde mere har mulighed for at møde , se eller høre den som
er død, hvorimod de børn som er "fjernet", trods alt på et tidspunkt
i deres liv har muligheden for at få kontakt til deres biologiske
familiemedlemmer, hvis de selv vil.
De "fjernede" børn har brug for hjælp og støtte udfra deres situation
og bør hjælpes af mennesker som har erfaring indenfor dette område, så disse
børn får at vide at de dog har muligheden for (på et tidspunkt i deres liv) at
kunne blive gebnforenet med deres familie.
Jeg ved ikke om der findes nogle "hjælpegrupper" til
"fjernede" børns sorg/tabsbearbejdelse, hvis ikke, kan jeg da kun
opfordre dig og andre som har erfaring indenfor dette om at forsøge at få en
sådan "hjælpegruppe" op at stå.
Med knus og ønsket om en god Week-end fra
Jan Hansen
****************
Re: apropos sorggrupper for
tvangsfjernede barn
Indsendt af Marianne HS 11 januar 2003 kl. 13:50:57:
Som svar på: Re: apropos sorggrupper indsendt af Jan Hansen 11 januar 2003 kl.
12:38:19:
Kjære Jan.
Slike grupper, av mennesker som virkelig forstår hvilken tragedie det er for et
barn å bli berøvet sin familie, kommer sosialvesenet aldri til å tillate.
Derimot driver de selv "terapi" og "terapi-grupper" som de
overvåker og styrer, og hvor alt går ut på å bortforklare realitetene og å
hjernevaske barnene til å tro på sosialvesenets versjon: at det er til barnets
beste å hindres i kontakt med sin familie.
Marianne